Artikel top billede

Et nyt Microsoft rejser sig: Her er alle beviserne

Microsoft blev kørt over af Apple på mobilmarkedet, er bagud i ræset om søgemaskiner, og andre ejer de sociale medier. Men it-giganten er i gang med sin egen seje genrejsning. Og den er værd at holde øje med.

Min hvilepuls er 50, jeg sov 6 timer og 7 minutter forleden nat, og min søvn var 97 procent effektiv.

Jeg gik også mere end de 12.000 skridt, jeg burde - og forbrændte mere end de forventede 3.000 kalorier.

Det ved jeg, fordi jeg har fitness-tracker / smartwatch'et Microsoft Band på min arm i disse dage.

Det holder blandt andet øje med mine søvnvaner, hvor meget jeg bevæger mig, om jeg får for meget UV-stråling, min forbrænding og min puls i løbet af dagen. Det sendte mig sågar små glade "godt klaret"-beskeder, da jeg nåede mine opsatte mål.

Band er bare en af Microsofts spændende lanceringer i den seneste måned. Men det er på mange måder et symbol på den utrolige proces, som Microsofts CEO, Satay Nadella, er i gang med.

For Band er så langt fra de gamle cash cows - Office-pakker og Windows-styresystemer - som man kan komme: Det nærmest beta-agtige Band samler alle dine data sammen i Microsofts cloud-tjenester for på et senere tidspunkt at kunne give dig råd og vejledning om dit helbred.

Og så kører Band selvfølgelig fint sammen med din telefon, uanset om det er iOS, Android eller Windows Phone.

Her er med andre ord ingen påtvungne Windows-, Bing-, og pc-drevne indkøb. I stedet står og falder Band og helbredstjenesten bag med den værdi, som den tilfører mig.

Det er nye toner fra et selskab, som under Steve Ballmers 14 år som topchef var præget af den koldkrigsmentalitet, som i sidste ende syltede brugeren af en Windows 8-maskine ind i Microsoft-tjenester af svingende kvalitet.

Samarbejder med gamle rivaler

Samtidig er strategien fra Microsoft: partnere, partnere og flere partnere. Og den seneste vilde måned har budt på samarbejder med rivaler som Dropbox, Salesforce og IBM. På adgang til gratis Office-programmer på iPad og Android. På fem varianter af Linux på Azure-platformen og en besked om, at .NET.-platformen i fremtiden bliver open source.

Skeptikere vil sige, at Nadella blot er ved at rette op på et firma, som under Ballmers ledelse nok var økonomisk succesfuldt, men til gengæld blev kørt over på tre kæmpe forretningsområder: på mobilmarkedet af Apple, på search-markedet af Google og af Facebook og den sociale revolution.

Og de har ret. Milliarder og atter milliarder af dollars er gået Microsofts næse forbi.

Men det gør ikke Nadella og Microsofts turnaround af egne og partnernes forretningsområder og modeller mindre imponerende - snarere tværtimod.

Alle kender i dag historien om Steve Jobs' genrejsning af Apple og firmaets efterfølgende himmelflugt. Det er næsten umuligt for Microsoft at skabe noget lignende, men den ændring, som et af verdens største it-firmaer er i gang med, kan for it-branchen, forhandlere og partnere vise sig at være mindst lige så revolutionerende.

Læs også: Få overblikket: Her er Microsofts helt vilde måned