Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Jeg har fået rigtigt mange positive tilkendegivelser efter publiceringen af Den Store Afsløring forleden i Computerworld (som du kan læse her: Mogens Nørgaard: Jydernes hævn)
Mest fra de (med rette) stolte jyder. De har også gået rundt med hemmeligheden længe.
Jeg er også blevet gjort bekendt med yderligere to JST'er (Jyske Strategiske Tiltag), som er et direkte resultat af den enestående mulighed, som coronakrisen repræsenterer for jyderne.
Magtens Centrum tilbage til Jelling, masser af motorveje til facilitering af den sydvendte invasion af resten af Europa, osv osv...det kræver altsammen langtidsplanlægning og brutal eksekvering, når mulighederne pludselig byder sig til.
De er overalt
Jyderne er overalt, og som vi alle ved, så lærer de fleste ret hurtigt at tale "københavnsk" herovre for at blende ind.
Læg dog mærke til, at så snart de taler med familie og venner i Jylland, så skifter de til deres gamle, glemte dialekter, der minder om det sprog, som The Navajo Code Talkers benyttede i Stillehavskrigen.
Japanerne havde ikke en chance for at forstå dem, selv om de lyttede med hele tiden - måske fordi Navajo, ifølge legenden, ikke havde en formel grammatik?
Tilbage til de to nye corona-bonus-JST'er:
JST nummer 4:
Regningsbetalingsforsinkelse: Jeg troede - ligesom alle I andre - på de jyske Regerings-DJØF-MF'ere, da de "henstillede" til vore offentlige dimser, at de skulle betale deres regninger i en fart, så leverandørerne kunne holde sig i live.
Haha. Tænk over det: Hvad ville jyderne få ud af det?!
JST nummer 5:
Hjælpepakkepengeoverførsler: En ting, som jeg roste vores Jyske Regering (Mette Frederiksen er for eksempel opstillet i Aalborg), og de øvrige partier, for, var den hurtige vedtagelse af hjælpepakker til de små, mellemstore og meget små.
Igen: Hvad i alverden skulle jyderne få ud af dét?! What's in it for them?
Hævnen bliver langvarig
Jydernes Hævn bliver sej, langvarig og pinsom:
Som Jens Heyn påpegede forleden på LinkedIn har vi nu:
- et A-hold (offentligt ansatte - fuld løn, jobgaranti),
- et B-hold (de 9,375 procent af de privatansatte, der har overenskomst med et kartel - 30K garanteret om måneden) og
- et C-hold (selvstændige - 23K om måneden, hvis de ellers blev overført til dem - nogle af mine venner har intet hørt siden de ansøgte for over en måned siden ).
Man fornemmer, hvor Socialdemokratiet traditionelt trækker deres stemmer fra, når man kigger på de tre hold - og hvor der er flest jyder. Tilfældighed? Næppe.
Vi må bare indrømme det! Jyden er fan'me stærk og sej. Respekt.
Vi skal alle være som jyderne
Bare det, at de kan beordre os "københavnere" til at opføre os ligesom jyderne altid opfører sig (social afstand, ingen krammere, tavshed, holde sig hjemme, være lykkelige med en trailer på genbrugspladsen) og tilmed udstede bøder, hvis de ikke er tilfredse med måden, der ventes på en bus på, er ganske simpelt genialt.
PS: Da Finanskrisen ramte os i 2008 udstedte David Cameron i UK et dekret om, at offentlige dimser skulle betale små og mellemstore leverandører indenfor 20 dage - ellers blev bossen smidt for løverne.
Det virkede. Alle fik pludelig deres penge inden der var gået 20 dage - noget, der hidtil overhovedet ikke havde været muligt, naturligvis.
Jeg synes personligt SFL (Smides For Løverne) er et godt bud på en nyttig KPI i krisetider.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.