Finansieringen af regeringens skattelettelser går blandt andet gennem øgede afgifter på elektricitet.
Det rammer i høj grad it-virksomheder med server-rum og andet it-udstyr.
"Det er helt fint," lyder det fra sekretariatschef Goran Wilke fra Elsparefonden.
Han forudser, at de øgede energiomkostninger vil få flere virksomheder til at tænke sig om og gå efter de mest miljøvenlige it-produkter.
"Husk på, at alt det vi har sparet på el de sidste 10 år, er blevet slugt op af indkøb af nyt it-udstyr, så der er behov for mere grøn it," siger han.
Goran Wilke fortæller, at man godt kan glemme alt om den tid, hvor el-afgiften var lav.
"Det er en god tendens, og virksomhederne behøver jo ikke betale mere, bare fordi prisen går op. De kan jo bare sætte forbruget ned," siger han.
Gennemgå it-udstyr
Goran Wilke håber, at regeringens udspil vil få virksomheder til tjekke deres forbrug og investere i miljø-venlig it.
"Det er god økonomi, der er masser af ting man kan se på der let kan sænke forbruget af strøm," siger han.
Han peger på udskiftning af skærme og mere kontrol med serverrummets forbrug, som to væsentlige elementer.
Samtidig afviser han blankt, at det skulle stille dansk erhvervsliv dårligere i forhold til udlandet, at virksomhederne energi-afgifter skubbes i vejret.
"Det kan godt betale sig at vågne tidligt op og være foregangsland. Vi kan bruge det aktivt, at vi har en grøn profil," siger han.
To kroner per kilowatt
Regeringens forslag vil betyde, at en kilowatt time kommer op over de magiske to kroner, anslår Goran Wilke.
Det vil også ramme private hjem med it-udstyr, da 20-25 procent af en hustands elforbrug går til underholdningsudstyr, der blandt andet tæller computere, monitorer og lignende.
Eftersom en person i gennemsnit bruger 1.500 kilowatt timer om året, er der tale om få hundrede kroner i ekstra afgifter.
"Men heller ikke danskeren behøver betale mere i afgift, hvis man sætter forbruget ned," siger Goran Wilke.
ITEK under Dansk Industri er lodret uenig.
Faktisk mener direktør Tom Togsverd, at det er rent "hul i hovedet," at Elsparefonden roser initativet.
"Det er jo Svend Aukens gamle folk, der aldrig kan få nok. Vi tror ikke på pisken, men mener, at andre midler kan klare det," siger Tom Togsverd.
Tom Togsverd peger på, at branchen allerede selv er godt i gang med flere gode initiatver til at sænke el-forbruget.
Han peger blandt andet på IBMs store globale miljø-projekt.
"Det er noget, som vi gør frivilligt, fordi vi gerne vil være gode samfundsborgere og udvise ansvarlighed," siger han.
På Elsparefondens hjemmesiden har man udarbejdet en oversigt over hvilke lap-tops, der er mest energi-venlige.