Artikel top billede

(Foto: Picasa)

Finn Helmer: "Jeg har penge til mad til engang i næste uge, men så er det også slut"

Dette er historien om en mand, som tjente 330 millioner kroner, mistede dem alle sammen igen, blev snydt og bedraget, og som nu sidder i et hul med bundløs gæld. Men han sidder der med et smil, fortæller han her.

Den 19. februar 2013 gik en slået Finn Helmer ud af Skifteretten i Helsingør.

Et par timer før havde hans advokat fortalt ham, at det hele nok skulle gå. At han nok skulle få lov til at lave en rekonstruktion af ComX, en fibervirksomhed, som Finn Helmer havde formået at få 74 procent af gælden i.

De havde jo en statsautoriseret revisor bag dem, så der var ikke grund til at frygte en personlig konkurs.

Men sådan gik det ikke.

I Skifteretten troppede banker og kreditorer op med langt større krav på, hvad ComX skyldte dem, end hvad den tilknyttede statsautoriserede revisor havde fundet frem til.

Der blev lyttet til bankerne, og derfor stod Finn Helmer nu en kold februar, erklæret personlig konkurs.

Overrasket, overrumplet og berørt over resultatet af mødet blev Finn Helmer stoppet af konkursboets advokat. Med et smil fra det ene øre til det andet sagde advokaten, at de vil have hans bil med det samme.

"Så risikerer jeg jo ikke, at du flygter til udlandet," husker Finn Helmer, at advokaten sagde.

Uden en krone på lommen

Efter en længere snak fik Finn Helmer dog lov til at køre forbi kontoret og læsse alle sine ting af. Klokken 16 samme dag blev bilen afleveret i København.

På parkeringspladsen stod Finn Helmer uden en krone på lommen. Alle hans millioner var på en enkelt dag forsvundet.

Han gik ned mod stationen for at tage toget tilbage. Pengene til billetten måtte han låne af en ven.

15 år før havde Finn Helmer tjent 330 millioner kroner på salget af chip-firmaet Giga til Intel. Nu var hans personlige gæld på 291.167.133 kroner og 90 øre.

Den nat sov Finn Helmer i en vens kælder på en luftmadras.

Når folk er hurtige i en fart

De fleste mennesker kan slet ikke forestille sig, hvor mange penge Finn Helmer har tjent på Giga-salget.

Endnu færre kan nok forstå, hvordan han kunne gå den 621 millioner kroner lange vej til at skylde 291 millioner til kreditorer.

Det svarer til, at du skulle købe en BMW i8 til 3,45 millioner kroner om måneden i de 15 år, der er gået siden salget af Giga.

Og der er vitterlig ikke flere penge på Finn Helmers konti.

Efter at have tjent lidt efter konkursen, som han har levet af siden, er pengebeholdningen ved at være tom.

Han har boet på et nedlagt husmandssted i Vestsjælland siden, men i næste uge er det slut med pengene.

Derefter står den kun på en folkepension for den 65-årig eks-millionær. Penge til husleje? Dem har han i denne måned lånt af en ven.

Men hvor vi har set andre millionærer bruge alle deres penge på dyre gaver og frås, hvorefter de har en hård tid med at stille sig om til et "dødeligt liv", så har det været noget nemmere for Finn Helmer.

For selv om han ejede 330 millioner kroner, så spiste og levede han ikke markant anderledes, end han gjorde før salget af Giga.

"Det har nok været min spartanske levestil, som har gjort overgangen så nem. Mine købsvaner var nede på jorden, og jeg gik både før, under og efter millionerne efter det billigste i Fakta og Netto. Så det har ikke gjort særlig 'ondt' at miste de mine penge. I hvert fald ikke på mit forbrug," forklarer Finn Helmer.

Men selv om Finn Helmer har mistet alle sine millioner - og yderligere skylder 291 millioner kroner - så er det en glad og tilfreds mand, som vi møder på et kontorhotel i Rødovre.

Storsmilende fortæller Finn Helmer sin fortid uden den store bitterhed. "Sket er sket," som han siger, og så må man komme videre.

Der var ganske enkelt folk, som var klogere end ham, som udnyttede hans naivitet, og sådan er det.

"Folk har gennem tiden været hurtige i en fart, og det har jeg ikke altid opdaget. Jeg har måske været naiv og godtroende, for når folk har kommet med en gnist og en oprigtig god ide, så har jeg tolket det som glæden ved projektet. Men det handlede bare om penge. Mine penge," siger Finn Helmer.

Det var det, som ifølge Finn Helmer skete med ComX: Hans tillid var for stor til de forkerte.

ComX: et eksplosivt luftkastel

I 2006 mødte Finn Helmer et par forretningsmænd fra det danske fiberselskab på Sjælland, ComX. De havde en god ide.

De ville have Finn Helmer til at smide penge i den danske fibervirksomhed, ComX, som i følge forretningsmændene blot krævede et skub i den rigtige retning - og med et skub mentes der 19 millioner kroner.

Finn Helmer var netop mislykkedes med et større vindmølleprojekt i Schweitz.

Finn Helmer havde siddet klar med en ordre på vindmøller, der kunne give 300 megawatt strøm til et større område i Polen, men de 300 millioner euro, som der ellers var skrevet under på, kom aldrig.

"Min økonomi var stærk dengang. Jeg havde netop solgt mine aktier og havde 110 millioner kroner i kontanter. Resten stod stadig i jord og andre virksomheder," siger Finn Helmer.

Han fik en underskrift fra en statsautoriseret revisor på, at økonomien i ComX var god, om end det krævede en rolig hånd, og Finn Helmer satte sig ind i bestyrelsen og tilførte 19 millioner kroner. Det ville give ComX en likviditet til at køre i to år.

Men efter et par måneder var der problemer. 

ComX krævede lidt flere penge, lidt flere millioner, og dette skete næsten hver eneste måned herefter.

I august 2006 fik Finn Helmer nok, og satte sig ind i ComX-virksomheden.

Han var dengang bestyrelsesformand, men sad i ComX-bygningen og arbejdede på egne projekter.

Først skete der ingenting, men medarbejderne i ComX begyndte roligt og stødt at fortælle om de fejl og problemer, som gennemsyrede ComX. Millionerne fossede ud af butikken.

"Det kunne jeg slet ikke følge med privat, for det var jo mig, der skulle skyde penge ind. Gælden i ComX var allerede på over 100 millioner kroner, da jeg gik ind i virksomheden, og det vidste folk godt omkring mig. Det havde de bare undladt at fortælle mig," siger Finn Helmer.

Den 6. november 2006 blev den daværende direktør i ComX fyret, og Finn Helmer overtog selv pladsen.

Der var et tab på 11 millioner kroner om måneden i firmaet, hvoraf 8,5 millioner kroner blev tabt på driften. Hver måned.

"Det var det faktum, at der hele tiden manglede penge, hvilket jeg jo smed ind, og det drænede mig."

Han begyndte derefter at vende skuden væk fra kursen mod afgrunden, som ComX var på vej mod.

På seks måneder med oprydning, fejlrettelser og optimering, gik ComX fra at have et underskud på 8,5 millioner kroner om måneden til kun at have et underskud på en halv million kroner om måneden.

Det var blandt andet på kundeservicen, hvor over 10.000 klager kom ind hver uge, at der blev sat ind.

Efter tre måneder var det tal faldet til næsten nul. Det gik bedre i ComX, og det så positivt ud.  

Men sådan blev det ikke ved.

På grund af Finn Helmers travlhed med at vende ComX, overså den aktive direktør en del fejl, som har været grobund til konkursen.

"Jeg fik nogle regninger, som jeg aldrig skulle have haft på grund af nogle aftaler og lignende, hvor jeg var blev snydt - hovedsageligt på grund af min egen naivitet og godtroenhed over for andre mennesker. Jeg havde jo travlt med at vende skuden, så jeg havde ikke tid til at se, at nogen havde savet hul i skroget," siger Finn Helmer.

Samtidig var der en intern magtkamp mellem Finn Helmer og en indsat underdirektør, som Finn Helmer ikke billigede.

Det endte med, at Finn Helmer tabte magtkampen, og han blev derefter i oktober 2010 fjernet fra posten som direktør.

På det tidspunkt var driftsindtjeningen 3,2 millioner kroner, hvoraf 1,9 millioner kroner gik til renter og afdrag.

Derefter stagnerede den vækst, som Finn Helmer havde startet op.

Uden at have mandat til at påvirke virksomheden - selv om han stadig var storaktionær - kunne Finn Helmer se sine penge forsvinde ud i den blå luft.

Derefter kom konkursen.

Da Finn Helmers forretningspartner i ComX gik personlig konkurs, opstod der problemer med betalingen af husleje til ComX-bygningen.

Det resulterede i, at alle, som ComX og Finn Helmer skyldte mere end 35.000 kroner til, kunne erklære ham personlig konkurs.

På det tidspunkt havde han personligt lagt et sted mellem 120 og 130 millioner kroner i ComX.

"Man må jo bare kæmpe videre"

Tre år senere - i 2013 - forlod Finn Helmer Skifteretten i Helsingør.

Den personlige gæld lød på 291 millioner kroner, et svimlende højt tal.

Men sådan ser Finn Helmer ikke på det.

"Jeg føler ikke, at de 300 millioner kroner er berettiget. Jeg mener selv, at jeg oprigtigt skylder godt 100 millioner væk som følge af konkursen, men resten er tal fra kreditorer og folk, som har snydt mig. Jeg vil meget gerne betale dem tilbage, som jeg mener, jeg skylder, Men dem, som har været lidt hurtige og smarte, de er ikke dækket ind, og det har jeg ikke dårlig samvittighed over," siger Finn Helmer.

"Min største forbrydelse er, at jeg stolede på folk omkring mig: Banker, advokater og andre "banditter i habitter".

I månederne efter boede han i kælderen på luftmadrassen.

Det var en ven, som blev ved Finn Helmers side.

Langt de fleste bekendtskaber var forduftet efter konkursen.

Nogle blev dog, og en anden ven lånte Finn Helmer penge til at købe sin gamle Nimbus-motorcykel tilbage, så han kunne køre rundt igen.

Herefter fik han igennem sit netværk mulighed for at arbejde som direktør hos Liqtech, et firma som leverer filtre til vandfiltrering.

Det gjorde han fra april 2013 til juli 2014, hvorefter LiqTech blev slået sammen med en anden virksomhed, og en anden direktør overtog.

I tiden hos LiqTech samlede Finn Helmer nok penge til at han kunne overleve og klare sig uden løn i et stykke tid.

I mens har den nu 65-årige erhvervsmand hjulpet fire forskellige firmaer på samme tid. Alle uden at han fik en krone for besværet.

Det er nu ni måneder siden. Og pengene? De løber ud i næste uge.

Hvordan kunne det ske?

Efter at have læst ovenstående, sidder du nok med spørgsmålet: "Hvordan kunne det ske, at Finn Helmer kom til at stå personligt til ansvar for sådan en konkurs? Hvorfor har han ikke gemt millionerne i et andet firma, eller for den sags skyld i Monaco?"

Svaret er todelt, fortæller eksmillionæren. Men skylden er hovedsageligt hans egen.

"Det er jo også åndssvagt af mig, at jeg ikke havde sikret mig på den ene eller anden måde. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det her ville ske. At jeg ville ende i en personlig konkurs. Som førnævnt har jeg simpelthen stolet for meget på folk," siger Finn Helmer.

Det andet er, at Finn Helmer slet ikke ser det at gemme penge til side som en mulighed, hvis man vil give sig til sin virksomhed 100 procent.

"Jeg står ved det, som jeg gør, 100 procent. Så havde jeg gemt millioner et andet sted, som jeg kunne have brugt på at redde en virksomhed, så havde jeg jo ikke gjort al, hvad der stod i min magt til at redde virksomheden, havde jeg? Men havde jeg vidst, at folk var ude på at snyde mig, så skulle jeg jo nok have gjort det," tilføjer Finn Helmer.

Du bliver ved med at sige, at du har været for naiv, og troet for meget på folk, når de er kommet til dig. Har du været en god forretningsmand, når du har stolet så blindt på folk?

"Njaaeh. Jeg er en dygtig forretningsmand på det operative. Jeg er dygtig til at vende en virksomhed om, hvis den er på vej mod afgrunden, og jeg er dygtig til at få det bedste frem i virksomheden."

"Men jeg er for naiv, godtroende og ja måske dum nok til at tro på folk, der kommer til mig. Jeg skriver under på for meget, og det har ødelagt alt. Skulle jeg gøre noget om i dag, så skulle jeg have haft ansat en revisor eller advokat til at læse alt igennem, som jeg skulle skrive under. Som en anden skytsengel," siger Finn Helmer.

Eftermæle og fortiden

I dag sidder "Giga-manden", og kan ikke gøre meget.

Der er stadig et par personer, som han mener har været indblandet i ComX-historien og hans egen konkurs, men da han stadig ikke ejer en krone, så er det svært at føre retssager mod dem.

I næste uge er det slut med de penge, som han havde tjent hos LiqTech. Fra da af vil han få folkepension, men det dækker kun knap og nap huslejen på det nedlagte husmandssted, som han lejer uden for Holbæk.

"Jeg håber jo, at det lykkes mig at få succes med en af mine fire virksomheder, og der er potentiale i flere af dem til, at der snart sker noget, så de kan give mig løn. Jeg kræver ikke meget, bare så jeg kan leve faktisk, " siger Finn Helmer.

For det har aldrig handlet om at tjene mange penge.

Mens Finn Helmer tjente godt og vel 330 millioner i sin tid, så handlede det blot om at skabe noget. Om at være i centrum af udviklingen. Pengene er bare et gode - om end en af de bedre af slagsen.

"Det er da rart ikke at skulle bekymre sig om penge, men jeg handlede stadig i Netto og Fakta efter, at jeg havde tjent de 330 millioner," gentager Finn Helmer.

Og han har heller ikke tænkt sig at stoppe endnu. Som 65-årig har han ramt den alder, hvor de fleste begynder at tænke på sit otium, men med en folkepension er der ikke råd til det.

"Jeg havde jo ikke sparet en egentlig pension op, men havde i stedet penge i virksomheder og bygninger. Jeg regnede jo ikke med, at det ville gå så galt," siger Finn Helmer.

"Så jeg har jo kun folkepensionen, og det er ikke helt nok. Jeg skal bare have lidt mere, så jeg kan leve. Så er jeg egentlig tilfreds. Hvis det ikke lykkes med de fire virksomheder, som jeg sidder i nu, ja så må jeg jo finde noget andet."

Men hvis du havde haft pengene, havde du så overvejet at nyde din otium?

"Nej op ingen måde. Jeg ville jo kede mig ihjel".

Finn Helmer tror på, at det nok skal gå. Selvfølgelig gør han det.

Læs også: Fra traditionel software til cloud-løsninger: Derfor er skiftet så svært