Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon / Computerworld)

VW hacket: Kinesiske hackere stjæler 19.000 dokumenter med vigtige forretnings-hemmeligheder

Hackere har over en femårig periode gennemtrawlet, kopieret og dernæst slettet 19.000 dokumenter med forretningshemmeligheder fra den tyske bilgigant Volkswagen – og pilen peger mod det kinesiske styre som bagmænd.

Kinesiske elbiler kan være produceret med ‘hjælp’ fra tysk ingeniørkunst.

For hackere har spioneret og lænset forretningshemmeligheder fra den tyske bilproducent Volkswagen i en årrække, skriver de to tyske medier ZDF og Der Spiegel i et samarbejde.

Allerede i 2010 sonderede hackerne terrænet for at finde smuthuller i den tyske bilfabrikants it-sikkerhed, mens selve tyveriet stod på fra 2011 til 2014 viser interne dokumenter, medierne har fået adgang til.

Det drejer som 19.000 dokumenter blandt andet indeholdende ip-rettigheder.

Tyske bilproducenter skubbet af tronen

Medierne offentliggør sine afsløringer kort efter, at den tyske kansler Olaf Scholz netop har besøgt Kina på en charmeoffensiv i et forsøg på at forbedre det skrattende handelsforhold til Kina.

Tyske bilproducenter er efter en årrække skubbet ned på andenpladsen på det kinesiske marked - nu er det kinesiske bilmærker, der sælger mest.

Men dokumenterne viser, ifølge ZDF, at Volkswagen begyndte at fjerne hackerne fra sit netværk på en fredag - så snart klokken var 16 i Kina, hvor hackerne formentligt har fået fri. Ifølge ZDF nævnes den kinesiske tidszone eksplicit i dokumenterne.

Den anvendte software - den såkaldte China Chopper-malware - er også med til at pege på, at bagmændene er kinesere med staten i ryggen.

“Din forskning kan gøre en forskel. Også i de forkerte hænder”

Den nye geopolitiske virkelighed har også ramt danske universiteter, hvor Politiets Efterretningstjeneste har søsat en omdiskuteret kampagne, hvis formål er at rykke ved idéen om fri vidensdeling i forskningsverdenen.

“Det, vi er bekymrede for, er, at universiteterne ikke opdager, at de er infiltreret af spioner, således at noget af deres mest vitale viden lander i hænderne på ikke-ligesindede stater, som så kan misbruge det til at opbygge en militær kapacitet,” udtalte PET’s chef for innovations- og videnssikkerhed Karen Lund Petersen til fagbladet Ingeniøren.

I CFCS årlige trusselsvurdering er spionage da også i top med betegnelsen - “meget høj,” som betyder, at fjenden både har intentionen og evnerne. Kina nævnes eksplicit i rapporten.

For nu er det småt med danske sager om spionage, som er i offentlighedens kendskab.

Den lille brintproducent Green Hydro Systems i Nordjylland har haft uvelkomne fotografer rendende, som Finans tidligere har beskrevet.