Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. august 2007.
Den amerikanske skulptør Brower Hatcher former usædvanlige værker, der reagerer på vores biologiske omgivelser ved hjælp af computere, videnskab og ufølsomhed. En dag bliver de måske endda levende.
Brower Hatcher forsøger at lave biomimetisk kunst - altså kunst, der opfører sig som liv. Det er væsensforskelligt fra alle de kunstnere, der lader sig inspirere af naturen eller afbilleder den.
Han laver ikke robotter, men værker der forholder sig til og fortolker det sted, hvor de bliver anbragt. En af de mest karakteristiske egenskaber ved liv er jo netop, at det er et resultat af det sted, hvor det lever.
Når vi ser på vores græsplæne, så fortæller dens farve hvor meget vand, der er faldet, og hvor varmt det har været inden for de sidste par uger.
På et andet og længere sigt ser for eksempel en isbjørn, en edderkop - eller et menneske - ud som de gør, fordi deres omgivelser er, som de er.
De fleste kunstnere arbejder ikke biomimetisk, men med deres eget indtryk af, hvad dette levende er, og hvordan det handler.
På den måde forholder de sig mere til en øjeblikkelig og personlig oplevelse. Men man kan også betragte det levende som en slags dataregistrator af omgivelserne. Der er en direkte og præcis matematisk/fysisk/kemisk sammenhæng mellem græssets udseende og for eksempel vandfordampning/vandtilførsel. Hvis man kunne måle tilstrækkeligt præcist, ville det være muligt at opsætte en talmatrix, som fortæller om sammenhængen.
Det samme gælder isbjørnen. Som "almindelig" kunstner kan man nemt blive fascineret af et usædvanligt og næsten magisk dyr. Men isbjørnen er også resultatet af, at hvid pels giver bedre chance for at nappe nogle sæler. Dens evne til at svømme mange kilometer i isfyldt vand er en stor fordel, hvis man lever i et område med isfyldt vand og få fødeemner. Og en af de egenskaber, vi sjældent får øje på i isbjørnen, er dens utrættelige energi og bevægelseslyst - en absolut nødvendighed, når man lever i enorme øde områder.
Selvfølgelig kan man argumentere, at selv det simpleste fotografi af en isbjørn indeholder denne tilblivelseshistorie. Men som tilskuere behøver vi ikke at få øje på den eller overhovedet at tænke over isbjørnens sammenhæng med omgivelserne.
Noget af det, Brower Hatcher prøver, er at vise os disse ikke sete dynamiske sammenhænge mellem de enkelte elementer i verden. Måske ikke isbjørnens - han har godt nok lavet en bjørneskulptur - men mere generelt hvordan et bestemt sted har en mængde af kræfter, som påvirker alt på stedet, planter, dyr og selvfølgelig også os mennesker.
Et af hans nyeste projekter er et godt eksempel. Det er en slags metalplante, der ligner de strittende ørkenbuske, der stive og tørre står i de fleste ørkener.
Sådan en busk bliver især formet af vindretninger, temperatur og selvfølgelig nedbør og jordbund. Så hver eneste ørkenbusk står i princippet som en slags levende dataskulptur, der fortæller om de lokale forhold på lige præcis den plet, hvor de gror, i den tid de har groet der.
I projektet Morphogenesis vil Hatcher forsøge at lave sådan en ørkenbusk i overstørrelse. Ved at bygge den op i mange tredimensionelle skaller uden på hinanden - en teknik, han har brugt i mange af sine skulpturer - kan han afbilde noget, der ligner buskens vækst. Hver enkelt skal forøger størrelsen af skulpturen med et lag, der bliver bestemt af data, som Hatcher henter ind fra naturen omkring den.
Næppe mange af os ser et komplekst udsagn om sammenhængen mellem kræfter i verden, når vi ser en ørkenbusk. Men hvis vi pludselig står over for en fem meter høj buskskulptur af stål, kan vi ikke bare betragte dens form som naturlig og acceptere den.
Vi er nødt til at stille os selv nogle spørgsmål om, hvorfor den er formet, som den er. Vores nysgerrighed er delvist betinget af Hatchers evne til at lave en skulptur, der er æstetisk udfordrende.
Det er her Hatcher er usædvanlig, fordi han ikke nøjes med at bruge en kunstnerisk fornemmelse. Han arbejder tæt sammen med forskere på adskillige universiteter. Nogle samarbejder han med om at lave den nødvendige software til at styre konstruktionen af sine skulpturer. Andre hjælper ham med indsamle og strukturere de datasæt, han skal bruge til at designe skulpturerne.
Men det samarbejde, som jeg synes er mest interessant, er med canadieren Frederic Fol Leymarie, der nu er professor på Goldsmiths College ved University of London.
Han har gjort sig nogle overvejelser over, hvordan man gengiver 3D-former ved hjælp af noget, han kalder shockflows.
Det er en forholdsvis indviklet teori, men den korte version er, at han forsøger at beskrive, hvordan vi opfatter 3D-legemer - og især hvordan vi opfatter deres bevægelser og samler legemsdele til et sammenhængende væsen.
Hans teori gør det muligt at beskrive komplekse væsner med forholdsvis simple matematiske midler.
Sagt på en lidt anden måde forsøger han at besvare spørgsmålet om, hvornår en tændstikmand er en tændstikmand, og hvornår den bare er nogle tændstikker.
Det kan lyde tåbeligt, men det er faktisk et centralt spørgsmål, hvis man vil finde ud af, hvordan vores hjerne skaber mening i det, vi ser. Hvis du har tid, så prøv at leg med nogle tændstikker.
Der er meget præcise grænser for, hvornår de danner et væsen, og hvor meget de skal flyttes for, at figuren går i opløsning.
Leymaries teorier kan bruges til at beskrive den simpleste repræsentation, man kan lave af et væsen.
Sjovt nok ligner nogle af hans tegninger af simplificerede strukturer temmelig meget nogle af Brower Hatchers værker.
Noget kunne tyde på, at det lykkes - at Brower Hatchers skulpturer danner betydningsfulde strukturer i hjernen hos dem, der ser dem. I hvert fald fortalte han mig, at folk ofte ønsker at lave ceremonier som dåb og bryllupper i nærheden af hans skulpturer, fordi de fornemmer noget magisk omkring dem.
Min tolkning er selvfølgelig, at de har denne næsten tilstedeværelse af et væsen eller naturen, fordi de bevidst er designet til at være lige på kanten af det vores syn forstår - de ligger på det sted, hvor vi ikke kan se, om der er en tændstikmand, eller om der ikke er. Måske er vi endda usikre på, om tændstikmanden er en, vi kender.
Forsimplingen af den dynamiske form åbner for en spændende videreudvikling af Hatchers værker: Nemlig levende og bevægelige strukturer, der reagerer dynamisk på deres omverden.
På det simpleste plan kan det dreje sig om skulpturer, der på en solskinsdag åbner sig, peger op mod himlen og ser glade ud. I regnvejr og kulde lukker de sig og går i dækning - eller måske skulle det være omvendt? Min favorit er ideen om en skulptur, der genkender dig på vej til arbejde og hilser på dig som en gammel bekendt.
Hatcher er ikke hævet over at bruge sin kunst i en praktisk sammenhæng og de omgivelser, den reagerer på, behøver ikke at være natur. For eksemp el har han lavet lysskulpturer til metroen i St. Louis, der viser, når togene er på vej ind og ud af perronerne.
En idé, der let leder videre til en mere avanceret idé om, hvordan vores maskiner, vores informationssystemer og vores ellers passive omgivelser kan smelte sammen til langt mere avancerede begreber.
Tænk hvis busskuret var en dynamisk struktur, der automatisk lukker sig og giver varme og lys på kolde vinterdage og åbner sig mod himlen på sommerdage?
Eller hvis hele vores mekaniske verden i højere grad var baseret på organiske former, som vores hjerne ville opfatte mere som et væsen end som en maskine?
Og hvis de samtidig var formet på sådan en måde, at de videregav os oplysninger om den verden, der ligger rundt om os på en så æstetisk provokerende måde, at vores indsigt blev større hver eneste gang, vi stod i et busskur eller brugte en maskine?
En fascinerende tanke og selvfølgelig er der indlysende teknologiske forhindringer. Men Brower Hatcher viser, at noget allerede kan lade sig gøre.
Billedtekst: æstetisk grovhed Hatchers værker ligner noget fra en anden dimension eller måske noget fra en fremtidsdrøm, hvor vi forholder os meget mere æstetisk i forhold til vores teknologi og vores omgivelser. Billedet stammer fra Hatchers projekt i Bayliss Park i staten Iowa. Læs mere om dette projekt på: parksandrec.councilbluffs-ia.gov/bayliss.asp
OriginalModTime: 16-08-2007 14:56:17
