De forbandede formularer gør mig skør

Navn, adresse, telefon, mail, username, password eventuelt også fødselsdag, køn, tidszone og så videre.

Jeg sad og udfyldte formular nr. 350 (cirka) med disse oplysninger - hvor mange gange har du været gennem denne procedure?

Så er der lige den irriterende billed­verifikation, der er svær at tyde og resetter, hvis du mangler at udfylde et felt.

Så får du at vide, efter submit, at dit password mangler et tal for at være sikkert nok.

Man kunne godt savne en standard for profiler med oplysninger om sig selv, så man slap for overflødige processer, der ikke kaster andet af sig end mere smerte i musearmen.

En slags vCard eller visitkort, som man kunne give til alle formularerne med et enkelt klik. Heri kunne man have informa­tioner som for eksempel billede, demografiske oplysninger og interesser.

Følsomme oplysninger
Det har adskillige gange holdt mig tilbage fra at få informa­tion eller en service online, at jeg var tvunget til at trækkes gennem endnu et langtrukkent signup-forløb.

Oplysningerne er nødvendige for udbyderne, fordi de skal kende kunderne for at kunne designe de rigtige produkter, hvilket kommer mig som forbruger til gode. Derfor er det synd, at noget så enkelt som registreringsprocessen skal holde en tilbage.

Standardprofil-løsningen kunne umiddelbart give nogle problemer i forhold til krænkelse af privatlivet, fordi man hurtigere smider om sig med informa­tioner, der kan være følsomme i de forkerte hænder.

Eksempelvis blev Amazon for nogle år siden beskyldt for at have inten­tioner om at videresælge kundeoplysninger til tredjepart. Men hvis man i sin profil kunne definere niveauer for, hvor følsomme de respektive felter er, kunne man nøjes med at oplyse, hvor meget man stoler på tjenesten og så evaluere systemets forslag til givne oplysninger.

Det er svært at balancere mellem beskyttelse af privatliv og tilbageholdelse af viden om dig som kunde, som ville gøre firmaer bedre i stand til at ramme dine behov, det vil sige, markedet bliver mere effektivt.

Det handler om, hvor godt staten kan beskytte forbrugerne mod videresalg af følsomme informationer. Det, tror jeg, ville være nemmere, hvis der var en standard.

Adfærdsanalyser
Oplysninger man giver til medlemskab i webshops, fora og blogs, eller når man downloader software og registrerer en bruger af online værktøjer.

Hvis disse oplysninger var så beskyttede, at man ikke frygtede, at ens interesse for eksempelvis et politisk parti faldt i hænderne på en fremtidig arbejdsgiver, kunne man tage det til et højere niveau.

Programmer i baggrunden kunne analysere bestemte adfærdsmønstre som hvilke bøger, man køber på Amazon, hvilke numre man spoler over på playlisten, og hvilke biler man ser billeder af.

Det kræver skarp klassifikation af informationer, således at man nemt kan styre, hvem man vil fortælle hvad. Så længe man holder informationsindsamlingen centreret om demografi og købsadfærd, som relativt direkte indikerer efterspørgsel.

Psykografiske parametre såsom personlighed og alt, hvad man søger på Google, bør ikke logges.

Jeg er mindre bange for Big Brother og de onde konglomeraters profiteren på min profil end de fleste.

Men fra forretningssiden kunne det være særdeles attraktivt for små virksomheder at have adgang til den slags oplysninger, fordi de kunne målrette produktudvikling og markedsføring mod mere specifikke, veldefinerede segmenter. Så slipper vi også for mange af de forbandede formularer.