Microsofts forslag til frit browser-valg i ny modvind

Den europæiske brancheorganisation ECIS mener, at Microsofts model for frit browservalg kan skræmme brugerne og kan derfor blive en stopklods for den aftale, der er op trapperne.

Artikel top billede

Computerworld News Service: Microsoft møder angiveligt fornyet kritik af virksomhedens forslag om en såkaldt "ballot screen", der skal sikre et frit valg af browser, og som virksomheden er kommet med i forbindelse med en monopolsag i EU.

En artikel fra i søndags på Wall Street Journals website oplyser, at European Committee for Interoperable Systems (ECIS), som er en brancheorganisation med medlemmer som den norske browserudvikler Opera Software, argumenterer, at Microsofts koncept for denne valgskærm vil forvirre og skræmme brugerne.

Sidst i juli meddelte Microsoft planer om at give Windows-brugere en chance for at downloade konkurrenters browsere som en del af virksomhedens kampagne i løbet af året for at formilde Europa-Kommissionen, som blandt andet tager sig af EU's konkurrencelovgivning, og som i januar i år anklagede Microsoft for at beskytte Internet Explorer fra reel konkurrence ved at inkludere browseren i Windows.

Et hovedelement i disse planer er denne såkaldte "ballot screen" eller valgskærm, som Europas Windows-brugere vil se, hvis Internet Explorer er sat op som standardbrowser. Ifølge Microsofts forslag vil denne valgskærm have links til download af Mozillas Firefox, Apples Safari, Googles Chrome og Opera Softwares Opera.

Kommissionen udsendte i sommer spørgeskemaer til disse konkurrenter samt til pc-producenter og andre interessenter for at få deres meninger om Microsofts forslag.

Selvom mindst en konkurrerende browserproducent, den amerikansk-baserede Mozilla, har meldt ud, at den har visse ønsker til ændringer i Microsofts forslag, så er ECIS først til offentligt at erkende at have givet en officiel tilbagemelding til Europa-Kommissionen.

At vælge en anden browser kræver, "at brugeren bekræfter og svarer på truende og forvirrende advarsler og spørgsmål," fortæller Thomas Vinje, der er juridisk rådgiver og talsmand for ECIS, til Wall Street Journal.

"Microsoft har på listig vis fundet en måde at acceptere kommissionens anmodning om en slags valgskærm men samtidig gøre det på en måde, der vil være komplet ineffektiv."

Vinje svarede ikke på en anmodning om yderligere kommentarer.

Ifølge Microsofts forslag vil brugere af Windows 7 modtage en opdatering efter 22. oktober - det ny styresystems officielle lanceringsdato - eller to uger efter kommissionens kendelse, hvad end der kommer senest. Brugere af Windows XP og Vista vil først modtage denne valgskærm tre til seks måneder efter Europa-Kommissionen kommer til en afgørelse.

Stopklods for EU-aftale

ECIS fik i april tildelt status som "interesseret tredjepart" i sagen, hvilket giver organisationen lov til at læse EU's anklager mod Microsoft og at kommentere i sagen. Tidligere blev også Mozilla og Google tildelt denne status.

Opera Software var allerede involveret i sagen. Virksomhedens klage i december 2007 er årsag til, at kommissionen påbegyndte monopol-undersøgelsen.

ECIS' kritik kan vise sig at blive en stopklods for en aftale, som EU-embedsmænd ellers i sidste uge antydede muligvis var nær.

Neelie Kroes, som leder EU's indsats mod monopoldannelse, fortalte 22. september til New York Times, at hun håber at kunne "lukke sagsmappen" for browsersagen mod Microsoft, før hendes periode som Europa-Kommissær for konkurrence slutter sidste i oktober.

Men det kan vise sig at blive sværere at komme til en afgørelse i sagen, når der nu er tydelig modstand, særligt hvis ECIS' kommentarer vækker genklang hos Microsofts konkurrenter.

Microsoft har for sin del stået fast på den holdning, virksomheden har haft, siden den først foreslog valgskærmen.

"I juli kom vi med et nyt forslag til at imødekomme spørgsmål angående EU's konkurrencelovgivning relateret til Internet Explorer og interoperabilitet," skriver talsmand for Microsoft Kevin Kutz i en e-mail som svar på spørgsmål. "Kommissionen tog imod vores forslag og meddelte, at den ville vurdere dets effektivitet. Vi ser fortsat frem til de næste skridt i denne proces."

Selvom Europa-Kommissionen kun har myndighed til at håndhæve et krav om denne valgskærm indenfor EU, så har både Opera Software og Mozilla argumenteret for, at aftalen bør udvides til Windows-brugere på verdensplan.

I sidste måned tilsluttede John Lilly, som er Mozillas administrerende direktør, sig Opera i denne opfordring.

"Mit håb er, at ligegyldigt om kommissionen og Microsoft beslutter at revidere forslaget eller ej, så vil Microsoft lytte til vores betænkeligheder," sagde Lilly på daværende tidspunkt.

"Det handler om, hvad der giver brugeren den bedste oplevelse, så forhåbentligt vil Microsoft tage dette til efterretning og gøre det ikke kun i EU men på længere sigt i hele verden."

Repræsentanter for EU's monopolmyndighed svarede ikke umiddelbart på en anmodning om at kommentere sagen.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Annonce

Event: Cyber Security Festival 2026

Sikkerhed | København

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

18 & 19. november 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

Jeppe Lindberg

Norriq Danmark A/S

Stine Willemoes Kondrup, Senior Project Manager hos Ascom, har pr. 22. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Kristoffer Hyltoft Overlund som Consultant ERP. Han skal især beskæftige sig med understøtte vores kunders forretning og vækstambitioner. Han kommer fra en stilling som Salgskonsulent hos D´Wine. Han er uddannet hos Aalborg Universitet hvor hvor han har taget en cand.it, IT-ledelse. Nyt job

Kristoffer Hyltoft Overlund

Norriq Danmark A/S