Artikel top billede

Foto: Lars Jacobsen.

Du har kun én mulighed for at redde din iPhone, hvis Apple har tvangslukket den efter en 'fejl 53'

Interview: Du har kun én mulighed for at redde din iPhone, hvis Apple har tvangslukket den efter en iOS-opdatering, fortæller Jakob Højland, direktør for iPhone-reperatøren iRep.

Der er givetvis mange iPhone-brugere, som lige nu frygter at blive ramt af den meget omtalte "fejl 53".

Fejlen betyder, at folk der har fået foretaget visse uautoriserede reparationer, får spærret deres telefoner.

Det kan du læse mere om her: Nye iOS-opdateringer tvangslukker din iPhone hvis du har repareret telefonen uden om Apple

Jakob Højland, direktør i den landsdækkende kæde af iPhone-reparatører iRep. Er der noget som helst jeg kan gøre, hvis jeg får denne her "fejl 53"?

"Ja, fejlen opstår, fordi folk har fået udskiftet den såkaldte Touch ID-knap på deres telefon. Derfor kan du redde din telefon, hvis du sætter den gamle Touch ID-knap tilbage i telefonen. "

"Lad os sige, at du har en iPhone 6, skifter Touch ID-knappen ud og får "fejl 53". Så kan du blot sætte den gamle knap på igen, og så virker iPhonen igen."

Men vil det så sige, at jeg er helt fucked, hvis jeg ikke længere har knappen? Jeg kan heller ikke redde telefonen, hvis jeg henvender mig til professionelle reparatører som jer eller sender den ind til Apple...

"Nej, der er ikke noget at gøre. Du er fucked. Det eneste, vi kan tilbyde, er, at vi kan ombytte telefonen, hvor du ved at aflevere den gamle telefon kan købe en ny telefon billigere. Apple tilbyder det samme. Men det er det eneste, som vi kan gøre." 

"Jeg ved, at du på nettet kan finde eksempler på, at folk har eksperimenteret med alle mulige hasarderede 'Kina-hacks', hvor de sidder og lodder på kryds og tværs, men det er dybt uholdbart og det er ikke noget, som jeg vil anbefale nogen at forsøge sig med."

Hvem er det, der skal frygte for at blive ramt af den såkaldte "fejl 53"?

"Jeg mener, at den her sag er blevet blæst op på et niveau, hvor den ikke hører hjemme. Du er udelukkede i farezonen, hvis du har fået udskiftet fingeraftrykssensoren på din telefon. Lige siden iPhone 5S kom på markedet som den første telefon med Touch ID, har vi været klar over, at du ikke må røre fingeraftrykssensoren. Det ved det ved alle dygtige reparatører." 

"Det giver jo også ganske fin mening, at du ikke må udskifte sensoren, fordi det åbner for nogle store sikkerhedsmæssige udfordringer, hvis du eksempelvis kan fjerne fingeraftryks-skanneren fra min telefon og sætte din egen i. Jeg synes ikke, at man kan fortænke Apple i, at de gør ekstremt meget ud af beskytte brugerne, når det gælder noget så følsomt som folks fingeraftryk."
 
Skal jeg frygte, at jeg er i farezonen, hvis jeg har fået foretaget andre typer reparationer?

"Der er ingen indikationer what-so-ever på, at du er i farezonen - hverken nu eller i fremtiden - ved andre typer reparationer. Det drejer sig udelukkende om en sikkerhedsfeature, der relaterer sig til Touch ID."

Vi hører jo også om folk, der er blevet ramt, fordi de har fået skiftet glasset på deres telefon...

"Det skyldes, at der er nogen, der ved glasskader vælger at udskifte hele frontpanelet inklusiv Touch ID-knappen. Men hvis folk gør det, så er det, fordi de ikke aner, hvad de laver."

Men hvis jeg nu har indleveret min telefon hos en tilfældig reparatør, hvordan kan jeg være sikker på, at de ikke har skiftet Touch ID-knappen sammen med glasset?

"Det kan du heller ikke være. Det har du helt ret i. Jeg ved bare, at vi aldrig har gjort det, men jeg ved jo ikke, hvad alle andre reparatører går og foretager sig. "

Kan jeg på nogen måde tjekke, om min Touch ID-knap er blevet udskiftet?

"Det afhænger helt af hvilke reservedele, reparatøren har valgt at bruge, men som regel vil du ikke kunne se det på telefonen udefra."

"Fejl 53 opstår først, når folk, der har fået en ny Touch ID-knap, vælger at opdatere med en ny udgave af iOS. Derfor kan det lyde grotesk, men den bedste måde at finde ud af det på, er ved at opdatere telefonen. Jeg vil dog råde dig til at tage en sikkerhedskopi først."

Læs også:
Jørgen skiftede skærmen i sin søns iPhone - og nu er den død: "Det er en svinestreg" 

Ekspert: Derfor slår Apple hårdt ned på uautoriseret hardware med tvangslukning af iPhones 

Nye iOS-opdateringer tvangslukker din iPhone hvis du har repareret telefonen uden om Apple


Loading ikon