Ingram Micro er i gang med at forberede sig på en kommende børsnotering, som kan værdifastsætte selskabet til mere end 70 milliarder kroner.
Ifølge Bloomberg sigter Ingram Micro efter at offentliggøre detaljer om børsnoteringen allerede i næste måned.
Bloomberg har oplysningerne fra flere kilder, som dog alle vil være anonyme.
Ingram Micro med hovedkvarter i Irvine i Californien har ifølge oplysningerne dog endnu ikke truffet den endelige beslutning, men det er tæt på.
Selskabet har gennem længere tid været i gang med forberedelserne sammen med blandt andet investerings-bankerne Goldman Sachs og Morgan Stanley.
Ingram Micro ejes i dag af kapitalfonden Platinum Equity, som købte selskabet af kinesiske HNA Group i 2021 for 7,2 milliarder dollar.
Med en værdiansættelse i omegnen af 10 milliarder dollar vil en børsnotering dermed udløse en betydelig gevinst til kapitalfonden.
Ingram Micro er en af de store gamle spillere på it-scenen, i det selskabet blev grundlagt helt tilbage i 1979.
Selskabet er tilstede i 200 lande - herunder Danmark, hvor selskabet med hovedkvarter i Kolding under ledelse af landechef Nicolai Holmstrøm omsætter for omkring halvanden milliard kroner om året.
Selskabet har omkring 40 medarbejdere i Danmark.