Artikel top billede

(Foto: Gratis)

Pas på arkitekturen

Klumme: Den fysiske arkitektur spiller en afgørende rolle for den digitale sikkerhed.

Rent teknologisk er vi nået langt med at beskytte vores digitale informationer og it-systemer mod uønsket indtrængen.

Til gengæld har vi forsømt at tilpasse vores adfærd til indretningen af vores arbejdspladser. Det går ud over sikkerheden.

De fysiske rammer i private og offentlige virksomheder er fortsat blevet mere åbne for medarbejdere, partnere og kunder. Det hænger blandt andet sammen med, at arbejdsprocesserne i dag kræver friere fysiske rammer for at understøtte de tværorganisatoriske behov.

Dog er det fortsat de færreste virksomheder, som anvender synlige medarbejderkort, der gør det muligt at skelne medarbejdere fra gæster.

Ligeledes er det de færreste steder, gæster får udleveret gæstekort eller skal følges med en medarbejder til og fra for eksempel receptionen og mødelokaler. Og det er kun meget få, der har fysiske indgangssluser, man skal igennem.

Ven af huset

Flere ministerier og private virksomheder er placeret side om side med andre ministerier eller virksomheder i kontorfællesskaber uden særlig fysisk adskillelse. Det gør det næsten umuligt at skelne mellem kolleger, gæster og ansatte fra andre virksomheder og deres gæster.

Hvis en person ser tilpas målrettet, præsentabel og hjemmevant ud, kan vedkommende mange steder bevæge sig frit rundt i en tilfældig udvalgt virksomhed uden at blive stoppet og spurgt om sit ærinde.

Hvis man alligevel bliver stoppet og giver udtryk for, at man er en "ven af huset", er der stor sandsynlighed for, at man får lov til at gå videre:

"Jeg har en aftale med Olsen, og jeg ved godt, hvor han sidder - jeg kommer jo her så tit."

Naivitet og dovenskab

Den frie og ubesværede adgang viste sig, da bankfilialerne og kommunerne i sin tid fjernede skrankerne og slog dørene op for kunderne med ønsket om at signalere imødekommenhed og udadvendthed.

I den proces har vi kun i meget lille grad skelet til omkostningen, eller også har vi glemt alt om den igen. Måske som en blanding af naivitet og dovenskab ud fra devisen om, at "der går jo nok ikke noget galt alligevel".

Digitaliseringen har - med rette - medført, at vi skal fokusere på at sikre de store mængder digitale informationer og adgangen til disse. Dog har vores forventning til, at digitaliseringen ville begrænse brugen af papirer med følsomme oplysninger, vist sig at være overdrevet.

I de fleste virksomheder bruges der fortsat store mængder papir hvert år, hvilket skraldespandene ved siden af kontorprinterne er et tydeligt bevis på.

Kombinationen af de friere rammer i de fysiske miljøer, de tværorganisatoriske processers krav om tilgængelighed, fokuseringen på digital sikkerhed, den fortsatte brug af papir samt mængden af kontorfællesskaber har alt sammen lettet adgangen for udefrakommende personer og dermed øget risikoen for tyveri af kritiske informationer og værdier.

IRL-tyve

Senest er det for eksempel lykkedes for en person forklædt som håndværker at stjæle en lampe til en værdi af 20.000 kroner på et kontor på København Rådhus ved højlys dag.

Man behøver blot forestille sig, hvad omfanget af skaden havde været, hvis det havde drejet sig om en stak papirer med følsomme informationer eller en bærbar pc indeholdende fortrolige oplysninger.

Digital sikkerhed erstatter ikke nødvendigheden af fysisk sikkerhed eller omvendt. De er nærmere hinandens forudsætninger og tilsammen afgørende for, at organisa­tionen kan opnå og bibeholde produktivitet, effektivitet og goodwill.

Niels Madelung er projektchef i Dansk Standard.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere