Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Danske it-afdelinger under pres: Tiden er inde til at gentænke alting - og kan din CIO det?

Interview: Danske virksomheder skal skynde sig at få sat skub i ombygningen af hele forretningen, inden det er for sent. Her spiller CIO'en en ekstremt vigtig rolle. Hvis han altså er god nok. Hvad skal der til? Vi har spurgt Rambøll-direktør Ejvind Jørgensen.

Ejvind Jørgensen, direktør i Rambøll. Du har netop præsenteret den årlige temperatur-måling af den danske it-branche, "IT i Praksis 2014". Hvad ser du som de største it-mæssige udfordringer for danske virksomheder lige nu?

Først og fremmest bør danske virksomheder få taget stilling til den forretningsmæssige rolle, som digitalisering skal have. De bør få afklaret de muligheder og trusler, der i digitaliserings-bølgen ligger for forretnings-modellen og den måde, som virksomheden drives på.

Vi befinder os jo ved afslutningen af den finansielle krise. Men de forandringer, som den finansielle krise har medført, er ingenting i forhold til den store omstrukturering, der er på vej i alle sektorer som følge af digitaliseringen.

Det kommer til at drive ned over alle forretningsområder herhjemme. Det er kun et spørgsmål om tid, og det er vigtigt, at alle virksomheder får taget den diskussion, inden det er for sent.

Når den er taget, bør virksomhederne kigge på, hvordan de bliver mere agile i deres forretningstænkning: Er strategien noget med at drysse lidt digitale løsninger ned over det hele, er der tale om en grundlæggende forandring?

Det gælder, at man ikke kan optimere sig til storhed og ved at file lidt i motorrummet. På den måde kan man sige, at vi skal gå fra 'best practice' til 'next practice.' Vi er nødt til at udfordre traditionel tænkning og strategi.

Så man er nødt til at overveje at ændre sin forretning grundlæggende?

Ja. Man skal selvfølgelig på den korte mellembane sikre, at virksomheden kører fornuftigt. Men man er også nødt til at se på den forandrings-bølge, der nu kommer skyllende ind, og får styr, hvilken 'gamechanger' den vil blive i den verden, som vi er i.

Digitaliseringen har i årevis forårsaget store ændringer i de måder, som man driver forretning på. Hvordan kan det være, at I ser det som noget særligt vigtigt lige nu?

Det her er noget, der tager til med stigende kraft. Under finanskrisen blev udviklingen på mange måder bombet tilbage, for krisen gjorde, at man slog over på 'operation excellence' - altså på at trimme produktionsapparatet med fokus på besparelser og optimeringer.

Det kan du læse mere om her: Danske it-chefer går for meget op i effektiviseringer: Her bør du satse i stedet.

Nu skal vi til at forberede os på de næste 'bold moves,' for digitaliseringen åbner nogle muligheder for både dig selv og dine konkurrenter, der gør, at det nu er nødvendigt at gentænke produktudvikling, forretningsprocesser og lignende.

Her er udfordringen at se, hvordan man organiserer sig rundt omkring det her, og det er vigtigt, at it-direktøren fanger, hvor virksomheden er på vej hen, og så indretter sig efter det, når det gælder eksempelvis sourcing og kompetencer.

Så der skal andre kompetencer til i it-afdelingerne?

Ja, og det er tankevækkende, at vores undersøgelse viser, at 59 procent af it-direktørerne mener, at disse store forandringer ikke vil kræve andre kompetencer.

Så seks ud af 10 it-direktører mener, at de med afdelingens nuværende viden med fokus på it-drift også kan drive digital forretningsudvikling igennem og gentænke hele forretningsgrundlaget for virksomheden ud fra et digitalt grundlag.

Det vil jeg gerne sætte stort spørgsmålstegn ved. Det mener vi ikke kan lade sig gøre, og det er næsten naivt at mene det.

Jeres undersøgelse viser, at de danske CEO'er og CIO'er i stor udstrækning er uenige om den strategiske betydning af it. Hvordan udmønter det sig i en given virksomhed?

Det kommer til udtryk i prioriterings-diskussionerne og i diskussionerne om it-direktørens rolle, hvilket fokus it-enheden skal have og hvor beslutningerne skal træffes henne.

Ligger forretnings-udviklingen for eksempel inden for eller uden for it-afdelingen? Hvor meget skal man satse på it?

Vi kan se, at it-cheferne er meget fokuserede på omkostninger, mens CEO'erne ikke går nær så meget op i omkostningerne.

Det kan skyldes, at it-direktørerne enten overfortolker budskaberne fra CEO'erne, eller at CEO'erne har uld i mund, for man vil vel altid gerne spare penge.

Det kan også være, fordi it-direktøren ikke kommer med tilstrækkeligt udfordrende forslag til forretningsledelsen.

Er det udtryk for, at it-direktørerne generelt ikke forstår fremtidens opgaver?

Man skal forstå, at it-direktørerne er udsat for et pres, fordi it-omkostningerne altid vil fylde en hel del i virksomheden. Man må bare ikke overreagere på dén der, men i stedet tænke på både 'cost' og 'business value' ved it.

Det betyder, at det meget er op til it-direktøren at kunne tale forretningens sprog og kunne dokumentere de forretningsmæssige gevinster, som it skaber. Dermed kan han skabe mere råderum og plads for it.

Netop gevinst-realiseringen - total cost of ownership - er ikke et område, som vi ser er præget af særlig stor modenhed. Mange it-direktører har styr på det, men totalt set er der ingen tvivl om, at det er et område, hvor it-direktørerne skal flytte sig, så de ved at tale forretningens sprog, måle KPI'er og så videre kan få forretningen ned over porteføljestyringen.

Hvilket mange it-direktører altså er for dårlige til?

Ja, modenheden er ikke stor, og vi ser et stort forbedringspotentiale. Jeg vil ikke tale ned til it-direktørerne, for rigtigt mange kan godt finde ud af det, men det er altså porteføljestyringen og gevinstrealiseringen, der tæller, samtidig med, at man skal have styr på omkostningerne. 

I 'IT i Praksis'-rapporten fremgår det, at it-sikkerheden kun er på plads på papiret, at kun hver femte virksomhed tilpasser deres digitale services til smartphones, at der er uenighed om vigtigheden af it-stratergier og at danske virksomheder generelt ikke opfatter digitale produkter som en konkurrencemæssig trussel.

Sover dansk erhvervsliv i timen i en grad, så vi risikerer at blive løbet over ende? 

Der er ingen tvivl om, at der er en potentiel risiko for, at det sker. Vi mener, at de danske virksomheder bør være mere aggressive med teknologien og blive hurtigere til at fange de bølger, der kommer ind med de nye teknologer.

Hvis man mener, at it er en strategisk faktor, bør det jo også påvirke den strategiske tænkning.

Vi har forudsætningerne for at gøre det, da danske virksomheders teknologi-beredskab og teknologi-kendskab er meget stort.

Så man kan godt sige, at danske virksomheder på nogle områder tager sig en lille blunder for tiden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Digital vækst 2024

På Digital Vækst 2024 bringer vi danske virksomheders organisation, forretning og data i spil samt spejler dem i det, som teknologipartnerne bringer til fadet. Konferencen bliver tætpakket med dygtige digitale ledere og frontkæmpere fra ind- og udland. De har én opgave på dagsordenen: At inspirere dig til at træffe de rigtige forretningsmæssige, teknologiske og strategiske valg i 2024, som kan sikre vækst for dig.

19. marts 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de IT-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

20. marts 2024 | Læs mere


AI Impact Day: Har du styr på risiko og governance – og er du klar til AI Act?

AI og Machine Learning har for længst gjort sit indtog i centrale, kritiske forretningssystemer, og både udviklere, platformleverandører og koncerner er begyndt at udforske mulighederne. På dette eksklusive event dykker vi ned i AI's indflydelse på fremtidens forretnings- og IT-drift. Men vi ser også på, hvordan du mest effektivt arbejder med governance og risikostyring på dine AI-projekter.

21. marts 2024 | Læs mere