ANNONCE:
Læs også
Danske mobilbetalinger på vej med bus og tog
Computerworld fokus
Computerworld retter i denne og den kommende uge fokus mod mobilbetalinger.
Der er nemlig bred enighed om, at Near Field Communication (NFC) kommer til at stå for dataoverførslen mellem mobiltelefonen og forretningerne i fremtidens mobile betalingsløsninger.
NFC-teknologien er helt praktisk en chip i telefonen, der sættes i forbindelse med en læser i eksempelvis kiosken eller taxien. Derved overføres de informationer, der er nødvendige for betalingen.
"NFC er den teknologi, der bliver bakket op af de store spillere inden for mobiltelefoni. Samtidig er det den standard, som er meget udbredt i Østen," fortæller Morten Povlsen, chefanalytiker i Innovation Lab og tidligere redaktør på projektet RFID Vidensbanken.
De Europæiske banker er ligeledes varme på teknologien.
European Payments Council, der er en sammenslutning, som repræsenterer 8.000 banker fra 31 forskelligere europæiske lande er fast besluttet på, at fremtidens mobilbetalinger skal ske via NFC.
"Det, der er med ISO-standarden for NFC, er, at den er kompatibel med præcis den samme standard, som man bruger til kontaktløse kreditkort. Det gør, at de to standarder kan leve side om side," siger seniorproduktchef Mette Grimm Munck fra Danske Bank.
Den nære teknologi
NFC overfører data trådløst over en meget kort afstand og formidler derved en handel.
Styrken i NFC er dens enkelhed. Den virker ved at udføre et "handshake" mellem to enheder, som placeres tæt mod hinanden. Dette fjerner behovet for, at brugeren skal udføre komplekse manuelle indtastninger.
Tidligere har en af svaghederne været, at der ikke fandtes fælles standarder til mobiltelefoner, men i 2004 blev NFC Forum etableret med en række af de helt store interessenter som eksempelvis Nokia, Microsoft, NEC, Panasonic, Samsung, Sony, MasterCard og Visa. Det fællesskab har skabt klare rammer for teknologien.
NFC-teknologien er baseret på Radio Frequency IDentification (RFID), og den er en trådløs netværksteknologi, hvis formål er at levere simpel og sikker kommunikation mellem enheder.
Når to NFC-enheder bringes sammen inden for ganske få centimeter, kan de udveksle informationer.
Den korte afstand er en af sikkerhedsfunktionerne i NFC. Når man kun kan udveksle informationer inden for ganske små afstande, kræves det nemlig, at man gør det helt bevidst og ikke ved et tilfælde.
Der er ikke som udgangspunkt indbygget sikkerhed i NFC-chippen. Sikkerheden skal i stedet placeres i den software, der omgiver transaktionen.
Informationer overføres mellem NFC-enheder via radiobølger, som opererer i det lavfrekvente område omkring 13.56 megahertz. Teknologien kan både læse og skrive (read/write), og den kan udveksle data med en hastighed på op til 424 kilobit per sekund.
Udover at være bro i en mobilbetaling kan teknologien også anvendes til eksempelvis overførsel af digitale billeder eller video mellem enheder. NFC-teknologien følger både ISO-, ECMA- og ETSI-standarder.
Fortsættes ...



