Jeg er ikke helt mig, hvis jeg ikke er på

Jeg bed mærke i et interview for nylig med Jørgen Leth om jordskælvet i Haiti. Han fortæller, at da han flygter fra sit kontor, tager han instinktivt sin computer med sig, som det eneste.

Lidt efter, da han er nået ud på gaden, finder han de danske gæster, han har haft på besøg - alle er dækket af støv: "Der står vi så. Fire danskere, de tre af os med en Mac under armen, og ellers har vi intet".

Det har åbenbart været den samme reaktion for dem alle. Når det brænder på, tager man computeren med sig, inden man spæner. Jeg formoder, at jeg selv ville gøre det samme.

Computeren er ikke bare en maskine - den er en del af os selv. Netop dette blads læsere vil nikke forstående, når jeg tilstår, at når jeg har problemer med min computer, så har jeg det som om, jeg selv er syg. Jeg er utilpas, sur, små-stresset, jeg kører på stærkt nedsat ydelse.

Faktisk skal der ikke mere til, end at jeg mister netforbindelsen, før det begynder at blive frustrerende, hvis ikke direkte traumatisk. Jeg har i den grad vænnet mig til at have øjeblikkelig adgang til information, at jeg føler mig handicappet, hvis jeg ikke kan komme online - lidt i stil med at have benet i gips; man kan ikke bare gøre, som man vil. Jeg er ikke helt mig selv, hvis jeg ikke er på.

Jeg er ikke den eneste. Forleden, da min niece på 11 år skulle lægge 26 og 12 sammen, var hende første reaktion at hive mobiltelefonen frem - til de voksnes udelte forargelse. Kan hun ikke regne i hovedet? Nej, hun har outsourcet den del af hjerne-arbejdet til en maskine.

Er det et problem? Tjah... På den ene side har hun fået langt større evner, end man havde førhen. Det er ingen sag at regne store, komplicerede tal, og mobilen er jo lige ved hånden. På den anden side er hun slemt på den, hvis hun ikke kan bruge maskinen.

Computerne giver os adgang til fantastiske nye kræfter, men vores egne evner svinder hen. Vi får ikke øvet hovedregning, vi behøver ikke kunne stave. Vi vænner os til at sætte os ind i bilen og overlade det til GPSen at finde vej. Til gengæld er vi lost uden at have de seneste updates.

Den amerikanske it-journalist Nicholas Carr skrev for et par år siden et meget omdiskuteret essay med titlen "Is Google Making Us Stupid?".

Han hævdede, at vi får ødelagt evnen til at være eftertænksomme og koncentrere os om længere tekster, når vi uden videre kan klikke os rundt og få alt serveret i små, præcise bidder.

Næste trin kan være, at vi heller ikke behøver engagere os i andre mennesker. Dilberts tegner, Scott Adams, har på sin blog fantaseret lidt om, hvordan det vil være at have en computer på sig, der kan give social assistance.

Ved en reception kan dimsen bemærke, at den, man taler med, har tabt sig, fået ny frisure eller har været ude at rejse. Så har man noget behageligt at snakke om. Og hvis det alligevel er kedeligt, kan dimsen bemærke, at man er tavs eller urolig, og derfor sender den en opringning, som man - desværre - er nødt til afbryde for at tage.

Vi kan gøre ting med computeren, vi aldrig før har været i stand til. Men når vi har brugt den et stykke tid, vil der til gengæld være andre ting, vi holder op med af være i stand til.


Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.