Velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld. Dit hurtige morgen-fix fra it-fronten er igen i dag udvalgt og sammensat af Dan Jensen.
Trifork overtager Marstrand Innovation
Trifork overtager alle aktiviteter i den lille Holte-virksomhed Marstrand Innovation, der står bag planlægningsplatformen MPI.
Det står for Marstrand Planning Intelligence, og løsningenen anvendes ifølge Trifork til ‘ optimering og eksekvering af styringsopgaver i større private og offentlige virksomheder.’
Marstrand Innovation er stiftet af Nils Marstrand for mere end 20 år siden, og han sælger som led i et generationsskifte, meddeler parterne.
”Det har været mig magtpåliggende at finde en løsning, som både kunder og medarbejdere ville blive glade for, og ikke mindst at finde de bedste udviklings- og vækstbetingelser for mit livsværk MPI. Jeg er sikker på at alle tre ønsker er gået i opfyldelse i aIalen med Trifork”, lyder det fra Nils Marstrand.
Marstrand Innovation har haft underskud både drift og bundlinie i de seneste par år.
Datatilsynet dropper sag mod Aarhus Kommune
Datatilsynet dropper at rejse tilsynssag mod Aarhus Kommune om kommunens oprettelse af et såkaldt reference-register.
Datatilsynet meddeler, at det tog sagen op efter, at det i pressen kunne læse, at Aarhus Kommune ville oprette et register med oplysninger om ‘registrerede forseelser som vold og trusler.’
Aarhus Kommune har siden besvaret en række spørgsmål fra Datatilsynet, som nu konkluderer, at “der ikke på det foreliggende grundlag var anledning til at rejse en tilsynssag.’
Du kan læse mere om afgørelsen hos Datatilsynet her.
Helsingfors stadig i gang med at efterforske kæmpehack
Finske Helsingfors er fortsat i gang med at forsøge at opklare, hvordan byen kunne blive hacket, og bystyret har netop holdt stort informationsmøde.
Det store hack blev opdaget 30. april, hvor hackere fik adgang til millioner af dokumenter, der blandt andet har indeholdt brugernavne, mailadresser og lignende på samtlige offentligt ansatte i byen samt mange studerende og elever.
Hackerne kan også have fået adgang til følsomme data fra de lokale skoler, herunder lægeerklæringer, sygefravær og lignende.
I alt er mere end 80.000 menneskers data lækket.
Sektorchef Satu Järvenkallas meddeler, at Helsingfors endnu ikke ‘med sikkerhed’ kan sige, hvilke data, der er blevet lækket, men at det står klart, at datalækket er ‘meget alvorligt.’
Du kan læse mere hos Helsingfors her.
Ulf Lund ny formand for TT Netværket
Efter Norlys’ opkøb af Telia Danmark bliver Norlys-direktør Ulf Lund nu indsat som bestyrelsesformand for TT Netværket, der er Telias og Telenors fælles masteselskab, som står for omkring 4.000 mastepositioner i Danmark.
Ulf Lund er til daglig direktør for Stakeholder Relations og Special Projects i Norlys og har stået i spidsen for overtagelsesprocessen af Telia Danmark. Han er uddannet advokat og har tidligere været direktør for blandt andet Boxer TV.
Telenor har tre bestyrelsesmedlemmer i TT Netværket, mens Norlys nu har to.
Bestyrelsen ser nu sådan ud:
Formand Ulf Lund (direktør for Stakeholder Relations og Special Projects i Norlys), næstformand Richard Stigaard (CTO i Telenor Norge), Lars Valsøe Bertelsen (direktør for forretningsudvikling i Norlys), Marianne Riise (chef for netværksudvikling i Telia Danmark), Thomas Nore (sikkerhedschef i Telenor Norge) og Jesper Kamp Andersen (direktør for Finance Services i Telenor Danmark).
IBM stor-hyrer i Irland
IBM vil ansætte op til 800 nye medarbejdere i Irland i en stor satsning på selskabets AI-teknologier.
Irland er hjemsted for en lang række af de store internationale tech-selskabers europæiske hovedkvarterer. De står samlet set for mere end hver 10. stilling på det hele det irske arbejdsmarked.
IBM beskæftiger allerede omkring 3.000 medarbejdere i landet.
De 800 ny-oprettede stillinger kommer til at fokusere på udvikling, research, digital salg og konsulent-virksomhed, lyder det.