Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Google Pixel 8 Pro satser på at være smartere end de andre. Her er baggrundsbilledet genereret af kunstig intelligens. (Foto: Niels de Boissezon)

Test af Google Pixel 8 Pro – gør den kunstige intelligens overhovedet en forskel i en mobil?

Google Pixel 8 Pro er ikke bare en mobiltelefon ifølge selskabet - det er den hardware, som mange af selskabets AI-satsninger skal afvikles på.

Efter at have overset det danske marked i nogle år er Google for alvor tilbage. Nu tilbyder selskabet mobiltelefoner i tre prisniveauer, en tablet og som noget nyt, et smartwatch.

Øverst i mobilhierarkiet er Pixel 8 Pro, som skal løfte arven fra sidste års vellykkede Pixel 7 Pro.

De vanlige greb som forbedret hardware og nye egenskaber er som altid til stede her – men som noget nyt vil Google dope sin nye mobilstjerne med masser af kunstig intelligens.

Solidt mobil-håndværk

Det er ikke til at se på telefonen, at der skulle være noget synderligt snedigt over den.

Ligesom sin forgænger byder den på solidt mobilhåndværk med en nydelig ramme i børstet metal og en glasbagside med en mat finish.

Sidstnævnte glider lidt mindre i hænderne på en, hvilket sikrer et godt greb om telefonen, som alligevel vejer en del med sine 213 gram.

Volumen- og power-knapper er også velplacerede, så de altid er indenfor tommeltottens aktionsradius.

Samtidig er selve kameraanordningen blevet bedre integreret i designet, så de tre kameramoduler bagpå indgår i en fælles kamerabjælke.

Fingeraftrykslæseren er fortsat bygget ind i skærmen og er som altid et effektivt alternativ til en oplåsningskode, som i øvrigt nu skal være på seks cifre. Et lille tip til fingeraftrykslæsere er dog, at aktivere ’always-on’ skærmen, så der ikke skal swypes op, før denne toner frem.

Den enkleste måde at oplåse telefonen er dog med ansigtsgenkendelse, som Google nu lover er blevet maskintrænet til at være så sikker (såkaldt Class 3 biometric), at den kan bruges i stedet for fingeraftrykslæseren, for eksempel til mobilbetaling med Google Pay.

Selve salgsæsken byder på det obligatoriske USB-C kabel samt en USB-A til USB-C adapter, som kan være handy, hvis man skal overføre dat fra en ældre mobil.

Funklende skærm

Skærmen på Pixel 8 Pro strækker sig over flotte 6,7 tommer og er nu endnu mere lysstærk og klar end hidtil.

Displayet kan funkle med op til vilde 2.400 nits – hvilket gør den yderst anvendelig, selv under en eventuel højfjeldssol.

Frekvensen kan svinge mellem en og 120 Hz alt efter behov, så alt afvikles gnidningsfrit, mens der ikke forbruges mere strøm end nødvendigt.

De indbyggede højttalere er også velspillende størrelser, der formår at spille relativt pænt, til trods for de trods alt kun er mobilhøjttalere.

Tvivlsomt termometer

Som noget helt unikt, har Google valgt at indbygge et trådløst termometer, der skulle være i stand til at måle temperaturer fra minus 20 til plus 150 grader. Målenøjagtigheden skulle være omkring en grad ifølge Google.

Sensoren viser sig at kunne måle relativt træfsikkert, så længe man holder sensoren en håndfuld centimeter fra det man vil undersøge temperaturen på.

Det er dog lykkes mig at forvirre sensoren mere end hvad godt er med visse genstande – eksempelvis min blanke elkedel, hvor værdierne svingede vildt mellem 16 og 89 grader, mens den kogte noget vand.

Den synes altså let at blive snydt af visse materialer og overflader.

AI-maskineri

Inde i Googles nye Pixel-telefoner finder man tredje generation af selskabets egenudviklede ’Tensor’-chips, hvori selskabet har kræset om særligt det ombordværende neurale netværk, da det skal drive flere af de særlige AI-funktioner, mobilen byder på.

I farten synes den almindelige ydelse dog at sakke lidt agterud i forhold til konkurrenterne.

Målt på benchmarks er Pixel 8 Pro 10 til 20 procent sløvere end de nyeste Android-telefoner som Samsung Galaxy S23 og OnePlus 11, mens iPhone 15 Pro er et par ligaer over med sin avancerede 3nm A17 Pro chip.

Er man lidt konspiratorisk anlagt kunne man fabulere, at det er derfor, at der på flere af de af Google udleverede testenhederne ikke kan afvikles benchmarks.

Der skal i hvertfald nogle krumspring til, at få test-resultater ud af telefonerne.

Man kan heller ikke trøste sig med, at den lavere ydelse vil resultere i mindre varmeudledning, da den nye mobil også har en vis tendens til at blive varm under spil eller lignende tunge opgaver.

Nuvel, det er på ingen måde nogen sløv sag, men der er altså lidt hurtigere telefoner at få derude.

Pixel 8 Pro har dog den klare fordel, af at være først med det nyeste Android-styresystem fra Google selv de næste fire år – og her tilbyder selskabet tilmed hele syv år med sikkerhedsopdateringer. Så på den måde er telefonen fremtidssikret.

Batteriet er blevet en smule større, men det synes forbruget nu også at være, hvorfor den ikke virker til at holde længere end sin forgænger. Pixel 7 Pro gjorde dog i forvejen en rigtig god figur i denne disciplin, hvorfor man kan klemme op til to dages drift per opladning med lidt mådehold.

Kvikopladning eller rettere ’nogenlunde kvik’-opladning er understøttet, så der skal regnes med en god halv time, før mobilen er tanket halvt op. Det er set hurtigere hos de flest øvrige toptelefoner.

Kunstige muligheder

Google anvender sin AI-fokuseret processor til at smelte kunstig intelligens ind i flere af mobilens indbyggede apps og funktioner.

Det kan blandt andet anvendes til at få live-transkriberet video eller lyd på din telefon eller få et AI genereret baggrundsbillede til at pryde din telefon.

Udvalgte apps såsom Google Fotos får også nye AI-features såsom muligheden for at udplukke de rette ansigtsudtryk i en serie af gruppefotos, hvorefter du kan tilvælge den grimasse, der skal passe.

Her kan den kunstige intelligens også benyttes til helt at fjerne uønskede elementer såsom baggrundslyde fra din videoer eller objekter, slør eller billedstøj i dine fotos.

Dertil kommer et væld af snedige features til det amerikanske marked, som man kun kan håbe på finder vej til de danske Pixel-enheder. Her vil jeg eksempelvis gerne bede om muligheden for at få Google Assistant til læse og opsummere en hjemmeside i bulletpoints eller en digital call-screener, der giver telefonsælgere det glatte lag eller ringer til ens tandlæge og booke tid til en.

Kamera-opgradering

Googles har opgraderet alle tre kameraer bagpå. Det ultravidvinklede kamera har fået flere pixels så alle moduler byder på omkring 50 megapixels (fire gange så mange som før), mens både normal- og telemodul har fået nye, mere lysstærk optik.

Det skulle give bedre billeder både i mørke, og når der zoomes ind – særligt fordi den kunstige intelligens ombord, skulle være toptrænet til at fjerne støj og rystelser under fotografering og videooptagelser.

Og det er de skam også, om end standard-kameraet i den spritnye iPhone 15 Pro giver lidt mere detaljerede fotoresultater under de svære betingelser som nattefotos giver. Det er som om, at Pixel 8 Pro udvisker de allerfineste detaljer i sin iver efter at fjerne støj – med mindre overbevisende resultater til følge.

Telezoom’en er tilgengæld både effektiv og overraskende skarp, med sin reviderede optik, der leverer glimrende fotos, når der zoomes tæt på det, der er langt væk. Tendensen med at udviske de fineste detaljer til fordel for et overordnet skarpt indtryk genfindes dog her.

Smartere på sigt

afgørende områder som driftstiden og ydelsen.

Det der reelt skal sælge mobilen, er de unikke features såsom termometeret og den indbyggede kunstige intelligens. Førstnævnte er dog tvivlsom i brug, mens sidstnævnte er begrænset i sin anvendelse her i landet – i hvert fald på den korte bane.

I al den stund har Google øget prisen med over 20 procent i forhold til sidste års model – i en tid, hvor selv Apple har sænket priserne.

Man kan altså ikke længere kalde Google Pixel 8 Pro for et rigtig godt tilbud.