Test: Din mobil dør i vinterkulden

Smartphones har det svært her i vinterkulden, viser en test. iPhone bryder sig slet ikke om frost, mens en af de bedst sælgende smartphones i Danmark klarer sig fint. Se hvordan din mobil klarer frosten.

Test: Din mobil dør i vinterkulden

Nogle producenter af mobiltelefoner mener, at deres produkter ikke vil blive brugt i frostgrader - andre garanterer, at de vil fungere ved temperaturer ned til minus 20 grader.

Ifølge Apple kan iPhone benyttes ved temperaturer mellem 0 og 35 grader. Med andre ord: Det anbefales ikke, at telefonen bliver brugt udendørs her i vinterkulden.

Hvis du alligevel gør det, kan det få konsekvenser: Flere brugere har oplevet, at glasset på deres iPhone er knækket ved lave temperaturer.

Hvis telefonen går i stykker i en sådan situation, vil Apple ikke dække det under garantien.

HTC og Nokia angiver ikke temperaturområder, som telefonerne kan bruges i. Samsung garanterer derimod, at virksomhedens telefoner kan anvendes i temperaturer mellem minus 20 og plus 50 grader.

Ud i kulden

Vores kolleger i den finske udgave af PC World (MikroPC) har testet producenternes udsagn. De 15 bedst sælgende modeller på det finske marked (og tre andre modeller som reference) blev testet. 

Se i denne grafik hvordan mobilerne har klaret sig.

Forsøgene blev udført i et "vejrrum" på det tekniske forskningsinstitut i Finland. Testen begyndte ved 0 grader, og derefter blev temperaturen sænket i intervaller på fem grader.

MikroPC har ikke testet, om telefonernes konstruktion gør dem mere sårbare over for kulde - kun om de fortsætter med at fungere.

Det er kendt, at iPhones glaskonstruktion er sårbar. Men også andre telefoner bygget i plast/polycarbonat kan få problemer, fordi det kolde plast kan blive stivere og dermed lettere gå i stykker.

Fejler først: iPhone 4S

Ved 0 grader fungerede alle telefoner. Man skulle dog ikke længere ned end minus 5 grader, før de første problemer kom: iPhone 4S rapporterede simkort-problemer, mens Nokia N9 klagede over, at batteriet var næsten tomt.

Temperaturen gik videre ned til minus 10 grader. iPhone 4S klagede over for lidt strøm på batteriet og slukkede kort tid efter.

Alle telefoner med LCD-skærme begyndte at få problemer, for eksempel med at skærmopdateringer tog meget lang tid.

Telefoner med AMOLED-skærme tålte bedre de lave temperaturer.

Er billigere bedre?

De fleste smartphones kunne ikke klare temperaturer lavere end minus 15 eller minus 20 grader. Selv om de var tændt, holdt de op med at virke, når man forsøgte at anvende dem.

De traditionelle mobiltelefoner klarede sig bedre end smartphones og blev først ubrugelige ved minus 25 grader.

Noget overraskende klarede telefonerne fra sydkoreanske Samsung sig bedre end de finske Nokia-telefoner.

Kun én smartphone fungerede normalt, da temperaturen faldt til minus 30 grader.

Det kan ganske vist være koldt i Sydkorea - i sidste uge var det minus 6 grader i Seoul - men man havde vel regnet med, at finske ingeniører var mere opmærksomme på kuldeproblemerne.

Samsung Galaxy S II holdt først op med at virke, da temperaturen var minus 35 grader. Selv lige før den slukkede, var der ingen tegn på problemer med at opdatere eller følsomhed på skærmen.

Minus 35 grader var den laveste temperatur, en smartphone klarede. Flere af de almindelige telefoner klarede denne temperatur, selv om skærmopdateringer kunne være langsomme.

Da temperaturen faldt til minus 40 grader, var der stadig to telefoner, som virkede: En billig Nokia C1-01 og en fem år gammel Nokia E65.

Batteriet er problemet

Grunden til at mange af telefonerne holder op med at virke, når temperaturen falder, skyldes kemiske processer i batterierne.

Når temperaturen falder, sker den kemiske proces langsommere, samtidig med at den lave temperatur giver højere modstand inde i batteriet.

Batteriet kan derfor hverken levere stabil spænding eller nok amperer til at drive telefonen.

Selv om batteriet er fuldt opladet, opfatter telefonen det, som om batteriet er tomt.

Herudover var der forskel på, hvordan skærmteknologierne klarede sig. AMOLED-skærme fungerede bedre end LCD-skærme.

LCD-skærme er opbygget af flere lag - blandt andet flydende krystaller og et tyndt film-transistor-lag, som styrer punkterne på skærmen.

De flydende krystaller er hovedproblemet, fordi de bruger lang tid på at ændre sig ved lave temperaturer.




IT-JOB

Netcompany A/S

Software Developer

Scanreco Nordic A/S

Softwareudvikler

JP/Politikens Hus

Netværksadministrator
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere