Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. maj 2007.
Dumhed, grådighed, institutionel træghed og ideologiske spændetrøjer er kendetegnende for systemer, der ikke virker - og teknologisk udvikling fører dem frem til
sammenbruddet.
For nylig læste jeg om det amerikanske sundhedssystem - en forbløffende fortælling om et system på randen af implosion. Et par statistiske data siger alt:
Det er verdens suverænt dyreste sundhedssystem både målt på udgift per borger og på andel af bruttonationalproduktet.
Alligevel er en sjettedel af befolkningen ikke dækket, børnedødeligheden er som i et uland, og WHO rangerede det amerikanske sundhedssystem som nr. 37 i verden - efter lande som Colombia og Marokko (Danmark klarede en ydmygende 34. plads, men til gengæld bruger vi kun knap halvt så mange penge som amerikanerne).
Den rigtigt syge oplysning er, at amerikanerne bruger mindst 20 procent - nogle analyser siger over 30 procent - af deres ressourcer på administration. De store private sygeforsikringer har tusinder af mennesker ansat, som skal bestride udbetalinger til hospitaler og patienter.
Hvis man tager den massive markedsføring af sundhedstjenester og medicin med i billedet, så ender man med et svimlende spild af ressourcer, som kunne være blevet brugt på at behandle syge mennesker. Det er vanvittigt fra enhver rationel synsvinkel, men systemet bliver opretholdt af særinteresser, træghed og en ideologisk idé om, at offentlig sygesikring ville være kommunisme.
Det er her, at det egentlige - og ikke helt så alvorlige - emne for denne klumme kommer på banen. Nemlig en industri, der har præcis de samme kendetegn som det amerikanske sundhedssystem: Musikindustrien - og i virkeligheden hele vores industri til distribution af kultur- og underholdningsprodukter.
Musikindustrien er et godt eksempel, fordi dens dysfunktionalitet er så tydelig. Det er lykkedes den at holde regnskaberne hemmelige, så vi ved ikke præcist, hvad pengene, vi betaler til musikken, går til.
Så vidt jeg ved, får musikerne mellem otte og tyve procent i royalty. Derudover skal der selvfølgelig betales for alle de praktiske opgaver i forbindelse med distributionen. Så et upræcist gæt må være, at mellem tredive og halvfjerds procent af det, vi betaler for musikken, går til noget andet end musik.
Der er skrevet uendeligt meget om emnet, så jeg vil nøjes med at springe direkte til det centrale spørgsmål, som stadig undrer mig, og som jeg ikke har set beskrevet nogen steder:
Hvad skal musik koste?
Musikindustriens svar er "Så meget som muligt".
Piraterne har et mere præcist svar nemlig "Ingenting".
Klemt imellem de to holdninger ligger almindelige brugere, der nok har en klar fornemmelse af at betale rigeligt, når de køber musik. Samtidig er der næppe tvivl om, at de faktisk gerne vil betale for deres musik ud fra helt almindelig hæderlighed. Der er selvfølgelig også den egeninteresse, at uden penge får vi ingen musik.
En anden mulighed mellem de to ekstremer er kapitalismens normale prissætningsmekanisme. Teorien går ud på, at udbud og efterspørgsel afgør prisen. Men den er sat ud af kraft af de store musikselskabers monopol på musikken, eksemplificeret i de faste priser for al musik.
Men der findes en anden måde at vurdere pris på. For eksempel er piraternes gratis musik slet ikke gratis. Det er teknisk besværligt og kræver viden at finde og bruge piratkopieret musik. Desuden er der en reel fysisk omkostning i tid og i materialer som lagerplads og internetopkobling. Ofte betaler piraten også en pris i form af dårlig lydkvalitet og begrænset udbud.
Det optimale produkt ville være en tjeneste, der giver sin bruger fri adgang til al musik i hele verden, når som helst og hvor som helst. Sådan en tjeneste ville have en indlysende værdi. Spørgsmålet er, hvor meget den skulle koste for at være billigere end "gratis" musik.
Et godt bud ville være to kroner om dagen. Den årlige udgift svarer så til prisen for henholdsvis en mellemstor harddisk, et par hundrede dvd-skiver eller et par måneders internetforbindelse af den kaliber en pirat har brug for.
Læg mærke til, at det ikke er betaling for fornøjelsen ved at høre musik eller fryden ved at have adgang til al musik, der nogensinde er lavet. Det er udelukkende prisen for det besvær, man har sparet og de materialer, man ellers ville have brugt.
Eller sagt på en anden måde, så er det prisen, hvor man skal være idiot for at lave en piratkopi.
Musikindustriens svar indeholder også et andet svar, nemlig hvad er den laveste mulige pris, hvor der stadig tjenes penge? Der er jo ingen tvivl om, at musikselskaberne nok skal blive ved med at eksistere og fungere, så længe de tjener penge.
Den kommende beregning forudsætter, at vi befinder os i en moderne verden, hvor der ikke længere findes fysiske musikbutikker, og hvor musikken ikke distribueres på et fysisk medie. Det er i øvrigt en situation, som musikbranchen har glædet sig til i årevis - i interne orienteringer til aktionærerne ses overgangen til online-distribution som en mulighed for øget profit.
Men hvad ville sådan et
barebones moderne digitalt distributionssystem koste i forhold til det, vi kender? Der er formentlig kun en håndfuld mennesker i musikindustrien, der ved det, og de fortæller det ikke til nogen. Så vi andre er nødt til at forlade os på totalt uansvarligt gætværk.
Lad os gætte på det halve.
Der forsvinder fysisk produktion, distribution, fortjeneste til forhandlere og markedsføring. Markedsføringen forsvinder, fordi den selvfølgelig bliver erstattet af et avanceret anbefalingssystem, som vi kender det fra Amazon. Til gengæld kommer der nogle omkostninger til servere og båndbredde.
Omsætningen i musik herhjemme sidste år var på 640 millioner kroner ifølge IFPI - hvis vi flotter os lidt i halveringen, så kan vi sige 350 millioner.
Er det muligt at få de to priser til at nå hinanden?
På den ene side den "gratis" pris på en supertjeneste, der tilfredsstiller alle.
På den anden side en pris, hvor der er en fortjeneste på næsten samme niveau, som der er nu:
De to priser overlapper fortræffeligt i samme øjeblik, der er en halv million danskere, der bruger tjenesten. To kroner om dagen bliver til 700 kroner om året. Ved en halv million brugere bliver det til 350 millioner om året.
Hokuspokus - en billigere end "gratis" tjeneste giver lige så mange penge som en rigtig forretning.
Det er selvfølgelig ikke sikkert, at der er en halv million danskere, der vil betale så meget for deres musik.
Men det er også tænkeligt, at der er mange flere, der vil betale. Der vil være masser af musik til alle. Anbefalingssystemerne vil gøre det meget lettere at finde musik, man godt kan lide. Eftersom der ikke er nogen straf for prøve ny musik - det er alt sammen en del af prisen - så vil mange flere mennesker kunne høre ny musik, som de sandsynligvis vil synes om.
Jeg har en personlig erfaring med en lignende situation, nemlig de par år, da amerikanske eMusic havde en abonnementsordning med fri adgang til hele deres katalog af ældre amerikansk musik. Jeg husker det som en periode med en eksplosiv og yderst fornøjelig udvikling af min musiksmag.
For musikerne vil det formentlig også give et større og mere aktivt miljø. Hvem som helst kan blive afprøvet i forhold til et publikum - og selv de særeste kan finde lige præcis de 300 mennesker, der kan lide deres musik.
Der vil ikke længere være nogen tærskel for indtræden på musikmarkedet. Hvem som helst, der kan optage og uploade, kan afprøve deres musik - sprudlende må være det rigtige ord til at beskrive sådan et musikliv.
Hvis denne musikmodel så oven i købet kunne inspirere til lignende distributionsformer på mange andre områder, så ville vores kultur blive friere og frodigere.
Vi får nok aldrig sådan et rationelt system til gavn for alle. Så kan vi trøste os med, at musikindustrien er et ligegyldigt problem i forhold til den sundhedskrise, som, WHO mener, truer verden. Heller ikke her ser det ud til, at gode rationelle løsninger har de bedste chancer.
Et lille lyspunkt er der dog:
I USA går nogle af de største firmaer nu ind for offentlig sygesikring - ikke fordi det er en rationel beslutning for samfundet, men fordi de så kan slippe ud af deres kostbare medarbejderforsikringer.
Læs WHO-rapporten. Her kan du se, hvorfor nordmændene er nummer 11 på listen, og hvorfor der er alt for få læger og sygeplejersker i verden.
OriginalModTime: 24-05-2007 14:51:51
