Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024
1 / 12
Hvis du ikke selv har eller har haft en Ixus-model, så kender du sikkert nogen, der har.
Canons lille kompaktkamera har gennem årene været en bragende succes, der har trukket penge op af lommen på folk for derefter selv at kravle derned.
Den første digitale version af det lommevenlige kamera dukkede op i 2000, og derfor kan Canon fejre ti års fødselsdag for Ixus, der er gået hen og blevet et design-ikon.
Det skyldes ikke mindst indpakningen: En sølvfarvet cigaretpakkeform kombineret med en cirkel på fronten.
I alt har Canon til dato lanceret 48 forskellige digitale Ixus-modeller, og mens de første modeller blot tog fotos i en opløsning på 2.1 megapixel, kan de nyeste blære sig med 14,1 megapixel opløsning.
Samtidig har designet fået justeringer i løbet af de ti år, og ikke mindst skærmen på bagsiden er blevet fremtrædende.
På de næste sider kan du se Ixus' forvandling gennem ti år.
2 / 12
Tilbage i 2000 lancerede Canon sin første digitale udgave af Ixus.
Navnet havde Canon faktisk anvendt til analoge kameraer siden 1996.
I Europa bruges betegnelsen Ixus, mens det samme mærke går under navnet Ixy i Japan og PowerShot Digital ELPH i USA.
Det første digitale Ixus-kamera tog billeder i en opløsning på 2.1 megapixel. På bagsiden af kameraet sad en lillebitte skærm på sølle 1,5 tomme.
Model: S100
Lanceret: Maj 2000
Megapixel: 2,1
Vægt: 190 gram
3 / 12
Et år efter lanceringen af det første digitale Ixus-kamera kom efterfølgeren: Ixus 300.
Billederne var stadig i en opløsning på 2,1 megapixel, men kameraet udmærkede sig ved også at kunne optage video.
Det var godt nok kun med tyve billeder i sekundet og dermed en noget hakkende oplevelse. Samtidig optog kameraet video i en lav opløsning.
Ixus 300 havde taget godt på i vægt og vejede mere end sin forgænger, helt præcist vejede kameraet 240 gram.
Model: 300
Lanceret: April 2001
Megapixel: 2.1
Vægt: 240 gram
I 2001 sendte Canon også Ixus V på gaden.
4 / 12
I 2002 skruede Canon op for produktionen og lancerede hele tre modeller i Ixus-serien. På billedet ses Ixus 330.
Kameraet var ikke ligefrem en revolution og bød på mange af de samme specifikationer, som forgængerne også havde: 1,5 tomme skærm og 2,1 megapixel opløsning.
Inde i kameraet havde Canon-folkene dog foretaget forbedringer af blandt andet autofokus, og kameraet var udstyret med "Intelligent Orientation Sensor", der kunne vurdere, om kameraet blev holdt vertikalt eller horisontalt.
Model: 330
Lanceret: April 2002
Megapixel: 2,1
Vægt: 245 gram
Canon lancerede ligeledes i 2002 modellerne Ixus V2 og Ixus V3.
5 / 12
I marts 2003 tog Ixus et stort skridt fremad. Det skete med Ixus 400, der nu kunne prale af at tage fotos i en opløsning på fire megapixel.
Kameraet var desuden udstyret med tre gange optisk zoom. Samtidig var det muligt at foretage simpel billedbehandling i kameraet og skyde tre minutters videooptagelser med lyd i en opløsning på 320 gange 240 pixels.
Ixus havde også været på slankekur og var nu under 200 gram. 2003 var også året, da Canon lancerede de første Ixus-modeller i forskellige farver.
Dermed var der et alternativ til de ellers populære sølvfarvede kameraer.
Model: 400
Lanceret: Marts 2003
Megapixel: 4
Vægt: 185 gram
I år 2003 lancerede Canon også modellerne Ixus II og Ixus i.
6 / 12
Intet mindre end seks nye Ixus-modeller præsenterede Canon i 2004. På billedet ses Ixus 500.
Kameraet var i stand til at tage billeder i en opløsning på fem megapixel, men skærmen på bagsiden havde ikke ændret sig. Den var fortsat på 1,5 tomme.
Den store salgs-gimmick ved Ixus 500 var muligheden for at tilslutte kameraet direkte til en Canon-printer. På den måde slap man for at bruge en computer til at få ens billeder printet ud.
Model: 500
Lanceret: Marts 2004
Megapixel: 5
Vægt: 185 gram
I 2004 lancerede Canon desuden Ixus 430, Ixus II s, Ixus 30, Ixus 40 og Ixus i5.
7 / 12
Endelig i 2005 får Ixus en større skærm på to tommer. Den sidder på Ixus 700, som også kan prale af at skyde fotos i en opløsning på syv megapixels.
Designet er samtidig ændret, så kameraet ikke virker så firkantet. Kanterne er blevet blødere, og det er blevet mere lommevenligt.
Motoren i kameraet er den samme, som Canon bruger på sin spejlrefleks-topmodel, EOS-1Ds Mark II.
Model: 700
Lanceret: Marts 2005
Megapixel: 7
Vægt: 170 gram
I 2005 lancerede Canon også modellerne Ixus 750, Ixus 50, Ixus 55, Ixus i zoom og Ixus wireless.
8 / 12
I 2006 præsenterer Canon sin nyeste topmodel Ixus 900 Ti. Det lille Ti til sidst står for titanium, da Canon har valgt at gøre noget ekstra ud af kamerahusets konstruktion.
Salgstalen går på, at det dermed vejer mindre og kan holde til mere end sine forgængere.
Motoren i kameraet er DIGIC III, som også bruges i kameraet PowerShot G7. Ixus 900 Ti tager fotos i en opløsning på ti megapixel, og den har fået plads til en 2,5 tommer skærm.
Desuden introducerer Canon sit "touch-wheel", der bruges til at navigere rundt i kameraets menuer.
Model: Ixus 900 Ti
Lanceret: Februar 2006
Megapixel: 10
Vægt: 165 gram
I 2006 lancerede Canon også modellerne Ixus 60, Ixus 65, Ixus 800 IS, Ixus 850 IS og Ixus i7.
9 / 12
I 2007 får Ixus endnu et hop fremad, når det gælder megapixels.
Ixus 960 IS tager fotos i en opløsning på 12.1 megapixel, og kameraet er ligesom sin forgænger fra 2006 pakket ind i titanium.
Skærmen er ligeledes fortsat 2.5 tommer.
Zoomen er dog forbedret, og kameraet byder på 3.7 gange optisk zoom.
Model: Ixus 960 IS
Lanceret: September 2007
Megapixel: 12
Vægt: 165 gram
I 2007 lancerede Canon også modellerne Ixus 70, Ixus 75, Ixus 860 IS og Ixus 950 IS.
10 / 12
Skærmen er også fortsat 2,5 tommer, når det gælder Ixus 980 IS, der lanceres i efteråret 2008.
Til gengæld har Canon fodret modellen med flere megapixels, og der er nu 14,7 at gøre godt med.
Ellers kan kameraet prale med forbedret manuel fokus og autofokus.
Model: Ixus 980 IS
Lanceret: September 2008
Megapixel: 14,7
Vægt: 165 gram
I 2008 lancerer Canon også modellerne Ixus 80 IS, Ixus 85 IS, Ixus 90 IS, Ixus 870 IS og Ixus 970 IS
11 / 12
Ixus får en pæn opgradering i 2009, da modellen 990 IS sættes til salg. Kameraet har nemlig en 3,0 tommer skærm, og der er også blevet plads til fem gange optisk zoom. Modellen kan desuden optage HD-video.
Til gengæld er Canon stået af megapixel-ræset, og Ixus 990 IS må nøjes med 12 megapixel, mens modellen fra 2008 havde 14,7.
Du kan læse vores gamle anmeldelse af Ixus 990 IS her.
Model: Ixus 990 IS
Lanceret: April 2009
Megapixel: 12
Vægt: 160 gram
I 2009 lancerede Canon desuden modellerne Ixus 95 IS, Ixus 100 IS, Ixus 110 IS, Ixus 120 IS og Ixus 200.
12 / 12
Ti megapixel, ti gange optisk zoom og ti år. Titallet er omdrejningspunktet for Ixus 1000 HS, der er Canons jubilæums-model.
Der er endnu en gang skruet ned for megapixel-ræset, og Ixus 1000 HS må nøjes med fotos i en opløsning på ti megapixel. Det betyder dog, at kameraet er forholdsvist hurtigt og kan blære sig med at skyde 3,7 billeder i sekundet i højeste opløsning.
Skærmen holder sig til tre tommer, og under overfladen gemmer en videofunktion sig. Den gør det muligt at optage Full HD i 1920 x 1080p. Det sker med 24 billeder i sekundet, og videodelen begynder i stigende grad at minde om det, som vi kender fra "rigtige" videokameraer.
Model: Ixus 1000 HS
Lanceret: August 2010
Megapixel: 10
Vægt: 190 gram
I 2010 har Canon blandt andet lanceret modellerne Ixus 105, Ixus 130, Ixus 210 og Ixus 300 HS.