Test: Nokia X6 er usexet og gammeldags

Selv om X6 er en alsidig og letbetjent mobil, virker den klodset og gammeldags ved siden af konkurrenterne. Vi er klar med en test af Nokias nye telefon.

Test: Nokia X6 er usexet og gammeldags

Nokia er ikke kendt for at lave slanke smartphones, og det bliver de heller ikke med X6.

Godt nok er den ikke så murstensagtig som de fedeste forgængere, men den virker stadig tyk og kantet. Skærmen og den blanke plast på fronten tiltrækker fedtfingre, og bagklappen er faretruende tynd i plasten.

Det sidste betyder, at mobilen knirker og giver sig en smule, og det er ikke i orden i denne prisklasse.

Under skærmen sidder tre knapper til hovedmenu og start/slut opkald. Som i Nokia 5800 er her også et lille genvejsfelt over skærmen, som giver hurtig adgang til mediefunktionerne. På højre kant finder vi de sædvanlige knapper til lydstyrke og kamera - samt en lovlig vakkelvorn skydeknap til skærmlåsen.

Følsom skærm

Modsat tidligere Nokia-modeller har X6 en skærm, som ikke bare er trykfølsom - men berøringsfølsom (kapacitiv). Det er en fornøjelse, og billedet er klart og skarpt. Diagonalen på 3,2 tommer lyder af meget, men fordi skærmen er i 16:9 format, bliver den lodrette visning ret smal.

Vi har set det samme på flere modeller fra Sony Ericsson: Det brede format er fint i biografen og på fladskærmen, men i lommestørrelse virker det lidt "strimmel-agtigt". Til gengæld er formatet perfekt, når du ser film på mobilen.

Skærmtastaturet fungerer fint, når man holder telefonen vandret. I lodret visning er her kun blevet plads til et nummer-tastatur, hvilket sikkert vil glæde mange sms-hajer af den gamle skole.

Klassisk brugerflade

Skrivebordet har genveje til dine kontakter, e-mail, Facebook - eller hvad du nu foretrækker. Symbian-brugerfladen (S60) er velkendt for mange og let at gå til, men den virker gammeldags. Især i forhold til de nye Android-mobiler.

Det er let nok at finde rundt i menuerne, men betjeningen er irriterende inkonsistent. For eksempel er det nogle gange nødvendigt at trykke to gange - andre gange ikke.

Generelt er brugeroplevelsen ikke nær så lækker som i de bedste konkurrenter. Forskellen viser sig i afgørende detaljer - som tyngden i de rullende menuer og måden, man zoomer i weblæseren. Det fungerer alt sammen - men med få og velkendte midler kunne det have været så meget mere lækkert.

Sær sprække

I mange lande lanceres X6 med Nokias musiktjeneste ("Comes with music"), som giver adgang til gratis download af musik.

Det bliver vi snydt for i Danmark. Og for at føje spot til skade har Nokia samtidig halveret mobilens lager til 16 gigabyte. Det lyder ikke så ringe - indtil man opdager, at lageret ikke kan udvides med hukommelseskort.

Godt nok er der en sprække på mobilens venstre kant - men den er til SIM-kortet! Den løjerlige placering skyldes ikke, at man kan "hotswappe" SIM-kort, for kortet kan kun tages ud, når man fjerner batteriet. Her er vist et hold finske designere, der har kigget lidt for dybt i vodkaflasken.

Musik og billeder

Ellers er X6 en fin musik-mobil. Den har FM-radio og standard-stik til hovedtelefoner. De medfølgende ørepropper spiller bedre end normalt, og det samme gør de indbyggede højttalere.

Kameraet har fem megapixel, og dine motiver oplyses med to LED-lamper. Billedkvaliteten er pænt over middel. Men du får mere støj og ringere skarphed end med de bedste kameramobiler. Videokvaliteten (VGA, 30 FPS) rækker fint til mobilskærmen og YouTube. Men det er ikke nogen nydelse på fladskærmen i stuen.

Mobilen har selvfølgelig WiFi, Bluetooth og GPS. Det sidste er mere værd end vanligt, efter at Nokia har gjort sit navigations-program gratis. Vi foretrækker stadig betalings-løsningerne fra de etablerede GPS-producenter, men man taler jo ikke grimt om en gave.

Du skal selv hente navigationsprogrammet fra Nokias "OVI store". Her er selvsagt ikke nær så meget på hylderne som i Apples "App Store" - eller for den sags skyld Android-mobilernes "Market". Brugerfladen er heller ikke nær så elegant, men efterhånden er tjenesten ganske brugbar.

GPS-forbindelsen og de andre trådløse forbindelser dræner batteriet, der ellers er et af mobilens højdepunkter. Hvis du ikke er alt for løs på tråden, klarer du let 2-3 dage uden en stikkontakt. Det er flot for en smartphone.

Stærke konkurrenter

X6 ligner en logisk opgradering af Nokia 5800 XpressMusic - med forbedret skærm og et par ekstra megapixel. Nokia glemmer bare, at konkurrencen ikke kommer fra den halvandet år gamle forgænger - men derimod fra modeller som HTC Desire og Legend.

Sidstnævnte koster kun en god "plovmand" mere, og de penge er godt givet ud. Her får du en mobil, der både i design og betjening fremstår langt mere moderne end noget som helst fra Nokia.

Finnerne har stadig ikke fundet nøglen til det hastigt voksende marked for alsidige mobiler med trykfølsom skærm. Men med X6 er skærmen på plads - og det er da en begyndelse.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere