Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Opdatering lukker NemLog-in her til morgen / Ny browserudvidelse skal forhindre phishing ved hjælp af AI / Dansk Erhverv opfordrer til en mere ambitiøs AI-satsning

Opdatering lukker NemLog-in her til morgen / Ny browserudvidelse skal forhindre phishing ved hjælp af AI / Dansk Erhverv opfordrer til en mere ambitiøs AI-satsning

Godmorgen venner!

Velkommen til dagens Computerworlds morgen-briefing.

Det er onsdag, og datoen siger 13. september.

Denne morgen er det endnu engang Qëndrim Fazliu, der er positioneret ved tastaturet og klar til at bringe dagens første it- og technyheder fra ind- og udland.

Tag en tår kaffe, læn dig tilbage og lad os komme i gang.

Opdatering lukker NemLog-in her til morgen

Det er onsdag morgen ikke muligt at bruge nogen af NemLog-ins komponenter fra klokken 06:00 til klokken 08:00 onsdag morgen.

Det skyldes en databaseopdatering angående NemLog-ins fremtidige release.

Det fremgår af servicemeddelelse på Digitaliser.dk.

Derfor skal man vente til efter klokken 08:00, hvis man vil benytte log ind eller signering.

Onsdag d. 13/9 2023 kl 06:00-08:00.

Ny browserudvidelse skal forhindre phishing ved hjælp af AI

Cybersikkerhedsfirmaet NordVPN har lanceret selskabets første eksperimentelle projekt, hvor en AI-dreven browserudvidelse skal hjælpe brugerne med at opdage phishingmails og beskytte dem mod cyberkriminalitet.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Værktøjet, der er baseret på den store sprogmodel-teknologi, der bruges af ChatGPT, skal advarer brugerne om, hvor sandsynligt det er, at den e-mail, de har modtaget, er et phishingforsøg.

Det vil også blive påpeget, hvilke aspekter af e-mailen, der påvirkede evalueringsresultaterne, og forklare, hvilke tegn man skal være opmærksom på.

Det nye værktøj er allerede tilgængeligt for Gmail-brugere via Google Chrome, mens selskabet kommer til at udvide til flere platforme inden for den nærmeste fremtid.

Dansk Erhverv opfordrer til en mere ambitiøs AI-satsning

Dansk Erhverv opfordrer regeringen til en ny, ambitiøs og ansvarlig AI-satsning, hvis Danmarks konkurrenceevne ikke skal svækkes, når det kommer til kunstig intelligens.

Derfor foreslår den store erhvervs- og arbejdsgiverorganisation det, den kalder for "en langt mere ambitiøs dansk indsats", der tager udgangspunkt i syv elementer.

De kræver blandt andet forbedrede muligheder for investeringer i AI og en målrettet indsats for at fastholde og assistere danske AI-virksomheder.

Samtidig lyder det, at der er behov for en særlig indsats for tiltrækning og udvikling af it-kompetencer og stærkere kobling mellem forskning og kommercialisering.

Dansk Erhverv mener også, at der skal sikres bedre adgang til offentlige data og mere deling af data, så danske virksomheder bedre kan udnytte tilgængelige data til at træne og udvikle AI-systemer.

Der kaldes også på et teknologi-drevet opgør med det, erhvervsorganisationen kalder for 'unødvendigt bureaukrati'.

Samtidig skal man fra lovgiveres side have fokus på, hvordan digitale værktøjer kan demokratisere og inkludere borgere, der tidligere har været udfordret af digitaliseringen eller på andre måder marginaliseret.

Slutteligt efterspørger Dansk Erhverv en mere offensiv tilgang til international digital regulering især i EU, der sikrer gode konkurrencevilkår for danske virksomheder.

Merkle og Agillic indgår partnerskab

CX-virksomheden fra Merkle og markedsføringsplatformen Agillic har indgået et partnerskab, der har til formål at fremskynde marketing automation for virksomheder.

Det oplyser Merkle i en pressemeddelelse.

Samarbejdet sigter især mod CMO'er i data-drevne mellemstore virksomheder og skal medvirke til at give hurtigere resultater, lyder det.

Partnerskabet vil hjælpe med at imødekomme behovene i SMV-markedet og udvide CX-tjenester.

Partnerskabet betyder, at Agillic kommer til at levere software, mens Merkle står for rådgivning og levering.