Artikel top billede

Microsofts mål: Vi vælter Google om to år

Trods en elendig start i kampen om herredømmet over internettet, er slaget ikke slut for Microsoft. Om to år er Google væltet, lyder det fra selskabet, hvis hemmelige våben er en massiv integration mellem de mange tjenester.

Redmond, USA: En langsom begyndelse betyder ikke, at man er ude af løbet.

Sådan lyder det fra Microsoft, efter det er begyndt at stå klart for alle, at selskabets store satsning på internettet med fællesbetegnelsen Windows Live ikke har levet op til de planer, som Microsoft lagde sidste år.

Dengang var det klare mål, at Microsoft ville presse især Google og Yahoo væk fra de områder af internettet, hvor de mange penge ligger. Og gerne hurtigt.

Men sådan er det ikke gået.

Trods søsætningen af Microsofts Windows Live-satsning i oktober 2005 og et stålsat fokus på at hente penge hjem, har ærkerivalen Google i det seneste år ligefrem vundet markedsandele, når det handler om at hente omsætnings-kroner på søge-resultater på nettet.

Samtidig er Microsoft og Yahoo gået tilbage.

En nylig opgørelse fra analysehuset UBS viser således, at Googles markedsandel er vokset til 65 procent, mens Microsoft sidder på sølle otte procent af markedet.

Der er med andre ord rigtig lang vej op til Googles markante andel. Og det er der en grund til, mener man fortrøstningsfuldt hos Microsoft.

Fundamentet er klart

”Vi har jo brugt tiden på at komme i position til at udfordre Google. Vi er begyndt fra bar bund, mens Google har mange år på bagen, og først nu er vores produkter ved at være klar til konkurrencen. Nu skal vi til at eksekvere,” siger Adam Sohn, talsmand for Microsoft.

Produkterne, som skal tage kampen op med især Google, men også Yahoo, AOL og andre, er en bred vifte af tjenester, der alle er stemplet med Live-mærkatet.

De tæller blandt andet en kort-tjeneste, avancerede og personificerede søge-funktioner på live.com, videotjenesten Soapbox og en stribe andre tjenester.

Microsofts kort-tjeneste er - med dens avancerede søgemuligheder, trafik-oplysninger og grafiske funktionaliteter - tydeligtvis inspireret af Google Earth, søgemaskinen Live.com tager også afsæt i Google, mens eksempelvis videositet Soapbox er inspireret af YouTube.

Skal være med i første linie

Ambitions-niveauet er højt, selv om tjenesterne fortsat er langt fra at kunne udfordre de markedsledende produkter.

”Vi må jo sige, at Google fortsat har den bedste søgemaskine. Men sådan vil det ikke blive ved med at være. Fundamentet er klart, og Microsoft er stålsat på at vinde markedet,” siger Adam Sohn,

Man kan måske sige, at verdens mest magtfulde softwareselskab kopierer på livet løs.

Men det er Microsoft ligeglad med, for det handler alt sammen om at være med helt fremme i forreste del af skibet, hvor de mange penge er.

For Microsoft handler Live-satsningen i høj grad om ikke at blive distanceret, som selskabet blev med især musikafspilleren Zune, som – måske på grund af den sene start - langt fra har været i stand til at udfordre Apples iPod.

Det gælder med andre ord om at komme hurtigere ud af starthullerne og rykke, så snart de første krusninger tegner sig i vandet. For Microsoft vil kunne det, som alle de andre kan.

”Vi havde lavet Zune tidligere, hvis vi havde kunnet forudse iPod'ens succes. Det tog missede vi totalt, mens vi efterhånden er kommet på omgangshøjde med Sony på spilkonsol-området, hvor vi ellers også var bagefter,” siger Jens Moberg, corporate vice president i Microsoft.

Integration skal feje alle af banen

Microsofts hemmelige våben er integration.

Alle de mange tjenester skal kobles sammen til et stort univers, hvor tilbud, søgeresultater, messenger, mail, blogs, markeds-plads-info, annoncer, landkort, video og mange andre ting bliver integreret i enkle og personificerede brugerflader på tværs af de enkelte platforme.

Drivakslen, der skal bringe det hele fremad, skal være søgninger.

"Vi befinder os fortsat på et tidligt stadie i søge-funktionernes udvikling. I dag er søgning jo mest tekstbaseret, men vi arbejder på i høj grad at integrere video, billeder og lyd," lyder det fra Steve Berkowitz, corporate vice president i Microsoft og øverste chef for selskabets net-satsning.

For eksempel er det ideen, at man ved at søge på en bil på Live.com skal få tilbudt både billeder, anmeldelser og annoncer.

En stribe tilbud

Klikker man på en annonce eller et billede, skal Microsofts kommende korttjeneste vise både kort og foto af, hvor forhandlerens butik ligger, ligesom den skal kunne vise aktuelle trafik-informationer, anmeldelser, konkurrenternes tilbud, e-mailadresse og en hel masse andre ting.

Det er desuden planen, at Microsoft vil tilbyde en avanceret 3D-grafik af verdens store byer, som en bruger kan flyve ned igennem ved hjælp af eksempelvis styrehåndtaget til en Xbox-spilkonsol.

Indtil videre er Microsoft klar med 3D-grafikker af 17 amerikanske storbyer, mens flere er på vej.

Ideen er med andre ord, at integrationen skal sørge for, at en bruger slet ikke overvejer at klikke over på andre udbyderes hjemmesider for at finde vej, finde tilbud eller finde telefonnumre. Alt skal findes i Microsoft-universet.

Vil være størst om to år

Det kan ingen andre hamle op med, mener Microsoft, der da også har stærke kort på hånden med ikke mindst de flere hundrede millioner personer, der hver dag bruger MSN, Hotmail og Messenger.

”Microsoft vil blive ved med at presse på igen og igen og igen på dette område. Med bedre applikationer vil folk også komme til os, og målet er, at vi om to år er størst på søgemarkedet, hvor der nok kun vil være et par store spillere tilbage,” siger Adam Sohn.

Corporate vice president Jens Moberg peger på, at det for Microsoft handler om altid at være med i første linie.

Derfor er ambitionen klar.

”Vi skal være nummer et på de områder, som vi går ind på. Eller i hvert fald mindst nummer to. For man kan ikke tjene penge, hvis man kommer længere ned, og gør vi det, skal vi overveje at gå helt ud,” siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere