Artikel top billede

Klumme: Svaret på alting

Datoen i dag er blandt it-folkets bedste størrelser. Mogens Nørgaard har forklaringen.

I dag, søndag den 10. oktober d.h.å. 2010, er en mærkedag, idet 101010 - omregnet fra det binære talsystem til 10-talssystemet - bliver 42, som er svaret på livet, universet og alting.

Det var i hvert fald den sandhed Douglas Adams beskrev i sin bog ’The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’, hvor det dog viste sig, at spørgsmålet faktisk var ’Hvad er ni gange seks?’, hvilket har ført til den meget logiske konklusion, at vores galakse regner i 13-talssystemet (Base13).

I øvrigt hedder bogen på dansk ’Håndbog for vakse Galakseblaffere’, hvilket er en noget bedre oversættelse end f.eks. dengang bogen ’Fahrenheit 451’ blev oversat til dansk og fik titlen ’232,8 grader Celsius’, hvilket ikke helt fængede (!) på samme vis.

Den største og bredeste og bedste og mest anvendelige måde at bruge dette magiske tal på, er at bruge det til alle de guesstimates, som vi IT-Kaj’er hele tiden bliver bedt om (af folk uden indsigt eller konkret viden) at give (til folk uden indsigt eller konkret viden).

Jeg har personligt brugt det rigtigt meget i de sidste 5-10 år.

”42”, svarer jeg altid kækt, ” – så nu skal vi bare finde ud af enheden…”.

Det virker fantastisk, fordi man på den måde er I GANG, har et KONKRET UDGANGSPUNKT, og samtidig en enorm SPÆNDVIDDE og BREDDE i udfaldsmængden, hvilket sætter gang i gruppens NETWORKING, INNOVATION, VÆKST (NIV), samt ikke mindst SYNERGI. Og pludselig er alt lettere og sjovere.

I det mikrobryggeri, jeg er medejer af, kalder vi også konsekvent eksperimentalbryg for ’42’, fordi vi ikke kan finde på navne til dem.

Det er fedt altid at have et svar, uanset hvad spørgsmålet er.

Men der er jo faktisk meget, der tyder på, at 42 ER svaret på mangt og meget. Ikke alene var Elvis 42 da han døde – det var hans far også. Det kunne antyde, at Elvis (og måske også hans far) lever i bedste velgående et sted i galaksen. Mere siger jeg ikke.

Det er bestemt heller ikke noget tilfælde, at det 42. grundstof (Molybdæn – Mo) bruges til ledninger til tyndfilmstransistorer til visse typer LCD-skærme.

Eller at min iPad får driver til dansk tastatur, når de kommer med deres OS i version 4.2.

Eller at tværsummerne af 101010 og 42 er jo lig med sex, hvilket alle IT-folk godt kan lide.

Eller at grænsen for hektarstøtte i EU er 42.

Eller at en kontanthjælpsmodtager i Danmark modtager 42 kroner om dagen.

Jeg har også først alt for sent fundet ud af, at jeg voksede op på Korsdalsvej 84 i Rødovre. Tænk at have TO svar med sig fra barndommen. En meget stor fordel i min senere konsulentkarriere, skulle jeg hilse at sige. Huset står tomt, hvis nogen er interesserede.

Og forleden aften, da jeg var inviteret til middag hos Sten Axelsen, i anledning af at PBS har droppet idéen om at tryne domænet nets.dk fra ham, gik det endeligt op for mig, at 42 med statsgaranti ER svaret.

Thi Sten er altid blevet kaldt Nets af sine venner (Sten stavet bagfra), og jeg behøver vel ikke fortælle jer, at han bor i nummer 24 på sin vej, vel?

Min gamle ven Dave Ensor skrev en bog for mange år siden, der endte med de kloge ord ”It really is absurdly difficult to fully meet totally unknown requirements”, men med universalværktøjet 42 er det blevet SÅ meget nemmere for os alle i IT-branchen.

God Søn42dag.

PS: 6 x 6 + 6 = 42. 7 x 7 – 7 = 42.
PPS: Afstand fra tastatur til det slutbrugerhovede, hvor mange fejl opstår? 42 cm.
 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere