Apple er de seneste dage kommet med en række ændringer for at leve op til EU’s lovpakke Digital Market Act (DMA).
Det er dog ikke alle aktører, der mener, at Apple reelt gør nok for at leve op til DMA, der er en lovpakke, som skal åbne op for konkurrencen på markedet.
Apple er blevet udpeget som en gatekeeper på markedet og skal derfor leve op til loven.
”I næsten fem år – 1.782 dage – har vi bedt EU-Kommissionen om at gribe ind over for Apple. I en verden, der værdsætter konkurrence og innovation, fandt vi det uacceptabelt at stå forbi og tillade gatekeepere som Apple at gå ukontrolleret,” lyder et fra Spotify i en meddelelse.
Spotifys ledelse var glade, da DMA blev til virkelighed, men nu er selskabet skuffet, og musikselskabet kalder Apples nye tiltag en ”komplet og total farce”.
Det sker, fordi Apple vil åbne op for alternativer til selskabets egen App Store og betalingsmetoder, men til gengæld er det kommet frem, at Apple planlægger en række nye gebyrer, hvis udviklere fr eksempel vælger deres egne betalingsløsninger i stedet for at gå igennem Apples løsninger.
”Et helt nyt gebyr på 0,50 cent Euro pr. download, hvert år, for evigt, til Apple for bare at tillade udviklere at eksistere på iOS – Dette er afpresning,” skriver Spotify og fortsætter:
”Med vores EU Apple-installationsbase på 100 millioner brugere, kan denne nye skat på downloads og opdateringer skyde vores kundeanskaffelsesomkostninger i vejret og potentielt øge dem tidoblet. Dette, da vi skal betale for hver installation eller opdatering af vores gratis eller betalte app, selv for dem, der ikke længere bruger tjenesten.”
Spotify mener slet ikke, at Apple ønsker at leve op til reglerne.
”Den eneste konklusion er: Apple tvinger udviklere til at forblive med status quo - Dette alternativ, der overhovedet ikke tilbyder noget alternativ, ophæver fuldstændig målet med DMA.”
Spotify mener, at EU-Kommissionen bør erklære, at Apple ikke lever op til reglerne med disse ændringer.
"Enhver udvikler kan vælge at forblive på de samme vilkår på plads i dag. Og under de nye vilkår ville mere end 99 porcent af udviklerne betale det samme eller mindre til Apple," lyder det fra Apple i et skriftligt svar ifølge Reuters.
EU-kommissær Thierry Breton har været ude med advarsler til Apple om, at DMA skal overholdes inden 7. marts.
"DMA vil åbne portene til internettet for konkurrence, så de digitale markeder er fair og åbne. Der sker allerede ændringer. Fra den 7. marts vil vi vurdere virksomhedernes forslag, med feedback fra tredjeparter," siger han til Reuters og fortsætter:
"Hvis de foreslåede løsninger ikke er gode nok, vil vi ikke tøve med at tage kraftige skridt."