Gratis Office 15 følger med Windows 8 på ARM

Microsoft spiller sit stærkeste kort i kampen om at fravriste Apples iPad markedsandele: Gratis Microsoft Office 15 på alle ARM-baserede Windows 8-tablets.

I en video på Microsofts Windows-chef Steven Sinofskys blog kan man se skærmbilleder af den kommende Office 15, angiveligt fra en ARM-baseret Windows 8-tablet.

I samme blogpost afslører Sinofsky, at Office 15 vil medfølge gratis på den ARM-baserede udgave af Windows 8, og at Word, Excel, PowerPoint og OneNote bliver de eneste rigtige programmer, det vil være muligt at afvikle på den ARM-baserede version af Windows 8.

Alle andre "rigtige programmer" - kaldet "desktop apps" - vil ikke kunne køre på ARM-platformen. Til gengæld vil alle Metro Style Apps, altså apps udviklet specielt til ARM-versionen af Windows 8, kunne afvikles på ens almindelige x86-baserede computer.

"Det er de eneste desktop-apps, som bliver tilgængelige," siger Steven Sinofsky til AllThingsD. "Alle andre Windows-apps på ARM bliver i den nye "Metro"-stil."

I så fald kan vi forvente en Metro Style App-version af Outlook 15 eller en anden form for Exchange-kompatibel mailklient integreret i Windows 8 on ARM (WOA). Den sidste løsning er nok den mest sandsynlige, for Microsoft ønsker med garanti ikke at spænde ben for virksomhedernes brug af Windows 8-tablets.

Videoen giver også et kig på de kommende Office 15-programmer, alle med Båndet minimeret. Det må forventes at være standardindstillingen på en Windows 8 ARM-baseret tablet, så dokumenterne kan få så meget skærmplads som muligt.

Selv om det minimerede bånd ikke gør det muligt at finde ud af, hvorvidt knapperne i Båndet får den nye Metro-stil eller bibeholder de traditionelle ikoner, så udtaler Steven Sinofsky dog, at de nye Office-applikationer er blevet designet og bygget med særligt henblik på at kunne bruge på touch-enheder - både hvad angår betjening og strøm/ressource-forbrug.

Men hvad det betyder i praksis, må vi almindelige dødelige vente med at finde ud af til den kommende beta-udgivelse af Office 15, der forventes at dukke op engang til sommer.

Microsoft spiller sit stærkeste kort i kampen mod Apple

Det allermest overraskende ved de seneste nyheder om Windows 8 og Office 15 er nyheden om, at det bliver den fulde version af Microsoft Office 15, der bliver bundlet sammen med den ARM-baserede udgave af Windows 8. Umiddelbart lyder det som et enormt selvmål, da det dels vil slå pusten ud af Microsofts næststørste cashcow, Microsoft Office, dels kan ende med at føre til en række nye sagsanlæg fra alverdens konkurrenter og regeringer, sådan som vi så det tilbage i 1990'erne.

Men hvor overraskende det end måtte være, synes det også at være et logisk træk for Microsoft, da deres kommende ARM-baserede Windows 8-tablet har hårde odds imod sig i et iPad-domineret marked. Apple har tre års forspring som first mover på tablet-markedet, og millioner af iPads er langet over disken.

Men alle mangler de en vigtig komponent for for alvor at slå igennem på det professionelle marked, nemlig Microsoft Office. Microsoft er dog allerede begyndt at lancere iOS-baserede apps af Office-programmerne, og indtil nu har de sendt Lync og OneNote på gaden - og Word, Excel og PowerPoint ventes at følge trop i løbet af 2012.

Men disse versioner er ligesom Microsoft Office Web Apps neddroslede udgaver af Microsoft Office. Ved ikke at begrænse den version af Microsoft Office, der kommer til den kommende ARM-baserede Windows 8-tablet og tilmed forære Office gratis med på den, stiller Microsoft med et meget stærkt hold i kampen mod Apple.

Det giver de mange millioner virksomheder verden over, der har baseret deres it-infrastruktur på Microsoft-produkter, en nem måde at udflage de gamle bærbare og stationære på og udstyre medarbejderne med fuldt kompatible tablet-baserede enheder.

Bør Microsoft frygte nye monopolsretssager?

Men hvordan stiller det Microsoft rent juridisk? Betyder det ikke endnu en runde af nye sagsanlæg om misbrug af deres monopolstilling?

Sandsynligvis, men det er som om Microsoft efterhånden har rystet "Anti-Trust"-skyggen af sig og stille og roligt er begyndt at "integrere programmer" i operativsystemet igen. F.eks. er Internet Explorer integreret i Start-skærmen på Windows 8, ligesom Windows 8 som standard er født med Microsoft Security Essentials som antivirus-program.

At Microsoft atter tør det, skyldes sandsynligvis, at alle deres væsentligste konkurrenter gør det samme i dag. Således kommer både iOS, WebOS, QNX, Chrome OS og Android med både præinstalleret browser-program og mediaafspiller. Tilmed kommer alle andre end iOS også med en præinstalleret kontorpakke.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere