Glem YouTube - prøv de her fem i stedet

YouTube er vanvittig populær, men der findes faktisk konkurrerende videotjenester, som du ikke må snyde dig selv for. Vi er klar med fem alternativer til YouTube.

1. Glem YouTube - prøv de her fem i stedet

Det er kun Facebook og Google, som overgår YouTube, når det gælder om at være verdens mest populære hjemmeside.

YouTube blev oprettet i 2005 og et år efter solgt til Google, og i dag indeholder siden flere hundrede millioner af videoer.

Hvis du satte dig ned med en skål popcorn, ville det tage over 1.700 år at se det hele.

Det er både meget guld og meget møg på videotjenesten, der nærmest er blevet synonym med video på nettet.

Der findes dog mange andre steder, som også er et besøg værd, hvis du er på jagt efter en sjov, spændende eller sindssyg video.

Vi har samlet fem alternativer til YouTube, der får dit smilebånd til at danse jitterbug og dine øjne til at vokse til dobbelt størrelse.

Smid benene op og slap af - for de næste par sider er klar med underholdning i absolut topklasse.

2. Bonanza DR - Gammelt guld

Kan du huske, dengang DR havde monopol? Før TV 2 dukkede op? Dengang var der ikke meget at vælge imellem, hvis du gerne ville underholdes foran fjernsynet?

Bevares, du kunne måske se lidt svensk eller tysk tv, men DR var ganske enkelt toneangivende og med til at sætte et solidt aftryk på den kollektive, danske bevidsthed. 

Tænk over det. Mange af de levende billeder fra 1980'erne, der cykler rundt på din hjernes harddisk, kommer fra Danmarks Radio, som det dengang hed. 

Nu kan du genopleve nogle af de programmer og tv-indslag, som DR har leveret gennem tiden.

Det sker på websiden Bonanza, som betyder guldgrube, og som også er navnet på en gammel, amerikansk tv-serie. 

Der er massevis af nostalgi og tv-guld at hente, og du kan se eller gense klip med det legendariske 1980'er-fodboldlandshold

Du kan også se nogle af de hylemorsomme kommentarer fra den tidligere landstræner i 1990'erne, Richard Møller Nielsen. På et pressemøde i England proklamerer han: "Screw down a little bit the expectations", hvilket blandt andet får landsholdsspilleren Stig Tøfting til at fnise. 

Hvis du ikke er til sport, kan du blandt andet se klip med skuespilleren Dirch Passer i den fantastiske monolog fra Cirkusrevyen 1974, hvor han sidder i en hoppegynge. Det skal nok få dine mundvige til at fusionere med dine ører.  

Klippene er udvalgt på baggrund af seerønsker, og der kommer løbende nye til. Hvis du kan huske en sjov tv-episode fra DR i gamle dage, er der en reel mulighed for, at du kan finde den på hjemmesiden. Blandt andet er adskillige aprilsnarer fra TV-Avisen samlet her

Besøg DR Bonanza her

3. Vimeo - Superlækre videoer

YouTube var længe om at gøre det muligt at uploade HD-video til siden.

Det skete først i november 2008 for videoer i 720p, mens videoer i den højere opløsning 1080p måtte vente til november 2009.

Videotjenesten Vimeo var derimod langt hurtigere ude. Allerede i oktober 2007 kunne passionerede filmskabere med dyre HD-kameraer uploade deres optagelser og dele dem med verden.

Som den første webside med HD-upload var Vimeo med til at lokke mange kreative kræfter til, som gik vanvittigt meget op i kvalitet. Det har siden haft en stor betydning for indholdet.

Uden at fornærme YouTube er det ikke ligefrem kvalitet - hverken indholds- eller produktionsmæssigt - der kendetegner hovedparten af videoklippende på den Google-ejede videoside, mens Vimeo har et langt højere niveau.

Mange videoer er optaget med spejlreflekskameraer i HD og ser fantastisk flotte ud. At gå fra YouTube til Vimeo er nærmest som at vandre fra et slumkvarter i Rio de Janeiro og ind på et fem-stjernet Hilton-hotel. Alting ser pænere og mere indbydende ud.
 
Besøg Vimeo her

4. Break - Helt på røven

Videoklip med folk, der falder og slår sig, har altid været socialt accepteret som god underholdning.

Tænk på Det' Ren Kagemand på DR i 1990'erne eller Hit med videoen på TV3 i samme periode.

Internettet var dog i det nye årtusinde klar til at overtage rollen som formidler af klip med børn, der skvatter på rulleskøjter, og voksne, der danser så tåbeligt, at de sparker benene væk under deres dansepartnere.

Break.com blev lanceret i 1998 - dengang under navnet Big-boys.com - og har netop specialiseret sig i denne falden-på-halen-komik, der fortsat har et stort og trofast publikum.

Websiden er fyldt med alskens ulykker som den om forloveren, der fuldkommen ødelægger et bryllup ved uheldigvis at skubbe bruden ned i en swimmingpool. Selv om videoen er fup, rammer den stilen på Break.

Der er også flere mere ægte klip som den her, hvor en dreng hopper på skraldespande, indtil han selv ender i en.

Hvis du får en god griner af folk, der slår sig, så byder Break på timevis af underholdning.

Besøg Break her

5. DailyMotion - Fransk frækkert

Næsten samtidig med lanceringen af YouTube i 2005 dukkede DailyMotion op i Frankrig.

Den havde stort set samme koncept: upload dine videoer og del dem med verden.

Især i de fransktalende dele af verden blev websiden uhyre populær, og den blev oversat til andre sprog, blandt andet dansk. Efter et re-design ser det dog ud til, at den dansksprogede udgave er forsvundet igen.

DailyMotion var en overgang også kendt som den lille, frække franskmand.

Den gik ikke så meget op i ophavsret som YouTube, eller også var der ikke så mange advokater, der stod klar med spidse penne og papirer med erstatningskrav.

Hvis en kontroversiel video var blevet fjernet fra YouTube, kunne du være heldig fortsat at finde den på DailyMotion.

I dag er der dog kommet mere styr på klippene, og siden er blevet mere strømlinet.

Selv om DailyMotion ligner YouTube i høj grad, er siden et besøg værd. Der er især en del sport, især fodbold, og det er faktisk muligt at se nogle kampe direkte, blandt andet med engelske Fulham.

Besøg DailyMotion her

6. LiveLeak - Verden uden filter

Det er ikke altid så meget at grine ad på LiveLeak, der er en webside med videoer af det, som tv-stationerne normalt klipper væk i deres nyhedsudsendelser.

Du får altså en ucensureret udgave af alt fra brutale henrettelser udført af Taliban i Afghanistan til bombesprægninger og danske soldater i ildkamp.

Der er dog også mange mere almindelige og knap så hårrejsende nyhedsklip, eksempelvis med den vrede, irakiske journalist der kaster sine sko efter den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

Liveleak blev for alvor kendt i 2007, da den bragte en skjult optagelse af henrettelsen af Iraks tidligere diktator Saddam Hussein.

Alt i alt er Liveleak en slags tv uden filter, og du skal derfor ikke regne med, at klippene er censureret, og de kan ramme dig lige i maven.

Så klik kun ind på siden, hvis du er parat til at se en virkelighed, der kan være stærkt ubehagelig.

Besøg LiveLeak her




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere