Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. juni 2007.
For to hundrede år siden blev der taget en visionær beslutning om at plante egetræer til fremtidens skibsbyggere. I dag er det indlysende, at egene aldrig vil blive brugt til at bygge skibe. Men hvordan planlægger man for noget, som man ikke ved noget om?
Flådeegene er et særligt farverigt indslag i de danske skove. Det er egetræer plantet i årene efter 1807, hvor englænderne kom til København og tog hele den danske flåde.
Krigsskibe blev den gang bygget af egetræ. Et enkelt stort skib krævede 1.500 egetræer på en meters tykkelse og omkring 150 år gamle.
I årene forud havde man - uden helt at opdage det - brugt alle egetræerne i skovene. Derfor tog man den fornuftige beslutning, at Danmark aldrig mere skulle mangle træ til sine krigsskibe. Store områder blev plantet til med egetræer.
Træerne blev plantet til os. Dem der plantede dem, havde aldrig en chance for se dem fuldvoksne. De blev plantet, så vi kunne forsvare vores land - eller måske blev de plantet til kongen, så han kunne føre dumme imperalistiske angrebskrige, der kunne gøre overklassen rigere.
I hvert fald var det meningen, at de skulle fældes og blive til skibe i disse år.
Men verden blev anderledes. Ikke alene bygger vi ikke krigsskibe af træ længere.
Beslutningen om at plante flådeegene var rigtig god. Dels fordi vi har fået noget vidunderlig skov, vi ellers ikke ville have fået - er du klar over, at egen er det træ, hvor der lever flest forskellige - 800 arter - insekter i?
Men beslutningen var også rigtig god på grund af dens naivitet. For os i dag, er det indlysende, at de ege aldrig ville blive brugt til skibe. Faktisk er det så indlysende, at man kan undre sig over, hvordan sådan en beslutning overhovedet kan blive taget.
Allerede på det tidspunkt havde man oplevet en betydelig militærteknologisk udvikling af både skibe og artilleri, og der var næppe grund til at tro, at denne udvikling ikke skulle fortsætte.
De var ikke dummere end os dengang, alligevel tog de en tåbelig beslutning. De havde flere alvorlige handikap, som måske kan forklare det:
Hvis man kun har set træ-skibe, så er det svært at forestille sig et skib af jern. Selv hvis man føler sig sikker på, at træskibene vil blive erstattet af en anden teknologi. Hvordan kan man så forberede sig på den nye teknologi, hvis man ikke aner, hvad den går ud på?
Deres største problem var formentlig, at de slet ikke tænkte i en dynamisk model af deres samfund. Deres histo-
riske viden var ringe - de havde ingen anelse om, at de var seneste led i en udvikling, der var startet med stenaldermennesker.
Og selvom der havde været væsentlig udvikling i århundredet før, så havde de ikke særlig god mulighed for at erkende den.
Der fandtes ikke halvtreds år gamle videoklip, der som en hammer mellem øjnene fortæller os, at verden er blevet totalt forandret på de halvtreds år. De havde ingen fotos, lydoptagelser eller mennesker, der havde tænkt og skrevet om, hvordan verden var før, og hvordan den forandrer sig.
Deres fornemmelse for det dynamiske forløb, de deltog i, var som et barns. I min barndom levede jeg i en kontinuerlig og - for mine øjne - uforanderlig verden. Min tidshorisont rakte ikke tilstrækkeligt langt tilbage eller frem til, at jeg kunne forstå, at jeg levede midt i en forandring.
Min korte barnlige tidshorisont skyldtes manglende tid og modenhed. Deres korte tidshorisont skyldtes manglende evne til en tilstrækkeligt granuleret og taktil forståelse af især deres historie - og måske havde de slet ikke tid til eller interesse i at tænke over det.
Resultatet var en barnligt
naiv beslutning om at plante træer til en 150 år fjern fremtid.
Heldigvis er vi blevet meget dygtigere siden.
Selvom jeg faktisk har været så heldig at være med til at plante flådeege - symbolsk set selvfølgelig. For tyve år siden arbejdede jeg kortvarigt i JTAS - det var forkortelsen Jydk Telefon-Aktieselskab (du havde glemt, at TDC en gang var JTAS, KTAS og Fyns Telefon, går jeg ud fra?).
Netplansektionen hed det sted, jeg arbejdede. De havde ansvaret for at planlægge dimensionerne på JTAS' fysiske netværk og arbejdede med en tidshorisont på tredive år. Byområde for byområde lavede de vidunderligt detaljerede analyser for, hvor mange telefonapparater folk ville have brug for i 2010.
På det tidspunkt havde jeg set Star Trek og vidste, at Kaptajn Kirk havde en communicator, der til forveksling lignede en moderne klapmobil. Men jeg vidste jo, at det var science fiction og havde aldrig set en mobiltelefon. Derfor havde jeg heller ikke den ringeste anelse om, at jeg skulle komme til at bruge sådan en teknologi inden for min levetid. Det virkede såre fornuftigt at lave planer for dagens telefonlinjer.
Det gjorde ikke noget, at de plantede egeskove dengang - tværtimod bør vi være dem taknemmelige.
Men langt de fleste forkerte fremtidsprognoser falder ikke så heldigt ud. Det er mere sandsynligt, at de giver et stort spild af ressourcer, forurening, uhensigtsmæssig samfundstruktur og fænomener som trafikkaos.
Problemet er stadig, hvordan man planlægger for noget, som man ikke ved noget om. Hvordan planlægge en verden til mobiltelefoner, når man kun har set fastnettelefonen? Hvordan planlægge for computerstøttet, kognitivt optimeret undervisning, hvis man kun kender klasseundervisning fra forrige århundrede?
Og selvom man tydeligt kan se fremtiden, så er problemet, at man stadig er nødt til at udvikle til den verden, man har. Vi kunne ikke lade være med at gøre noget for de trafikproblemer, vi har nu, selv hvis vi havde forstået, at trafikken i fremtiden bliver helt anderledes.
Men min fornemmelse er, at vi faktisk planlægger lige så naivt som Napoleonskrigenes flådechefer. Det gør vi, fordi vi ikke tænker på forandring. Det er en mærkelig påstand i denne tid, hvor alle taler om, hvor forandringsberedte vi skal være, og hvor vi hele tiden ser forandringer.
Men faktum er, at langt de fleste af os ikke har realistiske, konkrete og især relevante bud på, hvordan vores personlige fremtid vil forandre sig.
Så længe vi ikke har nogen sikker idé om, hvad der kommer til at foregå, kan vi ikke engagere os følelsesmæssigt i at planlægge mere korrekt for fremtiden.
Kaptajn Kirk havde vist, hvordan telefonen kom til at fungere i dag, da jeg sad på JTAS og troede noget helt andet. I dag ved vi allerede, hvordan en lang række teknologier meget sandsynligt kommer til at se ud i fremtiden. Et godt eksempel er moderne trafik.
Det er latterligt, at dagens biler kræver mellem et og to tons metal for at transportere under hundrede kilo nyttelast. Fremtidens bil vil med superstærke letvægtsmaterialer komme til at veje under 200 kilo (mit rigtige bud er faktisk 50 kilo, men jeg vil nødig virke latterlig) og den kommer til at køre langt på den anden side af 200 km/t. Den vil være totalt computerstyret - mennesker er for farlige bag et rat.
Det betyder, at fremtidens broer ikke behøver være kæmpemæssige tykke betonkonstruktioner beregnet til langsom fremmarch af tonstunge metalbiler.
I stedet kan man lave lette spindelvævskonstruktioner af metal - eller måske kulfibre - der kan have et spand på fem eller ti kilometer. En bro fra Odden til Århus kan klares med ti bropiller og passeres med 400 km/t.
Hvornår får vi den? Verdens første bro af moderne materialer er stadig ikke bygget. Som de gamle flådebyggere reserverer vi vores mest avancerede materialer til vores våben - for dem jernet, for os nanomodelleret kulfiber eller de tusinde andre nye materialer på vej.
Det virker som science fic-
tion, at vi skulle kunne bruge den slags materialer, som vi kun kan få frem i meget moderate mængder til at konstruere store ting som en bro.
Alligevel vil jeg godt vædde lønnen for denne klumme - behørigt forrentet over den tid, det tager - på, at inden vi ser en betonbro fra Odden til Århus eller over Femern Bælt, så har vi set den første personbil med en vægt under 500 kilo.
Den vil være drevet af en motor, der ikke bruger fossile brændstoffer, og den vil køre over 300 km/t.
Jeg er lidt mere i tvivl om, om vi har set den første bro bygget af kulfiber og beregnet til lette køretøjer.
Der tages formentlig stadig masser af beslutninger, der hviler på en statisk og naiv opfattelse af vores fremtid. Din opgave er at tænke over, hvor du kommer i kontakt med dem, og hvordan du kan ændre dem.
Billedtekst:
planlægning "Det er muligt, at ideen om persontransport på hjul vil blive lige så forældet som krigsskibe af træ. Skycar herover kræver ikke veje og kan flyve 600 km/t."
OriginalModTime: 21-06-2007 15:15:33
