Artikel top billede

(Foto: Photo by rupixen on Unsplash)

FDIH's medlemmer siger ja til blive opslugt af Dansk Erhverv - skifter navn til 'Dansk Erhverv Digital Handel'

Mere end 23 år efter grundlæggelsen bliver FDIH opslugt af den langt større interesse-organisation Dansk Erhverv og skifter navn.

FDIH - Foreningen for Dansk Internethandel - slår sig sammen med den langt større interesse-organisation Dansk Erhverv.

Fusionen kommer til at betyde, at FDIH - der har omkring 1.000 medlemsvirksomheder - forsvinder som selvstændig forening - mere end 23 år efter grundlæggelsen..

De to parter har i et stykke tid drøftet muligheden for sammenlægning, og den bliver nu en realitet, fordi FDIH’s medlemsvirksomheder i en afstemning har sagt ja til at lade foreningen blive en del af Dansk Erhverv.

Med fusionen forsvinder FDIH helt som selvstændig organisation. Istedet skal det nu markedsføres under det nye navn Dansk Erhverv Digital Handel.

Det sker efter, at FDIH’s bestyrelse i august enstemmigt anbefalede en fusion.

Dansk Erhverv har med tidligere topminister Brian Mikkelsen som direktør længe bejlet til FDIH, som Dansk Erhverv har ønsket ind under sit eget banner fremfor at operere som selvstændig interesse-organisation.

Samarbejdet har da også været tæt i mange år. Eksempelvis har FDIH i mere end 15 år haft kontor i Børsen-bygningen i København, hvor også Dansk Erhverv holder til.

”Jeg er superglad for, at fusionen nu er gået igennem. Vi samler de absolut stærkeste kræfter inden for onlinehandel ét sted, og det vil i dén grad styrke Dansk Erhverv,” lyder det fra Brian Mikkelsen.

FDIH-direktør Niels Ralund har tidligere fortalt, at det i de senere år er blevet tydeligt, at FDIH mangler muskler til at håndtere de helt store sager, der vedrører den voksende e-handel i en tid, hvor en del lovgivning blandt andet udspringer fra EU, og der er stigende fokus på vilkår og lignende for e-butikkerne.

Desuden er mange af FDIH’s medlemmer blevet så store, at de er begyndt at have behov for rådgivning inden for problemstillinger med eksempelvis HR og overenskomster, hvor FDIH ikke har nogen ekspertise.

Niels Ralund får nu titel som e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, der har omkring 16.000 medlemsvirksomheder.

Læs også: FDIH på vej til at fusionere med Dansk Erhverv - vil skifte navn til 'Dansk Erhverv Digital Handel'