Microsofts tophemmelige datacenter: Her gemmer vi dine data

Sikkerhedsniveauet er hysterisk i Microsofts hemmelige datacenter i Irland. Computerworld var med på det første pressebesøg, som blev en helt speciel oplevelse og rejse ind i softwaregigantens fremtid.

Microsofts tophemmelige datacenter: Her gemmer vi dine data
Der er denne høje, susende lyd af tusindvis af harddiske, der placeret i deres lange lige rækker af sorte server-racks alle snurrer for fuld kraft på én gang, så det lyder som et brusende elektrisk vandfald, susende og sitrende og knitrende, og den varme luftstrøm fra de mange blæsere står lige i ansigtet.

"Vi kalder denne særlige lyd for Skyens Lyd - The Sound of The Cloud," halvråber David Gauthier over det snurrende inferno.

Vi befinder os i Microsofts enorme datacenter i Irlands hovedstad, Dublin.

David Gauthier er Microsofts direktør for datacenter-arkitektur og design-management (som Microsoft kalder det) - altså manden, der designer og tegner Microsofts datacentre, der er hjertekamrene i selskabets omfattende og ambitiøse strategiske satsning på cloud computing.

Datacenteret åbnede egentlig i 2009 og er nu på fjerde generations design. Men først nu har Microsoft villet åbne dørene på klem for offentligheden. Og det med 'på klem' skal tages helt bogstaveligt. Det vender vi tilbage til.

I datacenteret er hvert af de tusindvis af rack-skabe i de store haller proppet med snurrende og blinkende servere i lange rækker forbundet med sirligt ordnede og sammenbundne kabelpølser.

Microsoft er begyndt at indkøbe hvide skabe frem for de klassiske sorte, da det gør det muligt at skrue ned for belysningen i hallerne.

Det gør en forskel, når man skal oplyse 54.000 kvadratmeter - 7,5 fodboldbaner skulder ved skulder, halvråber David Gauthier. Dine data lige foran os
I de store datahaller behandles og opbevares data for millioner af Microsofts online-brugere. Det er her, at Microsofts fremtid ligger, her virksomhedens helt store satsning rettet mod ikke mindst det lukrative business-marked ligger.

Det er den konstante strøm af data fra Hotmail, Outlook.com, Skype, Bing, MSN, Office 365, Windows Server, Dynamics, Xbox-live og flere andre online-tjenester, der får diskene til at snurre og de orange dioder til at blinke og The Sound of the Cloud til at bruse lige foran os.

Med mellemrum passerer vi et par teknikere, der har koblet sig på en server et sted i de lange rækker for at teste eller justere eller måle serverens kapacitet og ydeevne.

Fra deres rullevogne betragter de os tavst, når vi passerer. Oven på vognene har de placeret deres slidte bærbare computere, der er forbundet med et af de mange serverskabe med tykke, gule kabler. På skærmene suser diagrammer og lysende tal forbi.

Et kig gennem en dør på klem
Selv om vi er indenfor i det store datacenter, er dørene kun åbnet på klem. 

Sikkerhedsforanstaltningerne i datacenteret er ekstreme, når man tager i betragtning, at der blot er tale om en (ganske vist) stor bygning fyldt med noget så almindeligt som servere (selv om der er mange af dem). Men dette er Microsofts hjerteblod, og hjerteblod passer man på.

Udefra ligner komplekset en helt almindelig industribygning, grå og firkantet, som gør, at der kunne være tale om en hvilken som helst pølsefabrik.

Intet afslører udefra, hvad bygningerne egentlig rummer, selv om man for at komme ind på området skal passere en bemandet jernbom så tyk som en kuffert.

Det er strengt forbudt at fotografere både inden for og uden for, og Microsoft har insisteret på selv at levere billeder til denne artikel for at undgå, at nogle af nabobygningerne kommer med på billederne, så adressen kan identificeres.

Inden besøget har vi desuden måttet underskrive en såkaldt NDA-kontrakt (non disclosure agreement), der gør, at Microsoft med henvisning til kontraktbrud og lignende sikrer sig, at vi ikke skriver, hvor præcist datacenteret ligger eller hvilket udstyr af nogen som helst art, der anvendes i centeret.

Microsoft kræver desuden, at vi ikke beskriver eksakte sikkerhedsprocedurer, diagrammer, præcis placering af kameraer, porte og døre samt en række andre ting, som virksomheden betragter som forretningshemmeligheder i det tophemmelige datacenter.

Vores ID er blevet tjekket og kopieret grundigt af flere sikkerhedsfolk, inden vi er blevet tilladt adgang gennem sikkerhedssluserne, og der må ikke engang tages notater med kuglepen inde fra datacenteret, hvilket (mildest talt) er usædvanligt, når man inviterer journalister på besøg.

Derfor har en vagt forlangt alle kuglepenne og blokke afleveret, inden vi kan gå gennem sluserne. Kameraer og computer er også helt udelukket.

Bag os følger en Securitas-vagt diskret med for at sikre, at alle regler bliver overholdt på rundturen i det store datacenter, hvor hver hal er nøje aflåst og sikret.

Hvor mange servere og racks er her egentlig?, spørger vi David Gauthier gennem de brusende harddiske.

"Vi ved selvfølgelig nøjagtigt, hvor mange vi har, men til dig kan jeg kun sige, at her er tusindvis af racks og titusindvis af servere. Vi kommer det ikke nærmere," lyder det fra David Gauthier.

Hvor lang tid holder serverne i gennemsnit herinde?

"Vi måler levetid på alle komponenter, men det vil jeg desværre ikke fortælle dig noget om. Men jeg kan da sige, at vi som standard udskifter dem hvert andet eller tredje år."

Hvor mange af serverne er SSD?

"Det vil jeg desværre ikke fortælle dig."

Hvem leverer serverne?

"Det gør alle mulige. Men uanset om de er fra Dell, HP, Qualcomm eller hvem nu, så leverer de jo samme vare til os, og derfor er det ikke så vigtigt for os, hvilket navn der står på dem. Vi kommer det ikke nærmere," siger David Gauthier. På gyldne vinger
Hemmelighedskræmmeriet kan forekomme hysterisk, men for Microsoft er der en vigtig årsag: Cloud computing er netop det, der på gyldne vinger skal bære forretningen ind i de næste årtier, og selskabet vil ikke risikere, at hverken terrorister eller konkurrenter får nys om opbygning, beliggenhed eller andet, der kan gøre Microsoft sårbar.

I selskabets optik er cloud helt centralt for alt det vigtige, der sker i it-industrien netop nu: Sociale tendenser, BYOD, tablet, smartphones, big data. 

Alle disse store tendenser bindes sammen og samles i de store datacentre, hvorfra computere, smartphones, tablet-computere og alverdens andre enheder frit og uhindret kan suge data ud, behandle dem og lægge dem ind igen.

Microsoft står bag et omfattende net af datacentre over hele verden.

Nogle af dem er store og bærende mega-facilities - som datacenteret i Dublin - mens andre er mindre satelitter, der blandt andet fungerer som spejle af de store datacentre og som er placeret på en måde, så 'trafik-tiden' - latency-tiden - bliver så hurtig som mulig.

I hvert geo-politiske område - som eksempelvis EU -befinder der sig altid mindst to Microsoft-datacentre med mindst 800 kilometers afstand, lyder det fra selskabet.

På den måde tilstræber Microsoft, at eventuelle nationale katastrofer i et land med et datacenter ikke rammer de forretningskritiske it-applikationer, der kører i datacenter-skyen. 

Det store edderkoppespind
Alle datacentrene er imidlertid også bundet sammen på kryds og tværs i et stort edderkoppespind, der dækker hele jordkloden.

Det gør, at data på især de åbne public cloud-systemer suser rundt over hele jorden. 

Microsofts store såkaldte mega-facilities ligger i USA, Kina, Irland, Malaysia, Australien og Brasilien, men ellers holder Microsoft kortene helt ind til kroppen og vil ikke fortælle noget.

"Jeg vil ikke fortælle, hvor mange datacentre vi har. Jeg kan kun sige, at vi har flere end 10 og færre end 100," halvråber David Gauthier gennem den knitrende og susende Sound of The Cloud.

Udenfor regner det stille over Dublin. Den keltiske pussy
For nogle år siden buldrede Irland frem i en fantastisk økonomisk optur, der var i fuld gang med at vende hele den engang relativt tilbagestående grønne ø helt på hovedet.

Det væltede ind med store virksomheder, der - animeret af ekstremt lav selskabsskat, stor arbejdsløshed og en veluddannet befolkning - så deres snit til at placere deres europæiske hovedafdelinger i landet.

Microsoft var blandt de første store multinationale virksomheder, der besluttede sig for at placere sit europæiske hovedkvarter i Irland, og beslutningen var med til at trække flere af de multinationale til landet.

Det irske datacenter var den første såkaldte 'mega-facility,' som Microsoft etablerede uden for USA.

Dengang blev landet med den vildt brusende økonomiske vækst kaldt for "The Celtic Tiger." 

Men som vi ved, skal man ikke flyvere højere, end vingerne kan bære. Det lærte Irland på den hårde måde, da den store finanskrise brød ud for fem-seks år siden, og finansielle bobler over hele verden poppede og krakkede, og gassen gik af de finansielle balloner.

Eller som ireren Colm Jones siger til Computerworld:
"Der er ikke meget tilbage af 'The Celtic Tiger.' Irland er vist mest en 'celtic pussy' i dag." 

Styrket position
For Microsoft har den økonomiske afmatning og Irlands nedtur på mange måder blot styrket selskabets position som pengestærkt firma, hvis investeringer med solide amerikanske dollars kan skabe nye arbejdspladser.

Positionen understreges af, at Microsoft har fået Irlands vicestatsminister og udenrigsminister, Eamon Gilmore, til at stille op, da selskabet i løbet af Computer­worlds besøg annoncerer, at det har besluttet at investere 1,3 milliarder kroner i en udbygning af det irske datacenter til i alt godt 54.000 kvadratmeter - samme størrelse som syv fodboldbaner, der er slået sammen.

"Irland har talentet og teknologien, og vi udvikler vores økonomi hele tiden. Vi har vækst i både forbrug, job og i økonomien. Så det er en god tid at investere i," lyder det fra topministeren, da han takker mange gange for investeringen i det trængte land.

Det er en omfattende opgave at bygge et datacenter.
I sig selv er konstruktionen ikke særligt avanceret. Det er mere beslutningen om selve placeringen, der kræver nøje overvejelser, for mange ting skal være på plads, før Microsofts entreprenører rykker ud med betonblanderne og gravemaskinerne.

Fysisk nærhed central
"Det vigtigste er selvfølgelig nærhed til kunderne, og det er ikke nødvendigvis den fysiske nærhed. Man kan jo godt have kontor lige på den anden side af vejen herovre og så være forbundet med sin server via Amsterdam (hvor Microsoft også har et datacenter, red.). Så det handler mest om netværks-nærhed," siger David Gauthier.

Hertil kommer, at området skal være rigt udstyret med fiber og energi. Og - vigtigere - at det pågældende område har konkrete og plausible vækstplaner inden for disse områder.

"Vi skal vide, at energiproduktionen kan vokse sammen med os, så el-nettet altid har den nødvendige kapacitet," siger David Gauthier.

Ligeledes er Microsoft interesseret i geografiske områder med 'friskt vejr' - altså ikke for varmt. 

Kølige områder giver mulighed for at køle anlægget ned ved blot at åbne vinduerne.

Det gør selskabet i Dublin, hvor man i de nyeste dele af komplekset slet ikke anvendes aircondition, men alene lukker almindelig luft ind. 

Selskabet tilføjer dog af og til en smule fugt til udendørsluften for at køle yderligere.

Og så er der det med personalet, der skal passe centeret. Dublin-komplekset beskæftiger 80 ansatte - primært mekanikere, elektrikere og teknikere - og det er vigtigt, at det altid er muligt at få nye folk med de rigtige uddannelser.

"Nogle af vores lokationer ligger ret afsides. Det kan være en seriøs udfordring at finde de rette folk, når man åbner et datacenter i en by med 3.000 indbyggere," siger David Gauthier. Alt i cloud'en
Cloud computing er stadig under udvikling. Men selskabet ser enorme muligheder i de kommende år, hvor Microsoft tror, at det vil vælte ind med nye kunder på cloud-tjenesterne.
Faktisk er det allerede ved at ske. Cloud-platformen Azure er ved få momentum, lyder det Microsofts øverste Azure-chef, Scott Guthrie.

"Vi får 1.000 nye Azure-kunder dagligt, og vi har i dag 600.000 SQL-databaser og 170.000 websites kørende på Azure, hvor storage-kapaciteten fordobles hvert halve år. Og vi har 430 millioner autentifikationer via Windows Azure Directory," siger han.

For Scott Guthrie er det et tydeligt tegn på, at it-anvendelsen i verden er under hastig forandring.

"Den moderne forretning er ved at transformere sig. Det handler dybest set om at få gjort folk og virksomheder mere produktive via nye forretningsapplikationer. Cloud'en er centerpoint i det hele - om den så kører her i datacenteret eller ude hos lokale partnere eller i en hybrid kombination," siger han.

Scott Guthrie peger på, at hastigheden ifølge Microsoft i stigende omfang er afgørende for fremtidens it-anvendelse - altså den hastighed, hvormed man kan skalere, udbygge og ændre sit it-setup i virksomheden, så organisationen både kan flytte sig hurtigt og prøve nye ting hurtigt.

"Hvor lang tid tager det traditionelt at få en helt ny database op at køre i en virksomhed? Jeg har hørt skrækhistorier om et halvt år, fordi skidtet skal vælges, godkendes, betales og installeres. Men en uge er vel ikke usædvanligt," lyder det fra Azure-chefen, mens han samtidig med nogle klik på sin skærm åbner en ny SQL-database, der straks begynder at snurre på en server i det store datacenter.

"Det tog cirka fire sekunder, og jeg kan skalere den op til 150 gigabyte på to sekunder. Og det koster bare tre-fire euro om måneden og ingen SQL-licens eller noget. Det er da fantastisk," siger han.

I de senere år har Microsoft arbejdet på at simplificere tjenesterne, der skal være så enkle og hurtige at købe, at næsten enhver kan klare det med et klik eller tre.
Med andre ord: Det skal være ekstremt nemt at købe og anvende it-services. Og det skal være slut med at bruge tid på at passe jern i kælderen. 

I stedet skal it-chefen fokusere på at vælge og kombinere de it-services og løsninger, der altid understøtter forretningen bedst muligt, mens cloud-leverandøren leverer de nødvendige hestekræfter.

"Vi forlanger hurtigere, simplere og bedre services, uden at det koster mere, og det kan vi kun få i en eller anden kombination af cloud computing. Vi ved, at de store produktivitetsforbedringer og vores edge til konkurrenterne skal komme fra it, hvor alt er i gang med at blive forbundet. Her er evnen til innovation afgørende. Det skal vi koncentrere os om," siger John Shaw, der er CIO i det børsnoterede irske byggefirma Kingspan med 4.700 ansatte, som har satset stort på cloud-løsninger.

Han mener, at det er afgørende at være med på bølgen lige nu, hvor vi ifølge analysehuset Gartner lever i en tid, hvor flere store it-tendenser samtidig er ved at ombryde hele måden, som vi arbejder med computer-teknologier på.

Gartner kalder det for 'The nexus of disruptive forces,' hvilket dækker over cloud computing, big data og de sociale tendenser, der nu kolliderer i en stor ombrydnings-tid.

"Fordelen vil være væk, hvis man venter for længe. De næste fem år bliver afgørende, og vi tror, at det vil blive svært at komme tilbage i racet, hvis man venter for længe med at udnytte fordelene," siger John Shaw.

Fjerde generation
Fjerde generation
I det store datacenter i Dublin er luften varm, men ikke så varm, at den kan genbruges til noget fornuftigt.
Den nyeste del af datacenteret er netop blevet færdigbygget og tegner som fjerdegenerations datacenter den model, som Microsoft vil bygge sine datacentre overalt i verden efter i de kommende år.

I forhold til første generation er energiforbruget meget lavt, fortæller David Gauthier. Eksempelvis forbruger fjerde generation blot en hundrededel af den vandmængde, som første generation bruger.

Hertil kommer, at der er færre servertyper i den nyeste generation, hvilket har stor effekt i supply chain'en bag datacentrene.

"Det har en vis effekt, når man har en million servere," siger David Gauthier.

Hovedfokus i designet af kommende datacenter-generationer er nye måder at sikre oppetid på, siger han.

"Vi vil fokusere mindre på hardware-redudans og mere på at løse problemer via software. Det er meget kompliceret og dyrt at sikre oppetid med dieselgeneratorer og lignende, og vi arbejder på nye softwarebaserede måder at automatisere det på," siger han.

Microsoft er ligeledes i gang med at udvikle en brændselscelle-løsning, der kører på naturgas direkte i datacenteret, ligesom der for tiden kører et pilotprojekt på selskabets datacenter i amerikanske Wyoming, hvor der produceres energi i form af methan af spildevand.

Da døren til datacenteret lukker bag os, forstummer den susende Sound of the Cloud straks.

Udenfor er der alene den dyttende summen af storby.

"Vi tror virkelig på, at det her vil ændre verden. Og vi vil være blandt de første, der rykker på det her," siger Azure-chef Scott Guthrie.



Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

CIO
Skandalerne i Skat er en urimelig sejr for de digitaliserings-modvillige
Klumme: Skandalerne i Skat er en vigtig sejr for dem, som ikke tror på digitalisering af den offentlige sektor. Og Skats problemer bliver ikke løst af organisationsændringer.
Comon
25.000 danskere gået i kuponsvindel-fælde på Facebook på blot seks timer: "Det spredte sig som en steppebrand"
Fakta, Netto, Aldi, Lidl, Lego og flere andre varemærker bliver lige nu udnyttet i forbindelse med kuponsvindel på Facebook, og danskerne klikker i hobetal. Læs hvad der sker, hvis du klikker.
Channelworld
Dansk hosting-direktør: På disse tre områder banker danske hosting-firmaer Microsoft og Amazon af banen
Den danske hostingbranche er godt polstret til at modstå konkurrencen fra globale cloud-spillere som Amazon og Microsoft. Her er tre grunde til, at danske hostingudbydere ikke blæser omkuld i konkurrencen.
White paper
Støt produktiviteten med virtuelt samarbejde
Virtuelle samarbejdsløsninger kan være med til at øge produktivitet og samarbejde internt i virksomheden og eksternt med kunder og samarbejdspartnere. Bliv klogere på collaboration i dette White paper, skrevet af Computerworld.