Artikel top billede

Dansk bogtjeneste: Sådan finder teknologien præcis den bog, du har lyst til at læse

Bogtjenesten Mofibo ved rigtig meget om kundernes adfærd og udnytter teknologien til at blive endnu klogere. Læs her, hvordan it-systemer finder præcis den bog, du har lyst til at læse.

Interview: Bogen er langt fra død, men i mange tilfælde læses den nu via en digital enhed eller distribueres som lydbog.

Præcis denne niche har bogtjenesten Mofibo sat sig på i Danmark. Tjenesten tilbyder bøger via et streaming-abonnement, som du eksempelvis også kender fra Netflix:

Læs alt, det du vil, til en fast månedlig pris.

Den forretningsmodel kræver en grundig analyse af brugerne og af produkterne for at holde indtjeningen oppe.

"Den perfekte kunde læser cirka 20 timer og ugen og læser sine bøger til ende," fortæller Martin Jonassen, der har ansvaret for Business Intelligence og analyse i Mofibo.

Brugere, der kun læser halvdelen og springer videre til den næste bog, er eksempelvis en langt dårligere forretning.

Når du går i gang med at læse en bog, så afregner Mofibo nemlig med forlaget, som får en betaling for tjenestens brug af titlen. Også selv om du ikke læser den første bog færdig og i stedet kaster dig over en ny titel.

Derfor forsøger virksomheden konstant at optimere på de titler, som læseren præsenteres for via sin profil på Mofibo.

Det gør man gennem statistik og dataanalyse.

50.000.000 sider om måneden

Der læses godt 50.000.000 millioner sider og lyttes til godt 75.000.000 minutters lydbøger om måneden på Mofibo.

For at skabe profit på den enkelte kunde beregner virksomheden en værdi for hver enkelt titel på siden.

Denne pris afhænger naturligvis af, hvad forlaget bag skal have i betaling, men denne del er kun en lille del af de mange faktorer, som er med i regnestykket, der tygges igennem af algoritmer hver eneste nat.

Produkterne på de digitale hylder kan altså skifte værdi hvert døgn.

"Det handler også om, hvor mange timer, der bruges på at læse bogen, og om den læses til ende. Hvis du har en bog, der koster os 20 kroner og en anden, der koster os 40 kroner, så kan den dyre bog godt være den, som vi kan tjene flest penge på," fortæller han.

Der er to overordnede elementer i værdifastsættelsen. Kunden skal have den bedst mulige bog, så den læses til ende og øger kundetilfredsheden og kundens levetid, mens der på den anden side skal tjenes mest muligt per udlån.

"Gennem et år er det lykkedes os at drive den gennemsnitlige omkostning per kunde ned med 50 procent blandt andet ved at automatisere. Samtidig er tilfredsheden faktisk gået op."

Hvad består algoritmen af?

"Der er en pris på bogen, længden på en bog, færdiggørelsesgraden og en rating på bogen. Det sidste handler primært om kundetilfredsheden, og hvad vi tilbyder som den næste titel, du kan læse. Disse faktorer skifter hele tiden, hvilket vi naturligvis regner på."

I september lancerede Mofibo en ny forside, hvor indholdet er personligt for den enkelte bruger. Det betyder, at der ikke er to kunder, der ser det samme indhold, når de logger på tjenesten.

Indholdet på den enkelte kundes app er baseret på læseadfærd og kundens profil. Man har således designet en side til hver bruger, der tilbyder en stribe anbefalinger til dig som læser.

"Man kender måske samme principper fra Netflix, hvor man får en forside, der er baseret på, hvad du tidligere har set. På lignende måde anbefaler vi bøger. Og det virker rigtig godt."

Færdiggørelsesgraden på de anbefalede bøger ligger 10 til 20 procent højere end på bøger som brugeren selv finder, hvilket betyder, at der gennemsnitligt bliver læst 90-120 minutter længere i bøger, som er personligt anbefalet"

"Samtidig læser brugerne langt flittigere i bøger, som vi har anbefalet via vores algoritmer. 35 til 40 procent af alt indhold via appen er i dag datadrevet," siger Martin Jonassen.

Automatiseringen vinder således over de bogtemaer, der stykkes sammen af firmaets indholdsfolk af kød og blod.

På denne måde kan Mofibos computere og hjemmebyggede algoritmer optimere på de oplysninger, som virksomheden har om sine kunder.

Bogindholdet er lidt tricky

Omvendt kender Mofibo ikke indholdet af bøgerne særligt godt.

"Noget af det, som vi arbejder på lige nu, er tekstanalyse, der kan afkode indholdet i alle vores bøger for bestemte typer ord. På den måde vil vi ikke bare tilbyde bøger efter en genre, men også efter indholdet i bøgerne," fortæller han.

Ved at gennemsøge en bog automatisk forsøger virksomheden på denne måde at kategorisere eksempelvis krimier i underkategorier.

"En krimi kunne blive til en politikrimi ud fra antallet af gange ordet politi går igen i teksten. Det er vi netop gået i gang med for at blive endnu bedre til at kunne tilbyde bøger til vores læsere," fortæller han og fortsætter:

"En anden ting, som vi gerne vil gøre, er at bruge indholdet fra sociale medier som referenceramme. Hvis der sker en begivenhed, som mange skriver om på Twitter og Facebook, så kan vi bruge de data til at tilbyde helt aktuelle bøger. Det er dog stadig på tegnebrættet, og det er lidt nemmere at snakke om end at gøre."

Formålet er at kende både bruger og indhold så godt, at det perfekte match mellem læser og bog kan skabes via automatikken.

"Vi vil rigtig gerne blive klogere på vore bøger, så vi kan lave rigtige gode anbefalinger til læserne," siger Martin Jonassen.

"En bog er jo meget mere end en titel og en genre. Der er også mange følelser for den enkelte kunde i forbindelse med læsning af en bog. Hvis vi med kundernes hjælp kan afkode hvilke følelser, der typisk bliver berørt ved at læse en specifik bog, kan vi lave en helt ny form for anbefalinger, eksempelvis 'bøger der gør dig glad', 'bøger der forarger'."

Et andet, lidt mere jordnært projekt er at bygge et socialt univers, hvor læserne kan anbefale bøger til hinanden a la play-lister i musiktjenesterne.

"Hvis du opsiger dit abonnement, så har du ikke mistet noget. Du kan bare komme tilbage efter tre måneder. Her vil vi gerne bygge et socialt forum op omkring brugerne, så de kan dele data med hinanden. Lidt i sammen tankegang som løbe-apps, hvor man kan dele sin løbetur med andre. Det er dog mere en strategi, der udvikles et andet sted i vores organisation."

Kan man forestille sig, at I bliver så digitale, at I vil skabe bøger, der er skrevet direkte ud fra statistik, som nogle af de populære serier på streaming-tjenesterne gør, eksempelvis House of Cards?

"Nu er jeg statistiker og ikke forfatter, men det vil jeg slet ikke udelukke. Vi arbejder ikke på det lige nu, men vi ved, hvad folk godt kan lide, så det kunne nok godt lade sig gøre, at bruge det statistiske materiale til skrivearbejdet."

Læs også:
Telemillionær løfter sløret for ny streamingtjeneste

TDC-kunder kan leje billige e-bøger

Derfor kan tele-iværksættere tjene millioner på det samme trick igen og igen