Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Gode jobsøgningsråd: Skriv en ansøgning, der får dig til jobsamtale

En ekspert giver seks gode råd til, hvordan du skriver den perfekte ansøgning.

Du har lige skrevet den perfekte jobansøgning og læner dig nu tilbage i kontorstolen i sikker forvisning om, at det blot er et spørgsmål om tid, før du bliver indkaldt til en jobsamtale.

Men få uger senere modtager du mailen:

"Kære ansøger. Vi har nu afsluttet vores rekrutteringsproces, og vi må desværre meddele dig, at vi har fundet en anden kandidat."
 
Hvordan kan det nu være, spørger du sikkert dig selv om.

Men måske bør du ikke stille spørgsmålet til dig selv, men til en som Lars Ole Kruse.

Han er teamleder hos den danske jobportal Jobindex, hvor han er ansvarlig for rekrutteringen af it-medarbejderne for en række virksomheder, der har valgt at outsource deres rekrutteringsproces til Jobindex.

Han læser sig ofte gennem bunker af ansøgninger, og de fleste af dem ender med et afslag

Derfor har vi spurgt ham, hvad du skal gøre, hvis du skal skrive en ansøgning, der skal munde ud i en samtale.  

1) Ansøgningen skal være motiveret

En god ansøgning er en motiveret ansøgning 

Det er det første råd, som Lars Ole Kruse kommer med, når vi spørger ham, hvad der kendetegner en god ansøgning. 

"Ansøgningen skal være fængende. Den skal give mig fornemmelsen af, at ansøgeren har sat sig ind i, hvad jobbet går ud på, og den skal få mig tænke, at her er en person, der både er motiveret og passer ind i virksomheden," siger han. 

Derfor skal din ansøgning også være målrettet netop det job, som du søger. Ifølge Lars Ole Kruse vil du sjældent slippe godt afsted med at masseudsende en ansøgning. 

"Jeg er ikke glad for ansøgninger, hvor det er tydeligt, at den ikke er målrettet, men formodentligt er sendt ud til seks eller syv andre virksomheder. Den slags gennemskuer jeg med det samme," siger han.

Hvis du vil sikre dig, at din ansøgning matcher netop den stilling, som du søger, bør du slavisk gennemgå jobopslaget og sørge for, at din ansøgning matcher alle de krav, som virksomheden opstiller. 

"Du bliver nødt til at plukke essensen ud af stillingsopslaget og i ansøgningen forholde dig til netop de krav, der stilles i opslaget," siger han.

2) Du skal underbygge dine påstande

I en ansøgning skal du sælge dig selv, men du skal undgå at lukke alt for meget varm luft ud.

Lars Ole Kruse oplever, at mange ansøgere bruger masser af plads på at opridse, hvor gode og dygtige de er, men de underbygger sjældent deres påstande.

"Det er et helt generelt problem, at folk ikke sandsynliggør de påstande, som de kommer med i deres ansøgning. Det er den mest udbredte fejl, som jeg møder," siger han.

Han forklarer, at det er afgørende, at folk i deres ansøgninger fremviser faktuelle oplysninger, der underbygger deres påståede kompetencer. 

"Det er eksempelvis ikke nok bare at fortælle, at man er dygtig til programmeringssproget .Net. Man bør også fortælle, hvorfor man er dygtig. Det kan man eksempelvis gøre ved at fortælle om de projekter, man har arbejdet med, og om hvor mange års erfaring man har med sproget," siger han

3) Digitalt lir skal være sobert
I dag kan du pifte dine ansøgninger op med en masse digitalt lir. 

Du kan eksempelvis tilføje links, animationer eller forsøge at lave en sjov video.

Men Lars Ole Kruse fortæller, at det sjældent er noget, han falder for. 

"Jeg har det normalt sådan, at jo mere lir folk bruger, jo større er risikoen for, at det preller af på mig. Men vi ser indimellem, at folk præsenterer sig selv på en video, og det kan jeg godt lide, hvis det ellers er lavet sobert og professionelt," siger han. 

Han understreger dog, at videoer og lignende digitale gimmicks skal være let tilgængelige og fungere gnidningsløst. Kræver det eksempelvis, at han skal bruge tid på at downloade filer, installere plugins eller indtaste lange internet-adresser, står han øjeblikkeligt af. 

Lars Ole Kruse læser de fleste ansøgninger på sin computer, og derfor kan ansøgeren godt tilføje links i teksten. 

Men ikke alle gør som Lars Ole Kruse, og som ansøger skal du derfor være opmærksom på, at du kan risikere, at modtageren printer ansøgningerne ud, og i så fald vil alle former for interaktivitet gå tabt. 

4) Du må gerne provokere

En provokation kan være et effektivt middel, hvis din ansøgninger skal skille sig ud fra mængden. 

Provokationer kommer dog i mange afskygninger, og grænsen for, hvor provokerende du kan tillade dig at være, vil afhænge af jobtypen og den enkelte virksomhed. 

Eksempelvis mener Lars Ole Kruse, at en sælger oftere kan slippe afsted med at være storskrydende end folk i andre jobtyper. 

Men den mest effektive form for provokation er ifølge Lars Ole Kruse, hvis du som ansøger kan påpege et problem i virksomheden, som du kan løse. 

"Det er i det hele taget vigtigt, at du får fortalt, hvad du kan bidrage med i virksomheden. Det er jo lige præcis det, som jeg sidder og leder efter i ansøgningerne," siger han.

5) Målret dit cv

Folk taler ofte om "deres cv" som om, at de blot har ét. Men i virkeligheden har vi ofte flere. 

Ifølge Lars Ole Kruse skal du målrette dit cv på samme måde som du målretter en ansøgning. I

Nogle ting skal måske fremhæves i forbindelse med en type job, men kan undlades i forbindelse med et andet job, og derfor skal du i princippet sende et nyt cv hver gang. 

Derudover anbefaler han, at du forsøger at gøre dit cv mere overskueligt ved at opbygge det kronologisk og ved at gøre brug af lister. Eksempelvis kan du med fordel opremse dine kompetencer i listeform. 

6) Hold din sociale profiler up to date

Det er ingen hemmelighed at mange virksomheder tjekker jobansøgere på sociale netværk, og det gør Lars Ole Kruse også.

Derfor kan det anbefales, at du tager et kig på dine sociale profiler, før du sender din første ansøgning ud. 

Overvej om de sender de signaler, som du ønsker, og om der kan være ting på dem, som du kan forvente at blive spurgt om til en eventuel jobsamtale. 

"Jeg tjekker primært LinkedIn, men jeg kan også godt finde på at slå folk op på Facebook," siger Lars Ole Kruse. 

Han forklarer, at han bruger det til at få et bedre indblik i, hvem personen er, hvordan vedkommende kommunikerer samt hvor stort et netværk den pågældende har. 

"Men jeg går ikke ind og tjekker alle ansøgere. Jeg gør det som regel kun med personer, som jeg har tænkt mig at gå videre med, " siger han. 

Folk bliver normalt ikke sorteret fra på baggrund af oplysninger fra sociale netværk. Men Lars Ole Kruse forklarer, at der kan dukke ting op, som kan blive et emne til jobsamtalen. 

Det kan eksempelvis være, hvis ansøgeren har et relativt lille netværk på LinkedIn, men har søgt et job, der kræver, at vedkommende er meget udadvendt og er god til at netværke.

Lars Ole Kruse er ansat hos virksomheden Jobindex, der også er ejer af Computerworld

Læs også:
 
Seks tip: Sådan får du den bedste LinkedIn-profil

Fem trick: Sådan netværker du dig til et nyt job på nettet


Flere artikler om Job & Karriere

Her er 10 spændende it-job som er ledige lige nu: Søg dem her

Der er en masse ledige stillinger derude, og vi har udvalgt 10 it-stillinger fra hele landet, som du kan søge her og nu.

Vi har fundet 10 spændende it-stillinger, som du kan søge nu
Tag det næste skridt i din karriere: Her er 10 spændende stillinger, som du kan søge lige nu
På udkig efter nyt job? Vi har fundet 10 ledige stillinger til dig
Vi har fundet 10 fristende it-stillinger til dig - søg dem lige her

Er du på udkig efter nyt it-job?

På Computerworld it-jobbank kan du hver dag søge og sortere i nye spændende it-stillinger i ind- og udland. Vi har lige nu ledige it-stillinger på siden.

Computerworld it-jobbank er et samarbejde mellem Computerworld og it-jobbank, Danmarks førende karrieresite for it-folk.

Har du spørgsmål til jobannoncerne på disse sider, så er du velkommen til at kontakte it-jobbank

Lynsøgning

Find dit næste It-Job her - Der er ledige it-stillinger lige nu