Artikel top billede

Apples store udvikler-konference begynder mandag - dette kan vi forvente

Apple vil formodentligt være klar med store opdateringer til Siri, Apple Music og en række andre populære tjenester.

Mandag bliver en stor dag for mange app-udviklere. For det er her Apples store udviklerkonference WWDC skydes i gang.

Konferencen bliver besøgt af 5.000 udviklere fra hele verden, der alle har deltaget i en lodtrækning om at få lov til betale mere end 10.000 kroner (1.599 dollar) for at deltage.

På udvikler-konferencen er det normalt software-nyhederne, der er i fokus, og hvis alt går som det plejer vil de store nyheder være, at der kommer en ny version af iOS - iOS 10 - samt nye versioner af styresystemerne til Mac, Apple Watch og det nye Apple-tv. Det vil i så fald være første gang, at Apple præsentere fire nye styresystemer på én gang

Men lad zoome ind på, hvad vi mere konkret kan forvente at Apple lancerer? Det har vi kigget på:

1. Siri kan stå foran store forandringer

Digitale assistenter som Amazons Alexa, Microsofts Contana og Google Assistant har været en af de store trends i løbet af foråret, hvor de også har spillet en central rolle ved Google og Microsofts udviklerkonferencer. 

Det ventes således også, at Apple vil følge trop og lancere nye opdateringer til Siri.

Som tidligere omtalt på Computerworld vil Apple formodentligt lancere et såkaldt SDK, der gør det muligt for udviklere at integrere Siri i deres apps.

Det er en mulighed, som Amazons Alexa længe har tilbudt. 

Samtidig går der også rygter om, at Apple arbejder på en ny "intelligent højtaler", der er udstyret med Siri på samme måde som Amazon Echo-højtaler er udstyret med Alexa.

Det ventes dog, at lanceringen af en sådan højtaler ligger længere ude i horisonten, og vi skal således ikke forvente at se den til WWDC. 

I efteråret opkøbte Apple desuden det britiske firma VocalIQ, der bygger kunstig intelligens-software.

Det britiske firmas software har potentiale til at gøre Siri mere menneskelig, og vi vil muligvis allerede til WWDC se de første tegn på, at virksomhedens teknologi er blevet indbygget i Siri.

2. Siri kommer til din Mac

I øjeblikket findes Siri på iPhone, iPad, Apple Watch og Apple-tv. 

Den eneste enhed, der mangler på den liste er Mac'en. Men til WWDC ventes det, at Apple lancerer en udgave af Siri til Mac. 

Ifølge Apple-siden 9to5Mac har Apple arbejdet på en løsning i adskillige år, men først nu er virksomheden klar til at rulle den ud. 

Siri vil angiveligt blive placeret som en fane i menulinjen øverst på skærmen, hvor også Spotlight-ikonet og batteri-indikatoren er placeret.

Læs også: Apple slipper Siri løs overalt: Snart kan du tale med din Mac

3. Farvel til OS X?

Apples Mac-styresystem OS X blev introduceret i 2001 som afløser for Mac OS 9. Men nu kan Apple være på vej med et navneskifte.

Et rygte der første gang blev bragt til torvs af den brasilianske Apple-blog MacMagazine, der tidligere på året fandt henvisninger til "MacOS" begravet langt i en systemfolder i den seneste udgave af OS X. 

Et sådant navneskifte vil i så fald også passe godt sammen de øvrige navne som Apple bruger til sine styresystem, der udover iOS har navne som watchOS og tvOS

4. Efter et år bliver Apple Music forandret drastisk

Til WWDC i 2015 lancerede Apple streamingtjenestem Apple Music, men efter blot et år på markedet er der store ændringer af brugerfladen på vej. 

Den amerikanske erhvervsmedie Bloomberg erfarer, at den nye version af Apple Music vil få en mere intuitiv brugergrænseflade og vil skabe en mere naturlig sammenhæng mellem musik, der er tilgængelig som download-køb via iTunes og musik streames via Apple Music. 

Derudover skriver Bloomberg også, at Apple planlægger at øge sin satsning på live-streaming af egenproduceret radio. En satsning som Apple startede med lanceringen af net-radiokanalen Beats 1 sidste år, hvor Apple blandt andet hyrede en række berømte radioværter fra blandt andet britiske BBC. 

Læs mere: Apple efter hård kritik: Store ændringer på vej til Apple Music

5. Store nyheder til Apple Pay

I dag er det kun muligt at betale med Apple Pay i fysiske butikker samt apps til iOS. Men ifølge det amerikanske tech-medie Recode vil det til efteråret også blive muligt at bruge enheder med Apple Touch-ID-enheder til at betale med Apple Pay i almindelige webshops. 

Apple Pay giver den fordel, at du som kunde slipper for indtaste kort- og adresseoplysninger, men blot kan bekræfte handlen med fingeraftrykssensoren. 

Det vides ikke om en sådan lancering vil blive præsenteret til developer-konference, men ifølge Recodes oplysninger vil den nye funktion være klar inden julehandlen skydes i gang i USA, hvilket i så fald vil passe som fod i hose med udrulingen af den næste version af iOS. 

Samtidig har det amerikanske finansmedie Wall Street Journal tidligere på året rapporteret, at Apple arbejder på en Mobilepay-lignende funktion, der vil gør det muligt at overføre penge via eksempelvis iMessage.

Ifølge Wall Street Journal har Apple allerede været i samtale med adskillige amerikanske banker om funktionen.

6. Apple Pay kommer til nye lande - hvad med Danmark?

Apple Pay kan i dag bruges i USA, Kina, Storbritannien, Australien, Canada, Singapore og senere på året også i Spanien og Hong Kong.

Men ifølge 9to5mac vil Apple Pay blive lanceret i Schweitz i næste uge, hvilket muligvis kan blive annonceret WWDC. Samtidig har det amerikanske medie Techcrunch skrevet, at Apple arbejder på højtryk for at lancere Apple Pay i flere europæiske og asiatiske lande.

"Vi arbejder meget hurtigt i Asien og i Europa. Vores mål er at Apple Pay skal være tilgængelige i alle betydningsfulde markeder, hvor Apple er tilstede," sagde Jenmifer Bailey, der er chef for Apple Pay til Techcrunch. 

Det fremgik af et læk tidligere på året, at Apple Frankrig og Brasilien er blandt de lande, hvor Apple planlægger at lancere Apple Pay.

Det er dog endnu ikke nogen konkrete rygter om en snarlig Apple Pay-lancering i Danmark, og det er ligeledes endnu uvist om de nye Apple Pay-lande vil blive offentliggjort til WWDC eller om Apple i stedet vil offentliggøre dem løbende.

7. Glem de store hardware-nyheder

Ligesom sidste år skal vi ikke forvente nogen hardware-nyheder af betydning til WWDC, der ifølge 9to5mac udelukkende vil stå i softwarens tegn. 

Der har ellers været rygter om, at Apple vil lancere en helt ny udgave af virksomhedens eksterne skærm, det såkaldte Cinema Display, med 5K-opløsning samt et indbygget grafikkort ligesom, der har også været rygter om en helt ny og re-designet Macbook Pro.

Begge dele vil dog formodentligt først blive lanceret senere på året. 

Læs også:
Talentfuld dansk teenager blev inviteret til WWDC af Apple

Apple er klar til at gå i krig mod Amazons nye store succesprodukt