Få dage før IT Factory skandalen eksploderede gik Jeanette Lorenzen på scenen til et storstilet Ernst & Young arrangement og modtog prisen for årets vækstvirksomhed på Dubai-bortrejste Stein Baggers vegne.
Hun indledte med en hån mod Dorte Toft og forsikrede, at pengene var der.
"Jeg ved det, for jeg sidder på pengekassen," sagde hun med et smil, der formentlig regnes for cool i økonomikredse.
To dage senere, da Asger Jensby gennemgik IT Factorys finanser og opdagede omfanget af Stein Baggers svindel fremstammede selvsamme Jeanette Lorenzen:
"Tingene er altså ikke, som du åbenbart tror, de er, Asger. Vi har ikke 40 millioner kr. på kontoen. Der er oprettet en kassekredit på 50 mio. kr., og af den er der trukket cirka 35 mio. kr.," forklarede Jeanette Lorenzen.
"Hvorfor står der så i den seneste rapport, at vi har 40 millioner kr. i kassen," spørger Jensby hende, hvortil hun svarer:
"Jamen det er også forkert, men det var Steins tal, der var i rapporten, og de var ikke i overensstemmelse med den bogføring, jeg havde i mit bogholderi," svarer Lorenzen, der hævede mellem 3-4 millioner kroner årligt for at styre økonomien.
Dialogen er en af afsløringerne i ny bog om Stein Bagger fortæller Børsen.
Det er journalist Stig Andersen og kommunikationsrådgiver Erik Ove, der står bag bogen.
Men Jeanette Lorenzen tager til genmæle i Børsen. Hun siger, at det var bestyrelsens galoperende griskhed, der fik Stein Bagger til at puste regnskabet kunstigt op.
"IT Factory havde en imponerende vækst af flere grunde. Dels var det en nødvendighed for at holde leasingkarrusellen kørende, men jeg har desuden to år i træk oplevet, at de budgetrammer, Stein har foreslået bestyrelsen, ikke er blevet accepteret. Både for budgettet 2008 og ved den løse budgetramme for 2009 har bestyrelsen forlangt højere tal," siger Jeanette Lorenzen.
"Så da vi startede med budgettet for 2008 med en bruttoomsætning på 1,4 mia. kr., kom Stein tilbage og sagde, at det skulle hedde 2 mia. kr.," siger Jeanette Lorenzen til Børsen.
Mens persongalleriet forsøger at skubbe hinanden væk fra håndvasken, så har Stein Bagger her til morgen ved retten i Lyngby indrømmet bedrageri for 831 millioner kroner.