Med regeringens finanslov øger man brugerbetalingen på VUC's kurser.
It-kurser stiger fra 300 til 1.100 kroner for deltagere uden en videregående uddannelse og til cirka 4.500 kroner for personer med en videregående uddannelse.
Det oplyser ITEK under Dansk Industri.
Fokus de seneste år har ellers været at styrke danskernes it-komptencer. Derfor kritiserer ITEK besparelsen, som organisationen advarede imod allerede under forhandlingerne.
"Efter DI ITEK's opfattelse er det meget uheldigt, at VUC-kurserne i basale it-færdigheder nu kommer til at koste meget mere end tidligere," siger direktør Tom Togsverd.
"Faktisk tog vi dette emne op under finanslovsforhandlingerne (udmøntningen af globaliseringsmidlerne, red.)," siger Tom Togsverd og oplyser, at ITEK dengang pegede på den forsøgsordning, der siden 2008 har været gennemført med næsten gratis forberedende voksenundervisning i basal it.
"Som netop i en krisetid har vist sig meget populær - både for arbejdstagere og arbejdsgivere - fordi mange har skullet skifte til et helt nyt jobindhold," siger Tom Togsverd.
Fokus på digitale kompetencer
I de seneste år har der været meget fokus på danskernes it-kompetencer. Ikke mindst fra politisk side og set i lyset af de mange digitale selvbetjeningsløsninger, der efterhånden dukker op i det offentlige.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Tina Nedergaard fra Venstre.