Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Stig Myken, administrerende direktør i Fullrate. Foto: Torben Klint

Her er Danmarks hurtigst voksende it-firmaer

Lavprisselskabet Fullrate æder sig i rekordfart ind på de etablerede drenge i klassen som TDC, Telia og Telenor. Tjek listen over andre af it-branchens absolut hurtigst voksende firmaer.

EasyJet fra flybranchen. Netto fra detailbranchen. Og Fullrate fra internetudbyder-branchen.

Hos årets it-vækstkomet i Computerworlds Top 100-undersøgelse står administrerende direktør Stig Myken ved sit koncept.

"Vi er stolte over at være et lavprisselskab," siger han.

Stig Myken understreger, at de billige produkter har samme kvalitet, som hos de store konkurrenter, men at overflødige ydelser som email er skåret bort.

"Det er jo en gratis tjeneste, som danskerne får meget bedre på nettet hos eksempelvis Google," siger han.

Direktøren kan godt lide sammenligningen med EasyJet og Netto, hvis markedsandele stiger gevaldigt i markeder, der især i flybranchen er præget af dyre og bureaukratiske selskaber.

Vækst på 700 procent

Hos Fullrate stiger omsætningen nemlig også voldsomt. Med en vækstrate på ikke mindre end 700 procent får landets øvrige it-selskaber baghjul.

Ved udgangen af 2008 regner det to år gamle selskab med, at 70.000 danskere har internet-adgang via Fullrate.

Det svarer til, at selskabet har kapret 64 kunder hver dag siden dets start i april 2006.

I dag er status, at mere end 50.000 danskere har valgt Fullrate i et marked, hvor store spillere som TDC, Telenors Cybercity og Telia fylder meget, og sigtekornet er nu rettet mod det næste store mål, som er 100.000 kunder.

På skærmene på væggen hos Fullrate kan samtlige medarbejdere da også løbende følge med i udviklingen i salget. Kampen mod de store kræver hårdt arbejde, forklarer direktøren.

De frække i klassen

"Vi opfattes nok som de frække i klassen, der udfordrer de store. Til forskel fra EasyJet, har vi dog et helt andet syn på ledelse og behandling af medarbejderne," siger han.

En rundtur i Fullrates nye domicil i det indre København viser da også, at der bliver kræset for medarbejderne.

På øverste etage finder man spillemaskiner - og det obligatoriske bordfodbold-bord er der også blevet plads til. Men ledelsen går videre end det.

En del af selskabet ejes nemlig af medarbejderne, der dels får tildelt og dels kan købe aktier i selskabet hvert år.

"Vores køreplan giver os mulighed for at afsætte en procent af aktierne til medarbejderne hvert år. Det har aktionærerne aftalt, at vi kan gøre i fem år, og det betyder, at medarbejderne i dag ejer to procent af selskabet," siger Stig Myken.

Fra Lamborghini til kafferisteri

Selskabet nye domicil er valgt, så de unge medarbejdere har kort til arbejde.

Med en metrostation lige rundt om hjørnet og Øresundskollegiet lige bagved ligger de små 3000 kvadratmeter godt placeret i bymidten.

"I stedet for et stort sted i Ballerup valgte vi et hus med sjæl herinde i byen," siger Stig Myken.

Tidligere boede selskabet på 600 kvadratmeter på Banevingen i nordvest-kvarteret lige over for bilforhandleren Michael Larsen, der sælger biler i luksusklassen som Lamborghini.

Men på Jemtelandsgade 1 lader selskabet til at have fundet sig til rette.

Tidligere husede bygningen et kafferisteri, som den store skorsten fortsat bærer vidnesbyrd om. Også Amagerbanken har boet i huset.

Det første, der møder besøgende i receptionen, er da også en 2,5 meter høj og tre meter bred dobbeltdør i massiv metal, der er halv meter tyk, ind til det, der tidligere var bankens pengeskab.

Sparer ikke op

I dag står bankboksdøren vidt åben og rummet bruges til at opbevare papirer.

Det unge, nytilflyttede selskab har da heller ikke et erklæret mål om at fylde selskabets pengekiste op lige nu.

Stigningen i væksten skal nemlig bruges på at tage yderligere markedsandele, fortæller direktøren.

"Vi investerede store beløb i udbygning af nettet og til marketing sidste år. Og målet er at blive "Top of Mind" hos danskerne" siger han.

Stig Myken forklarer, at det naturligvis sætter en begrænsning for hastigheden i væksten, at det endnu ikke er alle danskere, som i dag tænker på Fullrate først, når der bliver sagt bredbåndsforbindelse.

Alene af den grund at det er svært at konkurrere på det punkt med TDC og Cybercity, der har væsentlig flere år på bagen, vurderer Stig Myken.

Men målet i fremtiden er fortsat at få hamret budskabet fast om, at Fullrate kan levere billigere internet og telefoni, end de store og gamle selskaber kan.

Virksomhedens overskud vil derfor også i fremtiden blive kanaliseret over i fortsat vækst gennem investeringer i netværk og markedsføring. I år forventer direktøren en vækst i omsætningen på godt 80 millioner kroner, det samme nominelle beløb, som omsætningen steg med sidste år.

Præcis hvor meget selskabet bruger på marketing, oplyser selskabet ikke, men det kommer ikke i nærheden af TDCs budget, forklarer direktøren.

"Når TDC vil ud med et budskab, så bliver der for alvor pumpet midler efter det, så vi skal være meget mere præcise med vores budskaber og vores valg af kanaler" siger han.

Vil erobre erhvervskunder

Det næste store budskab, Fullrate skal have ud over rampen, er rettet mod de danske virksomhedsejere og it-chefer.

Selskabets strategi er nemlig at gå ind på markedet for bredbåndforbindelser til virksomheder.

Til formålet har Fullrate udvidet organisationen med sælgere og supportere, der udelukkende står for erhvervssatsningen.

Selvbetjening i erhvervslivet

Selskabet forventer, at hastigheden i tilgang af kunder på dette område bliver lidt langsommere, end hvad tilfældet var for de private kunder. Det skyldes, at der går fra tre til seks måneder fra der er den første kontakt til en eventuel aftale og leverance.

"For private kunder er der ikke tale om impulskøb, men det går væsentlig hurtigere og beslutningsgangen er kortere, ikke mindst fordi besparelsen kan mærkes på husholdningsbudgettet måneden efter" siger Stig Myken.

Selskabet tror også på lavpriskonceptet med udvidet selvbetjening i erhvervslivet.

"Flere og flere firmaer undlader at tage de dyre flyselskaber, fordi der skal spares, og det er svært at få bedre service, end hvis man anvender en velsmurt selvbetjening" siger Stig Myken.

Det samme gælder en it-chef, der skal spare to-tre procent på årets budget.

"Med eksempelvis 300 hjemmearbejdspladser kan der spares mange penge og en masse administration ved at flytte over til os - der er alt for mange, der har for meget bøvl og betaler alt for meget," siger direktøren.

Fem års plan på to år

Ser man på væksten i antallet af private kunder, har Fullrate allerede nu sprængt målsætningen i selskabets femårsplan.

Planen var, at man skulle have 30.000 kunder efter fem år, hvilket var en realitet allerede efter halvandet år.

Teamet bag Fullrate var da også rustet til tænderne inden selskabet blev skudt i luften.

De fem personer i den daglige ledelse kom alle fra Cybercity. Det er Nicolai Lamberg, der var controller i Cybercity, Peter Mægbæk Madsen, der var markedschef i Cybercity, Kasper Mejlgaard, der var udviklingschef i Cybercity, Haktan Bulut, der var it-udviklingschef i Cybercity og endelig Stig Myken, der var netværkschef i Cybercity.

"Vi fem havde baggrund fra flere forskellige virksomheder, vi har hver vores kompetencer og er meget forskellige, men udgør tilsammen et godt team," siger direktøren.

De fem kunne komme hurtigt i gang med at realisere deres drøm om egen virksomhed, da ingen var bundet af klausuler mod at starte konkurrerende virksomheder op.

"Vi var alle sammen funktionærer under direktørniveau, og efter dot-com boblen brast blev det umoderne at betale for ansættelsesklausuler," spekulerer direktøren.

Jensby på holdet

Fullrates forretningsplan om lavpris-bredbånd kunne kun lykkes med hjælp fra investorer.

De fem i ledelsesteamet skulle bruge 15 millioner kroner i opstarten. Her fik man kontakt til JMI Invest og Asger Jensby.

"Vi fik et møde i stand og fremlagde forretningsplanen. Asger sagde "ja, det ser godt ud, det skal vi lige have tjekket," siger Stig Myken.

Efterfølgende skulle ledelsesteamet til den store svendeprøve over for et advisory board, der spurgte om alle tænkelige aspekter af projektet.

"Vi kom vidt omkring, men vi klarede os vist udmærket," siger Stig Myken.

I hvert fald vendte Asger Jensby tommelfingeren op til projektet. Dog ville han have en anden investor med ind over med ekspertise i opstart af teknologivirksomheder.

Der blev skabt en hurtig kontakt til SEED Capital Management I/S med tidligere direktør fra Columbus IT Lars Andersen i spidsen. SEED var hurtigt med på konceptet, og snart var projektet en realitet.

Bestyrelsen i arbejdstøjet

I dag består bestyrelsen af Stig Myken, Asger Jensby, Lars Andersen og senest ankomne Jørgen Bang-Jensen, som tidligere har opbygget teleselskabet ONE og ført det frem til et milliard-salg i Østrig.

Jørgen Bang-Jensen skal hjælpe med til at sparke virksomheden godt i gang med den næste satsning, som er på det mobile bredbåndsmarked, hvor konkurrencen allerede er begyndt.

Administrerende direktør Stig Myken er glad for den aktive bestyrelse.

"Vi kender efterhånden hinanden godt, og får ofte drøftet konkrete udfordringer på møderne," siger han.

Bestyrelsesformand og it-investor Asger Jensby er stolt over de fem gutter i ledelsen af selskabet. Deres baggrund og kompetencer var den direkte grund til, at han gik ind i iværksætter-virksomheden.

Normalt ligger iværksætterinvesteringer uden for JMI Invests porteføjle-satsninger.

"Der fraveg jeg fra strategien. Det er jeg glad for i dag." siger Asger Jensby.

Han forklarer, at de fem "gæve gutter" ville rejse kapital til projektet.

"Det var et homogent management team, der havde bevist, hvad de kunne i Cybercity," forklarer han.

I de første fire til fem måneder boede selskabet i Asger Jensbys kontor, indtil de fik egne lokaler.

"Det var en investering i mennesker, for de havde ikke teknologien på det tidspunkt," siger Asger Jensby.

Selvom Fullrate opfattes som de frække, der går ind og driller de store, så har målet med Asger Jensbys investering ikke været at genere de store drenge på markedet.

"Men der var et hul i markedet. Normalt har man ellers ikke en kinamands-chance for at komme ind på et oligamarked," siger it-investoren.

Men de fem gutter, som Asger Jensby omtaler dem, fremviste, hvad de kunne producere produkterne i markedet for.

"Og da jeg kunne se, hvad prisen for en ADSL-forbindelse var, stod det klart, at der var plads til os," fortæller Asger Jensby.

Et andet atypisk træk ved Fullrate, som investeringsobjekt for JMI Invest er, at det i første omgang havde fokus på business to consumer. Alle andre selskaber i JMI Invests portefølje er business to business-selskaber.

Dog bevæger Fullrate sig med dets nye satsning på erhvervskunder også den vej. Her forventer formanden også succes.

"Nu kaster de sig over B2B og kan drage fordel af JMI Invests kundekartotek på 14-15.000 virksomheder. Så når Digital House eller andre af vores firmaer kommer ud til en kunde, kan de også tilbyde bredbånd," siger han.

Analytiker spår succes

Også analytiker Brian Troelsen fra IDC forventer, at Fullrate vil kunne slå igennem på erhvervssiden.

"Jeg tror, de vil få succes, men det vil primært være på markedet for små og mellemstore virksomheder," siger Brian Troelsen.

Han forklarer, at de helt store virksomheder har nogle mere komplicerede krav og behov, som han ikke vurderer, at Fullrate i dag kan honorere.

Brian Troelsen tager samtidig hatten af for selskabet, der har ændret markedet markant med enkle midler.

"Lidt det samme som mobilselskaberne CBB og Telmore gjorde med stor succes på mobilmarkedet. Med meget enkel prisstruktur og produktpakke har Fullrate tiltrukket en god mængde kunder og været med til at presse priserne signifikant," siger han.

Brian Troelsen vurderer, at det markedet, Fullrate opererer i, vil se fremgang.

"Vi ser pæne vækstrater for bredbånd, men det er på mobilt bredbånd, vi ser den helt store vækst komme," siger han.

Men fortsætter selskabet sin nuværende kurs, bliver vækst i markedet ikke det afgørende levebrød, det bliver derimod at æde sig yderligere ind på den kundemasse, de store konkurrenter sidder på, vurderer analytikeren.

Mørke skyer truer

Selvom projektet er lykkes, og temaet fungerer hos Fullrate, hvilket har udmøntet sig i, at konkurrencen på markedet er blevet hårdere, og dermed i sidste ende har gavnet kunderne, advarer selskabet politikerne på Christiansborg.

For konkurrencen på området er bestemt ikke sikret i fremtiden, mener Stig Myken.

"Prisen på rå kobber går den helt forkerte vej og er de seneste fem år steget, som det eneste sted i Europa, og ingen andre teknologier er endnu parat til at erstatte det gamle kobber. Derfor er der nærmest tale om monopol-ydelser," siger Stig Myken.

"Politikerne har forfejlet satset på, at de kunne fremme andre teknologier ved på bedste planøkonomisk vis at hæve priserne på kobberet, der også står til at stige dramatisk i 2009. Konsekvensen er imidlertid, at de øvrige operatører de facto yder et kæmpe statstilskud til kapitalfondene bag TDC," lyder det fra direktøren.

Direktøren forklarer, at der derfor er brug for mere visionær politisk tilgang til området.

"Lige nu er vi ved at blive det dyreste land i Europa for adgangen til den vitale infrastruktur, og yderligere stigninger er planlagt, mens priserne styrtdykker i landene omkring os - det svækker konkurrencen, og værst af alt hæmmer det Danmark i at blive en førende it-nation" siger han.

Læs listen over Danmarks hurtigst voksende it-firmaer




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere