Artikel top billede

Helliger midlet altid målet?

Klumme: Multimediebeskatningen virker desværre helt efter hensigten: Den forringer danskernes it-færdigheder.

Mange lønmodtagere har nu levet med multimedieskatten et halvt år. Hvordan er det så gået? Umiddelbart lader det ikke til, at de pessimistiske forudsigelser er blevet gjort til skamme.

Tværtimod ser det ud til, at vi netop har oplevet en forringelse af muligheden for fleksible arbejdsvilkår, det uformelle kollegiale samarbejde og opgradering af befolkningens it-kompetencer.

Det er med andre ord på tide, at de tre nye ressortministre, videnskabs-minister Charlotte Sahl-Madsen, finansminister Claus Hjort Frederiksen og skatteminister Troels Lund Poulsen, sætter sig sammen og løser den Catch 22-situation, som multimedieskatten har udløst.

Mange artikler, inklusive de klummer jeg har skrevet om de negative effekter af multimedieskatten, har peget på, at det går ud over arbejdstagerens mulighed for fleksibel arbejdstid. Flere hundrede tusinder har valgt at lade pc og mobiltelefon blive på arbejdspladsen - hvor de så også befinder sig på barns første sygedag, om aftenen, eller hvornår medarbejderen ellers ville have kunnet løse arbejdsopgaver.

Alene af den grund ville jeg have forventet, at forslaget om multimedie-skatten var blevet forkastet i folketingssalen. Dertil kommer den negative indflydelse, multimedieskatten har haft på det uformelle kollegiale samarbejde hos eksempelvis de ansatte i politiet, på sygehusene og i kommunerne.

Tidligere var det sådan, at kolleger, der havde brug for akut assistance, kunne ringe til kolleger uden for tjenesten, fordi de havde deres arbejdsgiverbetalte mobiltelefon tændt. Nu forbliver den på arbejdspladsen efter arbejdstid.

Uanset hvordan Charlotte Sahl-Madsen har tænkt sig at måle niveauet af danskernes it-færdigheder, kommer hun ikke uden om, at multimedieskatten har begrænset den fortsatte udvikling af danskernes færdigheder. Jeg mener ikke, at hendes henvisning til, at danskernes evne til at sende sms'er eller logge sig på Skats hjemmeside er et relevant kriterium for vurderingen af danskernes it-færdigheder.

Under alle omstændigheder er man tvunget til at kunne betjene sig af Skats hjemmeside, hvis man vil undgå at bruge en feriedag på at stå i kø hos kommunens borgerservice eller vente i halve og hele timer på at komme igennem til Skats servicetelefon. Efter selv at have forsøgt at udfylde min selvangivelse via Skats hjemmeside måtte jeg med et stort skår i min stolthed over mine it-færdigheder ringe til Skats servicetelefon. Efter knap en times ventetid, efterfulgt af 20 minutters forvirret samtale, oplyste Skats flinke medarbejder, at min frustration skyldtes en fejl i Skats system!

Derfor er jeg enig med videnskabsministeren i, at borgernes it-færdigheder og hjemmesiders generelle anvendelighed er to forskellige ting.

Oven i det hele varsles borgerne om, at yderligere skattelettelser kan blive udskudt, samtidig med at kommunerne bliver pålagt store krav om at spare. Det vil betyde, at skolelæreren ikke kompenseres for at betale multimedieskat gennem skattelettelser og dermed i princippet kommer til at betale for at kunne rette elevernes opgaver om aftenen eller i weekenden.

Alternativt skal kommunen, i lighed med Gribskov kommune, betale skole-lærerens udlæg til multimedieskatten. Så den misundelsesskat, som borgerne skulle betale, bliver i dette tilfælde betalt af kommunen, der i øvrigt skal hjælpe staten med at spare penge. Jamen, er 3.000 kroner minus 3.000 kroner ikke lig med 0?

Kære ressortministre! Så bid dog i det sure æble, og tag livet af den multimedieskat. Den er jo ikke pengene værd.

Niels Madelung er projektchef hos Fonden Dansk Standard, certificeret informationssikkerhedsleder og medredaktør af revisionen af ISO/IEC-standarden 27002:2005.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere