Artikel top billede

TikToks datacenter i Norge. (Foto: Green Mountain)

Europa skal bruge 3000 nye datacentre: Men manglen på materialer og arbejdskraft gør det svært for byggefirmaerne at følge med

Som tiden går, vil efterspørgslen på datacentre kun blive større, mens udbuddet vil halte længere og længere efter, hvis ikke materiale- og arbejdskraftsproblemerne bliver løst.

Den stigende efterspørgsel på cloud-løsninger kalder på flere datacentre i Europa - men manglen på materialer og arbejdskraft, gør det stort set umuligt for byggefirmaerne at bygge nye datacentre hurtigt nok.

Det skriver mediet The Register baseret på en rapport fra Aggreko, der er global leverandør af strømgeneratorer med hovedsæde i Skotland.

Aggreko anslår, at der er behov for 3000 nye datacentre i Europa inden 2025. Men en række barriere står i vejen for, at faciliteterne kan bygges hurtigt nok.

Disse barrierer indbefatter blandt andet, at firmaerne, der skal bygge datacentrene, oplever mangel på tunge maskiner på grund af stor efterspørgsel fra konkurrerende industrier.

Desuden er der mangel på kvalificeret arbejdskraft og råmaterialer samtidig med, at der mangler tilslutning til elnettet på mange de ønskede lokationer for datacentrene.

Rapporten nævner også, at datacentrene kan blive yderligere forsinkede på grund nye bæredygtighedskrav til bl.a. kulstofindhold i bygninger, som byggefirmaerne skal dokumentere.

Derudover nævnes lokalsamfundenes modstand mod udviklingen af datacentre, der kan føre til juridiske tvister, hvilket kan sætte byggerier på ubestemt tid, som man har set eksempler på i Norge og Sverige.

Flere forsinkelser på vej

Danmark er ikke nævnt i rapporten fra Aggreko, men det fremgår, at Storbritannien, Irland, Holland og Sverige typisk oplever forsinkelser med datacenterprojekter på op til to måneder.

I Frankrig og Norge er projekterne typisk forsinket i nogle uger.

Manglen på datacentre er dog et problem, der kun bliver værre og værre. For som tiden går, vil efterspørgslen kun blive større, mens udbuddet vil halte længere og længere efter, hvis ikke materiale- og arbejdskraftsproblemerne bliver løst.

For at afbøde forsinkelser foreslår Aggreko overgangsløsninger som eksempelvis at oprette midlertidige datahaller på byggepladserne.

Det kan give ejerne af datacentrene mulighed for at sætte udstyret i drift samtidig med, at byggeriet fortsætter, hvilket vil minimere den tid, det tager at få servere online og den færdiggøre den endelige struktur, når bygningerne står færdige.

Hvis du vil nørde dig længere ned i tallene om materialemangel, kan du læse Aggrekos samlede rapport her.