Grundfos har taget de første skridt mod PLM

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2004.


I forbindelse med overgangen til både ny cad-platform og opdatering af ERP-system har Grundfos taget et system til styring af udviklingsdata i brug.

Pumpeproducenten Grundfos i Bjerringbro er i fuld gang med omfattende migrationsprojekter inden for centrale dele af virksomhedens it-installation.
Både cad-systemet til produktudvikling og virksomhedens ERP-system opdateres til nye versioner. Samtidig implementeres et PDM-system (Product Data Management), som skal holde styr på de produktudviklingsdata, der produceres i cad-systemet.
Med indførelsen af cad- og PDM-systemet er det blevet muligt for Grundfos' udviklere at arbejde sammen på en helt anden måde end tidligere.
- Det giver os et forretningsmæssigt løft, fordi vores udviklere kan arbejde tættere sammen i nye udviklingsprojekter. De har fået et fælles datagrundlag og arbejder på samlingskonstruktioner i stedet for som hidtil på enkelt-komponenter, forklarer Jens Selling Nielsen, der er projektleder for indførelsen af PDM og cad hos Grundfos.
Han understreger samtidig, at virksomheden ikke har et egentligt dedikeret PLM-projekt (Product Lifecycle Management), men er begyndt at tage flere af de elementer, der ligger under PLM-hatten, i anvendelse.

Parallelle processer
En markant fordel ved at anvende PDM-systemet er, at det er blevet muligt at parallelisere udviklingsprocesser i højere grad end tidligere.
Når virksomheden for eksempel udvikler et pumpehus, er det nu muligt tidligere udviklingsforløbet at starte på at udvikle de værktøjer, der skal anvendes til at producere pumpehuset.
Udviklerne arbejder med det samme datagrundlag, når det gælder produktet og værktøjerne, og det er derfor muligt at komme med rettelser meget senere i udviklingsforløbet. Det skyldes blandt andet, at udviklerne er sikre på, at den udgave af en konstruktion, de arbejder på, er den rigtige, og at filerne låses, så kun en bruger kan arbejde på dem ad gangen.
Grundfos regner også i fremtiden med at få eksterne gevinster. Det gælder for eksempel i samarbejdet med kunderne. Virksomheden arbejder således også som underleverandør af pumper, der indgår i andre producenters produkter (OEM-kunder).
- Vi forventer i fremtiden helt på en ny måde at kunne vise vores OEM-kunder, hvad det er, vi udvikler for dem. En anden mulighed er, at de kan trække vores cad-konstruktion ind i cad-konstruktionen af deres produkt, siger Jens Selling Nielsen.

Direkte følge af ny cad
Indførelsen af PDM var en direkte følge af, at Grundfos har besluttet at opdatere sit 3D-cadsystem, Catia V4, der afvikles på Unix-arbejdsstationer til den nye pc-baserede version 5 af systemet:
- Vi startede med at implementere Catia V5 fra IBM/Dassault Systemes i november 2003, og i den forbindelse ville vi have et PDM-system til håndtering af vores cad-data, siger Jens Selling Nielsen.
Virksomheden så i udvælgelsesprocessen på, hvilket PDM-system, der understøttede Catia V5 bedst. Flere systemer var inde i overvejelserne og ud fra en grundig evaluering af disse systemer valgte Grundfos Enovia fra IBM/Dassault Systemes.

Opgradering af SAP
Sideløbende er Grundfos i gang med et omfattende SAP opgraderingsprojekt, hvor SAP R/2 på en mainframe-platform afløses af SAP R/3. PDM-systemet blev også vurderet i den sammenhæng.
Vurderingen var, at Catias integration mod SAP's PLM-modul ikke var god nok i forhold til, hvordan virksomheden ønskede at udnytte cad-systemets faciliteter, og det var også en del af grundlaget for valget af Enovia.
I fremtiden er det planen, at PDM-systemet bliver integreret med ERP-systemet og Grundfos er også i gang med at indføre elementer af SAP's PLM-modul.
Afløser ældre system
Enovia-systemet skal blandt andet tage sig af dokumentstyring og styring af ændringer.
Hidtil har Grundfos styret dokumenter og ændringer med, hvad Jens Selling Nielsen betegner som et "mini-PDM-system", som virksomheden selv har udviklet, men med skiftet af cad-system var dette system ikke tidssvarende længere.
Systemet var mainframe-baseret, og da mainframe-installationen lukkes ned i forbindelse med implementeringen af SAP R/3, er platformen til afvikling af systemet heller ikke længere til stede.

Styr på opdateringer
Teknisk set var begrundelsen for at vælge Enovia, at Catia V5 opdeler cad-data i flere indbyrdes sammenhængende filer. PDM-systemets styrke i denne sammenhæng er at styre opdateringen af filerne i forhold til hinanden.
Desuden er integrationen med cad-systemet stærk, når det gælder håndteringen af produkternes struktur:
- Nogle af vores produktionsmaskiner kan snildt bestå af 1.000 til 1.500 komponenter på forskellige niveauer i en styklisteagtig struktur. Der kan man nøjes med at arbejde med to komponenter i PDM-systemet for at holde styr på positioneringen af hele samlings-konstruktionen, forklarer Jens Selling Nielsen.
Grundfos har planer om i fremtiden at lave en kombination af Enovia og SAP PLM, hvor Enovia er det værktøj, der hovedsagelig anvendes i udviklingen.
Når en udvikler arbejder, henter han sine data via PDM-systemet. Når data er modnet og frigivet til produktion, bliver der sendt en 2D-tegning i PDF-format over til SAP PLM-modulet.
Herfra styres videreudnyttelsen af tegningen i blandt andet produktionen. Det sker i forbindelse med, at produktionsafdelingerne henter produktionsordrer og styklister fra ERP-systemet.
Grundfos har også tanker om at udbrede 3D cad-modeller til sine underleverandører af komponenter og udviklingspartnere.
Ligeledes vil PDM-systemet kunne bruges til at styre dataudvekslingen med de udviklingspartnere, som Grundfos i stigende omfang anvender. Det vil give en tættere integration med partnerne, så udviklingstiden for nye produkter kan reduceres betydeligt.

Trinvis udrulning
Cad og PDM udrulles trinvis i udviklingsorganisationen. I dag er 85 ud af Grundfos' omkring 250 cad-brugere uddannet i at anvende både Catia V5 og Enovia. Udrulningen skal stå på gennem længere tid.
- Det skyldes blandt andet, at en række udviklingsprojekter er sat i gang på Catia V4, før V5 blev implementeret. For at undgå risici i udviklingsarbejdet, har vi besluttet ikke at skifte cad-system midt i det hele, forklarer Jens Selling Nielsen.
Derfor flyttes disse brugere først over på det nye system, når de skifter projekt, og det kan tage op til tre-fire år, så der går nogle år, før det gamle cad-system er udfaset som den primære udviklingsplatform.

Boks:
Grundfos
Grundfos-koncernen blev grundlagt i 1945 af Poul Due Jensen. Han gav i første omgang sin virksomhed navnet "Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik". Først i 1967, efter flere navneskift, fik virksomheden sit nuværende navn.
Grundfos er med en årlig produktion på mere end 10 millioner pumpeenheder en af verdens førende pumpeproducenter. Cirkulationspumper, dykpumper og centrifugalpumper er de tre hovedprodukter. Koncernen er i dag verdens største producent af cirkulationspumper og har her en andel på omkring 50 procent af verdensmarkedet.
Ud over pumper producerer Grundfos elektromotorer til pumperne og har desuden en betydelig produktion af elektromotorer, der sælges særskilt. Endelig udvikler og sælger koncernen avanceret elektronik til styring af pumper og pumpeanlæg.
Koncernen har selskaber i alle dele af verden. Desuden forhandles der Grundfos-produkter i en lang række lande gennem lokale distributører.

Boks:
Processer skal defineres
En af de store udfordringer i implementeringsprojektet inden for PDM er at komme igennem med det i forhold til brugerne:
- Vi har lært, at det er afgørende at få defineret sine processer og indgå i et tæt samarbejde med sine leverandører og partnere. Det er desuden meget vigtigt, at brugerne tidligt prøver at arbejde med systemet, fremhæver Jens Selling Nielsen.
Han tilføjer, at et værktøj, der vil blive anvendt i næste fase af PLM-implementeringen, er forskellige prototyper af systemet, så brugerne kan tage stilling til, hvordan de gerne ser det indrettet.
- PDM-systemet er et meget komplekst system, som er opbygget på mange niveauer Derfor skal man være meget opmærksom på kommunikationen med brugerne, for at finde ud af hvordan det skal køre, siger Jens Selling Nielsen:
- Det er også vigtigt at være opmærksom på, hvordan man kommunikerer med brugerne, så de kan få en forståelse af, hvilke konsekvenser det får, når datamodellen ændres. Man må ikke komme med et system, som er anderledes, end det de havde regnet med, understreger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere