Artikel top billede

(Foto: Deutsche Telekom AG /)

Den danske Capgemini-profil Klaus Koefoed får topstilling i tyske T-Systems

Konsulent-topprofilen Klaus Koefoed bliver nordeuropæisk administrerende direktør i en Deutsche Telekoms toneangivende datterselskaber.

Den nordiske topprofil Klaus Koefoed overtager ansvaret som administrerende direktør i telegiganten Deutsche Telekoms it-infrastruktur-virksomhed.

Han fratræder sin stilling som vicepræsident for Cloud Strategi og Transformation hos Capgemini for at overtage styringen hos T-systems i Nordeuropa.

Med sig tager han 20 års erfaring fra it-service- samt konsulent-branchen, med virksomheder som Capgemni, Deloitte og Accenture på cv’et.

Hos Deutsche Telekom bliver opgaven ifølge Klaus Koefoed at tilgodese digitale transformationer i de nordiske, irske og britiske markeder.

”T-Systems repræsenterer et stærkt kundefokus og omfattende leveranceevner med et unikt fokus på at skabe langvarig forretningsværdi gennem tætte strategiske relationer”, meddeler han.

Tyske T-systems opererer i mere end 20 lande og beskæftiger mere end 27.000 medarbejdere.

Selskabet leverer digitaliseringsydelser til mere end 100 Fortune 500-virksomheder, heriblandt nøgleaktører i den tyske bilindustri, med kunder som Mercedes-Benz, Audi og Volkswagen i porteføljen.

Intern rokade

Klaus Koefoed afløser en anden dansk topprofil Jesper Kryhlmand, som siden 1. april 2023 har været SVP i Complex Deal Management hos T-systems.

Rokaden er en del af en omkalfatring af T-systems nordeuropæiske region, hvor de nordiske, irske og britiske organisationer sammenlægges.

”Vi har gennemført en komplet transformation af den Nordeuropæiske region, inkl. integrering af den nordiske og britiske organisation, over de seneste år og er således klar til at vækste,” siger Björn Weidenmüller, SVP International Business, T-Systems, som samtidig hilser Klaus Koefoed velkommen.

”Jeg har tiltro til, at Klaus har de rette egenskaber og erfaring til at fortsætte vores rejse ind i næste fase og bygge en velstående fremtid sammen med teamet.”