I et bevidst forsøg på at skabe mystik og omtale af et kommende produkt har Microsoft lagt billeder ud via en Twitter-profil.
Og det har virket.
Lige nu gætter hele verden på, hvad det er for et produkt, der vises frem i det meget sparsomme billedmateriale. For der er ikke meget at forholde sig til. Kun billedet og en kryptisk sætning på Twitter-profilen: "Don't be so touchy...flat is where it's at". De operative kodeord må derfor være: "touch" og "flad".
Microsoft lover at frigive nye billeder om kort tid.
Hemmeligshedskræmmeriet har som sagt skabt en del gætterier.
Nogle gætter på, at der blandt andet kan være tale om en Windows tavle-pc, en fjernbetjening eller en ny udgave af mp3-afspilleren Zune.
En anden mulighed kunne være, at det er Microsofts bud på et produkt, der minder om Apples nye Magic Trackpad. Engadget gætter på, at der er tale om en større lancering end blot en mus eller noget tilbehør, siden Twitter-profil bestyres af Microsoft Hardware.
Hvad er dit bud?