Dagbog fra CSC-lockoutet: Er der et liv efter døden?

12. juni 2011
I dag er det søndag, og jeg plejer egentlig ikke at skrive dagbog i weekenden - altså lige medmindre der foregår noget ekstraordinært, som der jo gør i dag.

I dag kommer resultatet af vores urafstemning. Jeg er lige kommet hjem fra et dejligt og festligt guldbryllup og bliver opmærksom på, at resultatet offentliggøres kl. 13.

En del af mine konfliktende kolleger er mødt op inde ved Forligsen for at få resultatet. Jeg må nøjes med nyhederne på TV, som sender live fra Sankt Annæ Plads i København.

Spændingen stiger, og forligsmanden toner frem på skærmen og bekendtgør, at CSC har stemt ja til forslaget, men medarbejderne har stemt NEJ.

Jaaaaaaa, det blev et nej! råber jeg spontant ud i lejligheden (tror at hele opgangen hørte mig). Jeg har stemt med hjertet og synes, at det er et fantastisk resultat.

Når jeg tænker situationen igennem med hovedet, så er jeg ikke overbevist om, at det er en god idé, da fremtiden er meget uklar og uvis.

Hjertet vinder dog, og jeg både skriver og modtager adskillige sms'er med lykønskninger - medarbejderne har talt!

Jeg tænker lidt over, at dette rent faktisk er første gang, at jeg som lockoutet selv har valgt min situation. Indtil nu er jeg blevet trukket rundt i manegen, hvor jeg selv og min familie har spillet rollerne som gidsler mellem de stridende parter - ikke nogen ønskværdig position kan jeg garantere for ... 

13. juni 2011
Egentlig er det helligdag og dermed fridag. Det er jo pinse. Men efter resultatet i går, så er der gang i mails og i pressen. Jeg bliver kontaktet af adskillige journalister, der gerne vil have kommentarer.

Alle vil gerne vide, hvad der sker nu - og det vil jeg da sådan set også gerne vide. Tankerne kører rundt i mit hoved - var det nu klogt eller sejt, at vi sagde nej? Jeg er helt sikker på, at det var sejt og fortryder ikke, at jeg stemte nej.

Fremtiden er rent gætværk for os alle, men jeg har en god mavefornemmelse over, at jeg nu selv har valgt.

14. juni 2011
Dagen og ugen starter med morgenblokade på Retortvej. Jeg glæder mig til at møde alle de andre og høre, hvordan støttefesten gik i fredags og tale med dem om, hvad de synes om resultatet af urafstemningen.

Jeg tager til konfliktmøde i Valby-Hallen kl. 10. Snakken går: Hvad sker der nu? Ingen ved det, men der er mange gæt. Ét er sikkert: Vi skal virkelig stå sammen nu og tro på, at vi har valgt rigtigt!

Under mødet bliver jeg kontaktet af P1 Business, der gerne vil have mig i studiet til en direkte duel med en af CSC-direktørerne fra forhandlingsudvalget. Optagelsen finder dog sted på et tidspunkt, hvor jeg sidder i et tog fra Silkeborg, og der må findes en anden. Tjansen går til en af vores tillidsmænd, og jeg tænker, at det er nok meget godt, at det er en, der er grundigt inde i det faglige stof.

Mine øjne er på min mobiltelefon, der er på lydløs. Jeg venter spændt på en SMS fra min yngste søn, som skal til køreprøve i dag. Det er næsten for spændende, men han består på flotteste vis. Så er den yngste igennem, og på mandag er det den ældstes tur ...

Fortsættes ...