Noget der har gjort Facebook både elsket og hadet er de såkaldte applikationer, der gør det muligt at tilføje både brugbart men til tider også ligegyldig funktionalitet til sin profil.
Nu er Myspace for alvor kommet med på den vogn.
I dag lancerer MySpace sit nye widgetgalleri MySpace Apps. Brugerne får adgang til hundredvis af applikationer, som Myspace kalder næste-generations-widgets. De kan findes
her.
Applikationerne er skabt af udviklere verden over på den nye tekniske MySpace-platform, som man håber, at de danske udviklere nu også vil tage til sig. Den tekniske platform bygger på OpenSocial, der er en åben standard for sociale netværk.
»Den nye tekniske MySpace-platform kommer med værktøj, der gør enkle widgets med vampyrer og virtuelle drinks stærkt forældede.«
Sådan omtaler Myspace sit nye tiltag med slet skjult hentydning til Facebook.
Verdens største netværkssted forventer, at mange udviklere vil kaste sig over muligheden for at lave applikationer, fordi Myspace lover, at det er blevet lettere at tjene penge på programmør-arbejdet. Via platformen kan udviklere tjene penge på deres applikationer ved hjælp af annoncering, sponsorater, branding og produktsalg.
»Herhjemme har vi mange dygtige og kreative udviklere. MySpace Danmark ser frem til at promovere de danskudviklede applikationer,« siger Mikkel Abildtrup Bagger fra MySpace Danmark.
Myspace har cirka 110 millioner brugere.