Artikel top billede

Nets om sikkerhedsfunktion til betalingskort: Den virker ikke hver gang

Når du betaler med dit kreditkort på nettet, vil du ofte blive mødt med et krav om at indtaste en sikkerhedskode, som du modtager i en sms. Det er bare ikke hver gang, at den sms når frem.

Visa og MasterCard anvender en sikkerhedsløsning, som netbutikker kan tilmelde sig som en ekstra sikkerhedsforanstaltning i forbindelse med betaling over internettet.

Den kaldes Verified by Visa og MasterCard Secure Code.

Her bliver du bedt om at knytte dit mobiltelefonnummer til dit kreditkort.

Når du bruger kortet i netbutikker, vil du modtage en sikkerhedskode i en sms. Den skal indtastes, før du kan bruge kortet som betalingsmiddel.

Det er bare ikke altid, det virker, erkender Nets.

"Der kan opstå situationer, hvor du ikke kan modtage en sms. Dels kan du opholde dig et sted, hvor der er ringe mobildækning, og dels kan de lokale mobiloperatører have blokeret for bestemte typer sms'er," fortæller Ulrik Marschall, der er presserådgiver i Nets.

"Brugere kan henvende sig til vores support og få en nødløsning, der kan deaktivere sms-funktionen i 24 timer," oplyser han.

Efter de 24 timer skal man dog gentage processen for at foretage nye netkøb. Når perioden er udløbet, vender du nemlig tilbage til den normale metode, hvor du igen skal anvende en sms-engangskoden.

Det virker bare ikke

Det kan Computerworld-læser og nethandler Daniel Brøns snakke med om.

Han er nemlig en af dem, der ikke kan modtage sikkerhedskoden fra Visa, når han handler i websbutikker.

"Jeg har flere gange forsøgt at købe via websider med mit betalingskort. Men jeg modtager ikke den sms, der skal bruges, før købet kan gennemføres. Mit kreditkort er således værdiløst i forhold til nethandel, fordi handlen bliver afvist uden kode," fortæller han til Computerworld.

Han kontakter derfor Nets support-afdeling for at finde en løsning på problemet.

"Jeg har nu fået meddelt af Nets kundeservice, at det kan de ikke gøre noget ved. Jeg kan sådan set ikke bruge mit Visa/Dankort til køb på nettet i de fleste netbutikker, med mindre jeg skifter mit teleselskab ud," siger han.

Har du ellers problemer med at modtage sms på din telefon?

"Nej, det har jeg aldrig oplevet før. Der er ikke problemer med andre end Nets."

Løsningen på problemet blev, at han måtte knytte en anden mobiltelefon til sit kort og modtage sms-koden via den.

"Det virker, men det er en bøvlet løsning, hvor jeg skal finde en gammel mobil frem, som jeg ellers kun bruger i nødstilfælde."

Nets fortæller, at man må acceptere, at løsningen ikke er 100 procent fejlfri.

Er det godt nok, at kunder, der ikke kan modtage en sms, skal ringe ind til jeres support, hver gang de skal handle?

"Der er heldigvis kun ganske få tilfælde, det drejer sig om, og der foretages rigtig mange handler via systemet," fortæller Ulrik Marschall fra Nets.

"Fordelen er, at sikkerheden bliver markant forbedret, og så må den ganske lille gruppe, der af forskellige årsager ikke kan modtage en kode, benytte sig af vores support og deaktivering i 24 timer. Det må vi acceptere, selv om det er ærgerligt."

Du kan læse mere om løsningen på Nets websted.

Læs også:

Trusselsbilledet lige nu: Dit kreditkort er i skudlinjen, men din telefon er sikker

Dansker spiller vigtig rolle i Mercedes-Benz' fremtidsvision: Denne bil er spydspidsen i kampen mod it-giganterne

Topadvokat om mere it-sikkerhed: Slap nu af - det er jo også farligt at gå en tur på havnen

Dårlig it-sikkerhed skal kunne udløse store bøder til danske selskaber