Sådan køber du det rigtige spejlreflekskamera
CCD, CMOS, Live MOS, fps, SSWF, X3, VR, IS og UDMA er nogle få af de mange mere eller mindre kryptiske betegnelser, man som kamerakøber bliver nødt til at tage stilling til.
Men når man i bund og grund "bare" vil tage nogle gode fotos – hvad skal man så gå efter, hvad skal man så vælge?
Priserne rasler ned
Aviser, magasiner og tilbudsblade bugner med tilbud på digitale spejlreflekskameraer (D-SLR) og tilbehør, for producenterne har for længe siden indset, at det er den vej, forbrugernes ønsker går.
Godt nok vil de fleste amatørfotografer i dag starte karrieren med en kompaktmodel, men de fleste køber nu en D-SLR, når det første kamera skal udskiftes. Eller når det gamle filmbaserede spejlreflekskamera skal udskiftes med en digital model.
Det hænger naturligvis også sammen med, at man nu kan købe en D-SLR-model til samme pris, som man ellers skal punge ud med for at anskaffe en lidt mere avanceret kompaktmodel, og priserne for et D-SLR-kit bestående af både kamerahus og objektiv begynder mange steder under 4.000 kroner.
Afdæk behovet først
Det er næsten for banalt at anføre, men alt for mange forblændes af annonceteksternes ofte mere vild- end vejledende indhold: Afdæk først og fremmest dit behov her og nu.
Udviklingen løber alligevel så stærkt, at den D-SLR-model, der forrige år var det helt vilde, nu ligner noget fra middelalderen – og den udvikling er der ingen amatørfotografer, der har hverken råd til eller behov for at følge med til.
Hvis kameraet ”kun” skal bruges i forbindelse med ferier og fridage sammen med familie og venner, og du ikke ligefrem dyrker nogle former for ekstremsport, har du andre, og mere afdæmpede behov, end hvis du også vil fotografere, mens du paraglider, dykker eller dyrker faldskærmsudspring.
Hvad skal billederne anvendes til? Har du behov for at blæse dem op i kæmpestore fotostater på adskillige kvadratmeters størrelse – eller havner de i et fotoalbum i 10 x 15 centimers størrelse?
Glem det gamle udstyr
Da de første D-SLR-modeller dukkede op, var det med intentioner om at fotograferne kunne genbruge det meste gamle udstyr fra deres tilsvarende filmbaserede spejlreflekskameraer: objektiver, forsatslinser, batteriudstyr og flashenheder.
Det var faktisk også tilfældet, da opløsningen var 2 – 3 millioner pixels, men udviklingen løb løbsk, og med den forsvandt den reelle mulighed for at genbruge det gamle udstyr.
Med hensyn til objektiver skyldes det opløseligheden, der måles i antal linjepar per tomme, som objektivet er i stand til at skelne mellem hinanden.
Med de nævnte 2 eller 3 millioner pixels på billedsensoren kunne de eksisterende objektiver til filmbaseret teknologi anvendes.
Men da opløsningen passerede de 6 - 8 millioner pixels forsvandt denne mulighed, objektivernes opløselighed var simpelthen ikke stor nok, og selv om objektivets bajonetfatning fysisk passer til det nye digitalkamera, bliver resultatet uskarpe fotos.
Manglende kompatibilitet fastlåser fotograferne
I maj måned 1959 introducerede Canon sit første 35mm spejlreflekskamera ”Canonflex”, og op igennem 1960’erne fulgte de øvrige kameraproducenter trop, med introduktioner af deres egne spejlrefleksmodeller.
Allerede fra starten udviklede hver producent sin egen objektivfatning, hvad der indebar, at det ikke var muligt at anvende et kamerahus fra én producent og et objektiv fra en anden – og det kan man stadigvæk ikke.
Dermed fastlåses man som fotograf meget hurtigt til producenten, da det er forbundet med store økonomiske omkostninger at skifte producent af kamerahus, da det samtidigt indebærer, at man også skal udskifte alle sine objektiver – og naturligvis også alt andet producentspecifikt udstyr.
Var man fra den spæde start blevet enige om én standard for objektivfatning, havde alverdens fotografer i dag været meget friere stillet – men sådan er situationen desværre ikke.
Er mange pixels lig med høj kvalitet?
Antallet af pixels på billedsensoren er alene afgørende for, hvor store forstørrelser man kan lave.
Billedkvaliteten hænger ikke sammen med pixelantallet, men afgøres i langt højere grad af objektivets kvalitet – og dermed pris.
Har man som fotograf ofte behov for at beskære sine billeder og forstørre mindre udsnit op, taler meget for, at man skal se sig om efter et kamera med mange pixels, så man ikke kommer ud for at udsnitsforstørrelsen pixelerer, og dermed bliver uanvendelig.
Til almindelig anvendelse er 10 millioner pixels på billedsensoren tilstrækkeligt, også selv om man af og til skal lave (mindre) udsnitsforstørrelser.
Full size eller APS billedsensor
I de første mange år var billedsensoren i digitale spejlreflekskameraer mindre end det 35mm filmformats 24 x 36 mm, man var gået bort fra.
Dermed blev der introduceret det fænomen, man kalder for brændviddeforlængelsesfaktor, som opstår, når billedsensoren kun anvender en del af objektivets billedcirkel. Det kan du læse meget mere om her.
Det betyder, at du skal afgøre, om din næste D-SLR-model skal være forsynet med en billedsensor i fuld størrelse, eller om du kan ”nøjes” med en model med en mindre (og dermed langt billigere) billedsensor.
Husk i den forbindelse også at de specielle ”digitalobjektiver” er en hel del billigere end objektiver skabt til kamerahuse med fuldstørrelse billedsensor.
CCD, CMOS eller Live MOS
I de første mange år af digitalkameraets historie var alle billedsensorer baseret på CCD-teknologien, hvor de indstrømmende fotoner opbygger en elektrisk ladning på hver enkelt pixel.
Tilhørende elektronik konverterer den elektriske ladning (der måles i Coulon) til elektrisk spændingsforskel (der måles i Volt), der igen kan konverteres til et digitalt signal (der består af nuller og ettaller/elektrisk strøm eller ikke-strøm).
CMOS-teknologien er velkendt fra produktionen af alle former for elektroniske chip, der skal produceres i meget store styktal.
Men da der tidligere ikke blev produceret ret mange billedsensorer var teknologien ikke økonomisk rentabel til produktion af disse.
Imidlertid har CMOS-teknologien flere fortrin frem for CCD. Ikke mindst fordi CMOS forbruger langt mindre strøm, og billedsensoren derfor ikke bliver lige så varm, hvis den er lavet med CMOS-teknologi.
Og derfor producerer den langt mindre billedstøj, der delvist opstår som en følge af temperaturen. Med mindre strømforbrug holder batteriet desuden længere.
Inden for det seneste års tid har en ”ny” billedsensor vundet større og større indpas – Live MOS. I virkeligheden er der tale om den almindelige CMOS-billedsensor, som blot også anvendes til at kaste søgerbilledet op på kameraets LCD-skærm, hvorved den såkaldte Live View-funktion bliver muliggjort.
Rent teknisk har det givet anledning til især én stor udfordring – autofokusering. For når objektivets billede skal ind til billedsensoren skal spejlet klappes ned (og billedet i den optiske søger forsvinder), hvorved autofokussystemets optiske sensor ikke længere kan ”se” motivet, og dermed heller ikke kan fokusere. Det løses imidlertid ved at udstyre kameraer med denne funktion med en ekstra autofokussensor, som er aktiv, når Live View funktionen bruges.
Med Live View er det muligt at vise en række andre funktioner samtidig på LCD-skærmen, som eksempelvis automatisk ansigtsgenkendelse, og resultatet af ændringer i eksponering og hvidbalance – inden billedet tages.
Støv, rens og vask
Støv er et problem for alle spejlreflekskameraer, for når man skifter objektiv er der åbent ind til spejl, prismer og billedsensor.
Støv i søgeren er irriterende, men påvirker ikke billederne. De påvirkes derimod af støv og andet skidt på billedsensoren, hvor det til gengæld ikke er synligt i søgeren.
Der findes i dag en lang række udmærkede produkter på markedet til at puste og suge støv og skidt væk fra billedsensoren, men rigtigt mange producenter er i fuld gang med i at indbygge automatiske systemer til fjernelse af skidtet.
Ryst sensoren
Uden undtagelse fungerer de alle sammen ved at ryste billedsensoren – eller rettere det filter, som sidder lige foran denne, og hvorpå støvet sætter sig. Specielle overfladebelægninger kan gøre det ekstra vanskeligt for støvet at binde sig – og ekstra let at fjerne det.
Der findes to forskellige systemer, hvor det ene er baseret på piezokeramisk teknologi, det andet på supersoniske lydbølger med frekvenser over den menneskelige hørelse. Sidstnævnte kaldes for SSWF – Super Sonic Wave Filter.
Fælles for de to teknologier er, at de aktiveres automatisk og/eller manuelt, og støvet havner typisk på et stykke let klæbende tape, der af en tekniker kan udskiftes. Men det er beregnet til at holde i mange år, så det bliver næppe nødvendigt, med mindre du fotografere meget i meget støvede omgivelser med hyppige objektivskift.
CF, SD, xD eller MS – og hvad med UDMA?
Digitalkameraets mesterskud skal lagres på et flashkort, og her er udbuddet af forskellige formater næsten umuligt at overskue.
I dag er de mest anvendte CompactFlash (CF), Secure Digital (SD), Multimedia Memory Card (MMC), xD Picture Card (xD) og Memory Stick (MS), hvoraf flere desuden findes i adskillige undertyper. I alt kommer vi op i nærheden af 100 forskellige flashkort, og denne jungle kan ingen være tjent med.
Som fotograf må man derfor overveje at vælge et kamera, der anvender samme flashkort som andre af ens elektroniske enheder – eller se stort på problemet, for at fokusere på at vælge det kamera, der passer ens behov bedst.
UDMA er en af de senest tilkomne teknologier, som indtil videre alene har fundet vej til CF-formatet. UDMA er en meget hurtig controller-teknologi, der kræver, at digitalkamera og flashkort begge rummer en UDMA-controller.
Er det tilfældet kan billederne overføres til, og lagres på, flashkortet meget hurtigt. Det har især betydning, hvis du har behov for at optage billedserier med din D-SLR-model – uden kameraet pludseligt stopper med at tage billeder, fordi den interne billedbuffer er løbet fuld.
Billedstabilisering: IS, VR eller indbygget i kamerahuset
At billedstabilisering er et gode, er de fleste fotografer helt enige om, og det er ingen ny teknologi, for også med et filmbaseret spejlreflekskamera er der naturlove, man ikke kan sætte sig ud over.
I dag kan billedstabilisering inddeles i to fundamentalt forskellige typer – den, der er indbygget i objektivet, og den, der er indbygget i kamerahuset. Med sidstnævnte vil billedstabiliseringen fungere sammen med alle objektiver.
Basalt set handler billedstabilisering om at hjælpe fotografen til at tage skarpere billeder under vanskelige forhold.
Det kan enten være, når man anvender objektiver med meget lange brændvidder – kraftige teleobjektiver. Eller under ringe lysforhold, hvor man er nødt til at arbejde med længere lukkertider for at få lys nok ind på billedsensoren, til at eksponeringen bliver korrekt.
Canon og Nikon arbejder udelukkende med objektivbaseret, optisk billedstabilisering. Hos Canon hedder teknologien IS – Image Stabilisation. Hos Nikon hedder det VR – Vibration Reduction. I begge tilfælde måler en særlig chip indbygget i objektivet rystelser, hvorefter specielle optiske elementer ”vrides” i forhold til hinanden for at modvirke rystelserne.
Både Sony og Olympus anvender en teknologi, hvor billedsensoren flyttes rundt mekanisk i modsat retning af rystelserne, hvorved alle objektiver kan anvendes.
Generelt kan man sige, at alle tre systemer virker, om end med mindre forskelle. Både Canon og Nikon har nye versioner ude, som giver stabilisering over flere blændetrin end tidligere, og skal man fotografere motiver i bevægelse, stilles der krav til mere avanceret billedstabilisering, som begge producenter kan honorere.
Ét foto eller billedserier
De fleste D-SLR-modeller er i stand til at optage billedserier, hvor man eksempelvis skyder løs ved at holde udløserknappen i bund.
Det gør man typisk i hurtigt udviklende situationer som eksempelvis sportsbegivenheder.
Når fodboldspilleren styrter mod modstanderens mål, vil man måske gerne have det helt rigtige skud, hvor bolden passerer målmandens hænder, med hjem. Eller mesterskuddet taget i præcist det øjeblik, når vindsurferens bølge brækker.
Det kræver, at kameraet er i stand til at tage mange billeder lige efter hinanden – og ikke mindst behandle og lagre dem.
Der er imidlertid stor forskel på, hvordan D-SLR-kameraer opfører sig under disse forhold: Hvor mange skud og i hvilken opløsning kameraet kan håndtere ad gangen, hvor mange billeder det kan tage per sekund, og hvor lange billedserierne kan være afhænger af størrelsen på kameraets indbyggede billedbuffer, og den indbyggede billedprocessors hastighed.
Støt fotobranchen
Internettet er en fantastisk kilde til informationer, når du søger efter relevante informationer om dit næste kamerakøb.
Men det er den danske fotobranches forretninger også – ikke mindst når du har indsnævret feltet til et par få kandidater.
Det er tillokkende at spare et par hundrede kroner ved at handle over internettet, men det er også vigtigt at holde liv i fotoforretningernes specialister, som bedre end andre kan give dig den seriøse vejledning – som du ikke kan finde på internettet.
