Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. september 2007.
Virtual Interpersonal Touch er teknologi til at røre ved hinanden over nettet. Det kan give mere personlig kontakt og spændende muligheder for at manipulere vores følelser.
Computeren er et fjernkommunikationsredskab. Hovedparten af vores kommunika-
tion foregår ved at se - og en smule ved at høre.
Både se- og høresans er afstandssanser, som vi oven i købet over mange år har trænet til at acceptere syntetiske virkeligheder i tv, radio, film og computerspil. Det er en træning, som har intellektualiseret og desensibiliseret de to sanser - vi har hørt så meget god musik, har set så mange døde, hørt så mange brag, og set så mange smukke mennesker, at der skal meget til at gøre indtryk på os.
En nærsans som berøring er aldrig blevet udnyttet på denne måde, vores hud er stadig ren og virkelig. Vi er aldrig blevet berørt af nogen, der ikke var tæt på os med deres virkelige krop. Men det skal vi måske til nu.
Den meget spændende forsker Jeremy Bailenson fra Stanford Universitys Virtual Human Interaction Lab har lavet sjove forsøg (Jeg har tidligere omtalt ham her på siden i forbindelse med hans forskning i blikretning og virtuelle miljøer).
Der er stort set ikke forsket i de psykologiske muligheder, der kan ligge i virtuelle berøringer. Forskning i fjernberøring har kun drejet sig om, hvordan vi kan røre døde ting.
Men Jeremy Bailenson tror, at vi med tiden uvægerligt vil forsøge at integrere berøring i vores elektroniske kontakt med hinanden - og at denne berøring vil have stor værdi.
Han mener, at vores nuværende virtuelle kommunika-
tion lider af manglende følelser. Dels fordi den netop baserer sig på vores fjernsanser, og fordi følelserne i vores kommunikation hovedsagelig kommer fra nonverbale signaler som ansigtsudtryk, gestik og netop berøring.
Du tror måske ikke, at det gælder din kommunikation om strengt faglige problemer. Men det gør det faktisk. Vi bruger alle emotionelle responser i selv de mest fagligt stringente diskussioner.
Vi skriger ikke op om, at vi føler os sårede, men vi meddeler på en høflig og diskret måde vores værdivurdering af den andens udsagn. Vores nonverbale kommunikation kan med stor finesse fortælle om vores tvivl, vores motivering, vores begejstring og meget andet, som vi dårligt kan udtrykke præcist med ord.
Når vi siger "Jaah, det kunne måske godt virke", så er det vores nonverbale kommunikation, der fortæller præcist, hvor vi ligger i spektrummet fra "Ja, det kan nemt lade sig gøre" til "Nej, det tror jeg er tæt på umuligt".
Den nonverbale kommunikation værdisætter alle vores udsagn på en måde, som vi ikke kan med ord. Derfor bliver virtuel kommunikation, der ikke indeholder disse tegn om vores emotionelle tilstand ofte til en kold og lidt tom oplevelse.
Berøring er kun et af flere elementer i den nonverbale kommunikation, men adskil-
lige forsøg har vist, at den er kraftfuld:
For eksempel er man ret sikker på, at berøring forøger tillid til de mennesker, der berører en - der er en grund til at politikere skal hilse på så mange vælgere som muligt. Et morsomt forsøg har også vist, at tjenere, der berørte deres kunder kortvarigt, uvægerligt fik flere drikkepenge end tjenere, der ikke gjorde.
Mange tjenere kender formentlig den undersøgelse, men en del af dem har ikke læst den modsatte undersøgelse. Den viser, at berøring er en meget stærk intimitetsmarkør. Derfor er der masser af situationer, hvor vi ikke vil acceptere berøring, eller hvor en berøring vil virke modsat hensigten.
Meget spændende forsøg har vist, at mennesker, der forsøger at samarbejde i en virtuel gruppe, kan have store fordele af at kunne føle hinandens tilstedeværelse og bevægelser. Det forbedrede blandt andet deres evner til rumligt arbejde og gav hele gruppen en stærkere fornemmelse af sammenhold.
Andre forsøg har vist, at to spillere, der forsøger at løse en opgave sammen, får øget tillid til hinanden, hvis de kan mærke den andens bevægelser. Hvis de løser den samme opgave, men nu konkurrerer mod hinanden, så vil berøringen få dem til at mindske tilliden til hinanden.
Psykologiske forsøg med test af vores reaktion på forskellige typer af håndtryk har også vist, at vi har en tendens til at danne os meninger om en persons karakter ud fra denne berøring.
Der er altså masser af gode grunde til at gøre berøring til en del af vores elektroniske kommunikation. Men endnu ved vi ingenting. Vi ved ikke, hvad i den bestemte berøring, der videregiver hvilken følelse.
Vi ved faktisk ikke en gang, om denne videregivelse af følelser er ubevidst og ufrivillig, eller om den kan gøres bevidst og med bestemte intentioner.
Sandsynligvis gælder der det samme som for vores ansigtsmimik: at der er både frivillige og ufrivillige signaler - og at vi til en vis grad kan skelne mellem dem. Vi har ikke noget problem med at skelne et ægte smil fra et Jørgen de Mylius smil, det sidste kan bedst beskrives som en bevidst muskelsammentrækning på forsiden af ansigtet.
Endelig er der en teknologisk mangel. Vi har ganske enkelt ikke den nødvendige hardware eller software til at lave gode berøringsteknologier, der kan røre ved os på en passende menneskelig måde.
Derfor har Jeremy Bailenson været tvunget til at lave nogle meget grundlæggende forsøg. Han har indtil videre koncentreret sig om at undersøge, om vi overhovedet kan sende emotionelle berøringssignaler med et elektronisk værktøj, og om vi kan genkende det signal, der bliver sendt.
Derfor lavede han sammen med en håndfuld kollegaer tre simple forsøg. I det første skulle forsøgspersonerne tage fat om en forcefeedback joystick og forsøge at udtrykke en bestemt følelse i ti sekunder. Det er en lidt kunstig situation, fordi forsøgspersonen for eksempel skal være vred med en joystick i ti sekunder.
I det andet forsøg skulle nogle nye forsøgspersoner forsøge at genkende de følelser, som blev genereret i det første forsøg - denne gang ved at holde joysticken, mens den bevægede sig.
Det tredje forsøg var en slags kontrolforsøg, hvor et sæt forsøgspersoner skulle give hinanden hånden. Den ene part skulle så forsøge at udtrykke en følelse i et ti sekunder langt håndtryk, og den anden skulle forsøge at dekode det.
Resultaterne var overbevisende i forhold til genkendelse. I kontrolforsøget med det virkelige håndtryk, blev følelsen genkendt omkring hver anden gang. Det er ud af et sæt på syv følelser, så det er langt bedre end tilfældige gæt ville være. Den trods alt høje fejlprocent skyldes nok, at vi ikke er vant til at videregive følelser på denne kunstige måde.
For det kunstige håndtryk gennem joysticket var nøjagtigheden lavere, omkring 33 procent. Men altså stadig betydeligt over tilfældige gæt.
Det er imponerende, fordi joysticken kun gengiver bevægelser i to dimensioner og ikke alle de andre elementer - varme, tryk, fugtighed etc - som et rigtigt håndtryk indeholder.
En sjov detalje i undersøgelsen er, at Jeremy Bailenson og hans team også trænede en kunstig intelligens til at skelne joystickenes output fra hinanden. Nøjagtigheden for denne kunstige intelligens var næsten den samme som for menneskene.
Jeremy Bailenson tolker det som endnu et udtryk for, at der virkelig findes et kvantificerbart og fælles følelsesmæssigt indhold i vores berøringer.
Hvis vi en dag får passende udstyr, så synes Jeremy Bailensons forsøg at antyde, at vi faktisk kan få noget ud af fjernberøre hinanden. Det kunne give en intimitet og måske en følelsesfuldhed, som ikke ellers er mulig med elektronisk kommunikation.
Jeremy Bailenson har en tendens til straks at analysere videre til de måder, som en elektronisk version af vores kommunikation kan udvikles -eller manipuleres. I tilfældet med blikretning viste han, hvordan man ved at mangedoble en enkelt persons blik, kunne give vedkommende større indflydelse på de personer han eller hun kiggede på.
Noget lignende gør sig sandsynligvis gældende med berøring. I den virkelige verden er berøring næsten altid en en til en-kommunikation. Men elektronisk er der ingen hindring for at gøre det til en en til mange-kommunikation.
Så kunne chefen give alle medarbejdere et morgenknus, eller politikerne kunne have deres håndtryk liggende på deres website, så de virkelig kom i intim forbindelse med vælgerne.
OriginalModTime: 20-09-2007 14:02:17
