Microsoft: Vi er åbne for alting og er villige til at gøre alt for at vinde i markedet igen

Reportage: Det er alvor nu for Microsoft, der sætter alle sejl mod selskabets nye fremtid. Og alle skal med, lyder det kontante budskab.

Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Microsoft partnerkonference, Washington D.C., USA: Det er en brydningstid for Microsoft, der satser hele butikken på 'Cloud first, mobile first.'

Væk er det gamle Microsoft, og en ny tid venter for alle, der vil med på Microsoft-vognen. Her er cloud'en den absolutte aksel, som alting drejer sig omkring.

Så klart lød budskabet, da Microsoft med bulder og brag mandag amerikansk tid slog dørene op til årets store partnerkonference med deltagelse af op mod 15.000 partnere fra hele verden.

"Vi skal skabe den bedste cloud-baserede oplevelse for alle på alle enheder. Vores cloud er en komplet løsning, hvor man kan anvende alle løsninger - uanset hvor man er og hvilken device man anvender," lød budskabet fra Microsofts partner-direktør, Phil Sorgen.

Det er med andre ord endegyldigt slut med det gamle Microsoft, der med næb og kløer har bekæmpet alt og alle i bestræbelserne på at få herredømmet med sine egne produkter.

Nu handler det istedet om at nå frem til brugerne, hvor brugerne er. Og herfra få dem gelejdet ind til Microsofts produkter.

Det kan du læse mere om her: Det nye Microsoft: Lægger Windows bag sig - her er den nye fremtid

Microsoft selv bedyrer, at strategi-ændringen alene udspringer af et ønske om at øge produktivitet og underholdningsværdi for brugerne i en tid, hvor it-brugen bliver mere fragmenteret og mere kompleks.

En flig af sandheden er imidlertid også, at it-brugen i årevis støt har bevæget sig væk fra pc'erne - hvor Microsoft er stærk - og over mod tablet og smartphones, hvor Microsoft ikke er stærk.

"Det er hårdt at forlade de ting, der har været succesfulde i fortiden, men vi er nødt til at genopfinde os selv for at kunne klare os i fremtiden. Der venter masser af hårdt arbejde forude," sagde Microsofts drifts-direktør, COO, Kevin Turner.

Ud til brugerne

Microsoft har i hele sin levetid haft styresystemet Windows som omdrejningspunkt.

Men det pc-baserede styresystem er der ikke meget fremtid i i en tid, hvor brugernes brug af it er enormt fragmenteret og i stigende omfang sker via smartphones og tabletcomputere, hvor Microsoft fortsat ikke har særligt godt fat.

Microsoft har faktisk fortsat en markedsandel på mere end 90 procent på markedet for styresystemer til computere. Men på det totale marked for alle enheder - pc'er, smartphones, tablet-computere - har selskabet kun en markedsandel på 14 procent, og her er den store andel på pc-markedet indregnet.

Microsoft er med andre ord ikke verdens mægtigste længere.

Kevin Turner ser optimistisk på den meget lave markedsandel, som han mener er en 'kæmpemulighed' for ny vækst for Microsoft. Her er ikke tale om en krise, men om et springbræt, mener han.

"Vi har langt større muligheder end vi har haft i mange år. Produktivitet er vores styrke, og vi skal ud og hjælpe folk til at kunne mere og gøre mere," siger han.

Men tallene er imidlertid også et vink med en vognstang til Microsoft om, at situationen er alvorlig.

De har allerede tvunget selskabet til at sluge nogle kameler og tage nogle hårde opgør med den måde, som Microsoft hidtil har drevet forretning på. Brugerne forsvinder og søger andre steder hen. Og dem skal Microsoft have tilbage i folden, inden det er for sent.

Blandt andet har selskabet besluttet at forære Windows væk til alle producenter af enheder med skærm mindre en ni tommer, hvilket du kan læse mere om her: Disse to Windows-versioner bliver gratis

Samtidig har selskabet indlemmet Oracle, Salesforce og forskellige Linux-løsninger i Azure-universet.

Ideen er, at brugerne skal kunne finde nøjagtigt det, som de gerne vil have, i Microsofts univers - også hvis det er løsninger fra historiske ærkerivaler, som Microsoft ellers har bekæmpet med alle tilgængelige våben.

Det kan du læse mere om her: Her er planen med Microsoft & Salesforce - derfor går de sammen

"Vores klassiske licensmodel har været meget effektiv i lang tid, men denne nye verden med 'cloud first, mobile first' ser meget anderledes ud. Vi kan ikke satse på at være lukket længere. Istedet skal vi være førende indenfor innovation. Vi er villige til at gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at vinde i markedet," lød det fra Kevin Turner.

Double down on cloud

Microsofts store motor i cloud-satsningen har vist sig at være Office 365, som ifølge Microsoft er selskabets hurtigst sælgende produkt nogensinde.

Målgruppen er erhvervslivet, der ifølge Microsoft i stor stil søger mod cloud-løsningerne med Office 365 som indgangsportal.

Microsoft har i de senere år investeret en formue i at bygge store datacentre verden over, hvilket du kan læse mere om her: Her er Microsofts vilde datacenter - kom med ind bag portene

Det handler om at sikre sig ikke mindre end verdensherredømmet, og her er det storskala - hyperscale, kalder Microsoft det - der er kodeordet. Det betyder, at Microsofts cloud-løsninger skal være tilgængelige i hele verden via mægtige datacentre i massevis. Microsoft har i dag 17 såkaldte Azure-regioner i verden, der hver især består af op til 16 sammenhængende datacentre med i alt op til 600.000 servere.

"Vi tror, at der bliver tre store hyperscale-leverandører i verden, nemlig os, Google og Amazon. Vi satser på erhvervsfokus og på vores partnerstruktur, som de to øvrige ikke har," siger Microsofts cloud-chef, Scott Guthrie.

Selskabets driftsdirektør, Kevin Turner, kalder det for 'double down on cloud': Der skal fart på, og sømmet skal i bund.

"Vi har i år 53.000 partnere, der sælger cloud-løsninger. Men næste år skal vi have 153.000 partnere med. Alle skal med på dette tog. Her ligger Microsofts vækst-muligheder i fremtiden, og markedet bliver skabt lige nu med Azure, Office 365, Dynamics CRM, så der er ingen tid at spilde," siger han.

Navnenyt fra it-Danmark

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen

Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

Kari Lehtimäki

Den danske eID-virksomhed Idura

Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

Alexander Hoffmann

GlobalConnect

Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

Mohamed El Haddaoui

Dafolo A/S