Artikel top billede

(Foto: Fotis Fotopoulos)

Australien ramt af cyberangreb hver sjette minut i 2023: Hackere fik adgang til lyd- og videooptagelser fra retten

Hackere havde adgang til video- og lydoptagelser fra højesteret, byretten og de retsmedicinske domstole i løbet af en syv uger lang periode.

Flere eksperter har været ude at sige, at cybertruslen mod Danmark lige nu er historisk høj.

Men på den anden side af jordkloden i Australien, blev cybertruslen for alvor en realitet i 2023, hvor landet var usædvanligt hårdt ramt af hackerangreb.

Ifølge en rapport fra Australiens regering blev landets kritiske infrastruktur, virksomheder og private hjem ramt af et hackerangreb hvert sjette minut i hele sidste år.

Og i går offentliggjorde den australske delstat Victoria, at hackere i perioden mellem 1. november og 21. december 2023 har haft adgang til delstatens retsdatabaser ved af bryde ind i det audiovisuelle teknologinetværk.

Video- og lydoptagelser af retsmøder i delstatens højesteret, byretten og de retsmedicinske domstole blev tilgået i løbet af den syv uger lange periode. Det tæller dog også en optagelse fra oktober fra børnedomstolen, som har strenge restriktioner for at beskytte mindreåriges identitet.

"Vi forstår, at dette vil være foruroligende for dem, der har været en del af en høring," siger administrerende direktør i Victorias domstolsservice, Louise Anderson, til The Guardian.

"Vi anerkender og undskylder for den bekymring, det kan medføre for folk."

Overfor Reuters siger hun, at hackernes adgang var begrænset til optagelser, der er gemt på netværket, og de har ikke haft adgang til andre retssystemer eller optegnelser, herunder medarbejder- eller økonomidata.

Delstaten har ikke afsløret, hvorvidt de er blevet mødt med krav om løsesum.

Flere internationale medier skriver, at en hackergruppe fra Rusland formentligt står bag angrebet.

I slutningen af sidste blev DP World Australia, en af landets største havneoperatører, ramt af et omfattende cyberangreb, der tvang havneoperatøreren til at indstille driften i tre dage.

I sidste uge blev også den australske bilforhandlergruppe Eagers Automotive, ramt at et angreb, der lukkede selskabets it-systemer.