Artikel top billede

Anmelderne går i selvsving over Googles nye Pixel-telefon: Så fantastisk er den

Google har for første gang bygget sin helt egen smartphone, og nu er de første anmeldelser kommet på gaden.

Tilbage i starten af oktober lancerede den gigantiske søgemaskine sine to nye telefoner, Pixel og Pixel XL, som Google enerådigt har designet og udviklet.

Produktionen står HTC for, men på bestilling. Telefonen er alene Googles, og det er også, hvad der gør telefonen så interessant. Og nu har de amerikanske anmeldere, heriblandt vores kollegaer hos PCworld.com, haft telefonen til test. 

Så hvordan lyder dommen over Pixel og Pixel XL? Den er klar og tydelig: Anmelderne er vilde med dem.

Ikke bare en Nexus-telefon

Google har tidligere været med i udviklingen af smartphones med sin nu afsluttede Nexus-serie. Her samarbejdede Google og diverse smartphoneproducenter om at bygge en telefon, hvor Google stod for software, mens smartphone-producenter som Huawei og LG stod for hardwaren.

Det har resulteret i mange gode smartphones igennem tiden, men der var altid et eller andet, der manglede. Ofte på grund af forskellige designønsker hos henholdsvis Google og producenten. 

Pixel og Pixel Xl er ikke en ny Nexus-telefon. Google har selv stået for al udvikling og har kunne finpudse og tune software og hardware i et forsøg på at skabe en bedre Androidtelefon end andre.

"Resultatet er en telefon, der ikke er "ren" Android - den er ærlig talt bedre end det," skriver Pcworlds Jason Cross i sin anmeldelse.

Gode materialer
Nexus-telefoner var tidligere telefoner til en fordelagtig pris, men ofte i plast-materialer. (Nexus 6P er en undtagelse), men Pixel-telefonerne er i højere grad rettet direkte mod LG og Samsungs mest luksuriøse telefoner.

"En Nexus-fan der vil have en telefon med en fordelagtig pris og god hardware, må søge et andet sted hen. Pixel er et stykke premiumkød. Der er masser af gode telefoner i 300-400 dollars-segmentet, og Google bruger i stedet kræfterne på at presse premium-markedet væk fra bloatware og manglende opdateringer," skriver Jason Cross.

Telefonen er bygget i aluminium med en glasplade på bagsiden, hvor en fingeraftrykskanner også er placeret, som vi kender det fra Huaweis og LG's telefoner. Desuden påpeger alle anmeldere, at telefonen har et lidt kedeligt, uinspirerende design, der i høj grad ligner en iPhone.

Til gengæld har telefonen ikke nogen kamerabule som både iPhonen og Samsungs S7, men Pixel-telefonerne er også tykkere end begge konkurrenters telefoner.

Pixel og Pixel XL er heller ikke vandtætte som mange andre toptelefoner ellers er i dag.

Og der er selvfølgelig en minijack-port til dit headset.

Lynhurtig, men ikke på grund af hardwaren


Begge telefoner er udstyret med samme hardware (Pixel XL har en lidt skarpere skærm) og mest interessant en Snapdragon 821-processor, der er en anelse hurtigere end 820-processoren, der sidder i næsten alle de bedste Android-telefoner fra 2016.

Det er dog Googles software, der gør telefonen lyn-hurtig. For endelig har Google adgang til at optimere alt i Android til den tilhørende software, samt at telefonen kommer uden overflødig software (ud over Googles egne apps) eller tunge, grafiske overflader.

Det er ellers kutyme hos Huawei, Samsung, LG, HTC, Sony og alle de andre, at "forbedre" Android med unikke grafiske overflader, der ofte bliver beskyldt for at gøre telefonen langsom.

"Intet, og jeg mener virkelig intet, har under vores test formået at få Pixel eller Pixel XL til at bukke bare det mindste under. Jo den blev da lidt varm fra tid til tid, men vi har ingen kritik til telefonens performance, skriver Engadgets Chris Venazco.

Også både The Verge og Pcworld roser telefonen for sin hurtighed i forbindelse med animationer og overgange fra app til app.

Et super kamera

Et af de største kritikpunkter ved de gamle Nexus-telefoner var telefonernes altid middelmådige kameraer.

Sådan er det ikke med Pixel, hvis man skal tro på anmelderne. Både The Verge og PCWorld placerer kameraet i den absolutte top sammen med Samsung S7 og iPhone 7, hvor Pixels kamera har en bedre evne til at fange detaljer i stærkt belyste områder, men når ikke helt op på niveau med iPhone 7 og S7 fra Samsung i sene aftentimer.

Du kan se flere billeder og videoer hos Computerworlds amerikanske søster-site PCWorld.com

Google Assistent


Googles Android på Pixel-telefonerne er lidt anderledes end den helt "rene" Android og er bygget op omkring Google Assistent. En digital assistent, der er en direkte konkurrent til Siri, Cortana og Amazons Alexa.

Den imponerer og husker, hvad du spurgte om før, så samtalen ikke bliver så staccato og opremsende. 

Det er dog ikke perfekt, men eftersom det er software, forventer alle anmelderne, at det kun bliver bedre med tiden.

Konklusion: Samsung pas på
Den fælles konklusion er, at Pixel og Pixel XL er et par fremragende telefoner med få mangler, til en skyhøj pris, der starter på 769 dollars - 5.200 kroner før dansk moms for Pixel XL 32GB.

"Det her er ikke bare et godt første forsøg på en smartphone: De er begge fabelagtige telefoner, punktum. Alle andre Android-producenter burde være en smule bekymrede," skriver Chris Velazco fra Engadget.

"Du får mange flere funktioner og features i telefoner som Samsungs Galaxy S7, men de andre premium-telefoner kommer også med en række kompromisser, som du ikke finder i Pixel: kluntede brugerflader, irriterende bloatware, langsomme eller sjældne opdateringer eller manglende minijack-porte," skriver Jason Cross.

De fleste anmeldere peger på, fordelene ved Pixel er et super kamera, god software og ikke mindst Google Assistant.

Omvendt trækker det kedelige design ned, der ikke er vandtæt, og at prisen er høj, selv for et produkt i toppen af poppen.

Der er stadig ingen udsigt til, at Pixel kommer til Danmark. Så hvis du er interesseret, kan du købte Pixel eller Pixel XL i Storbritannien.

Læs også: Google har for første gang bygget sin egen telefon - se den her