Artikel top billede

(Foto: Raspberry Pi 5)

Raspberry Pi på vej mod børsnotering til flere milliarder kroner: Brugere er bekymrede

Selskabet bag den udbredte mikro-pc Raspberry Pi vil børsnoteres. Forventet værdi: 3,5 milliarder kroner.

Selskabet bag den udbredte og prisbillige mikro-pc Raspberry Pi er på vej mod børsnotering, som ventes at prisfastsætte selskabet til mere end 3,5 milliarder kroner.

Selskabet vil noteres på fondsbørsen i London, og selskabet har allerede hyret rådgivere og finansielle konsulenter til at bane vejen for den kommende notering.

Raspberry Pi har i efterhånden mange år været særdeles populær blandt it-interesserede privatbrugere, som på grund af de meget lave priser for de små og simple enheder har haft mulighed for at eksperimentere med hjemmebyggede apparater og opsætninger.

De billigste Raspberry Pi-modeller som eksempelvis Raspberry Pi Pico har kostet under 25 kroner, mens de større modeller koster nogle få hundrede kroner.

Den nyeste model, Raspberry Pi 5 med otte gb ram, koster omkring 700 kroner.

Planerne om børsnotering har omgående skabt uro og bekymring om, hvorvidt selskabet pønser på at hæve priserne for sine ret unikke, simple mikro-pc’er i et måske kommende forsøg på at fremme aktiekursens udvikling.

Raspberry Pi udspringer af undervisnings-miljøet og er skabt under Raspberry Pi Foundation.

På diskussions-sidder som Reddit og Hacker News er debatten i fuld gang.

Her gives der blandt andet udtryk for bekymring om, hvorvidt Raspberry Pis historiske fokus på billige løsninger til små virksomheder nu vil ændre sig med større fokus på de store og rigere virksomheder.

Men nej, siger Raspberry Pis administrerende direktør, Eben Upton, til britiske Arstechnica.

Han erkender, at det er ‘helt forståeligt,’ at Raspberry Pi-fansene er bekymrede over udviklingen.

“Men jeg forventer ikke, at folk kommer til at opleve nogen forandring i den måde, som vi gør tingene på, så længe jer er involveret i køre butikken,” siger han.

Tidligere har både Sony investeret i Raspberry Pi, mens ARM kom til som investor i november 2023.