Artikel top billede

Danske Erik Bak-Mikkelsen er cloud-direktør hos Car2go i Stuttgart. Foto Henrik Petit (Foto: © 2015 Henrik Petit for IBM Danmark / Henrik Petit)

Dansker spiller vigtig rolle i Mercedes-Benz' fremtidsvision: Denne bil er spydspidsen i kampen mod it-giganterne

Virksomheder som Apple, Tesla og Uber angriber den traditionelle bil-industri. Læs her hvordan verdens ældste bilproducent Daimler, reagerer på truslen.

I 1886 opfinder Gottlieb Daimler bilen, som vi kender den i dag. En vogn på fire hjul med noget der ligner et rat og drevet af den forbrændningsmotor, som han selv opfandt få år tidligere.

Men ny teknologi betyder, at vores forståelse af hvad en bil er, ser ud til at være på vej til at blive redefineret.

Både teknologisk og konceptuelt.

Det er virksomheder som Tesla og Uber på hver sin måde eksempler på.

Men hos nogle af verdens største bilproducenter er man fast besluttet på ikke overlade det til Silicon Valley at definere fremtidens bil. 

Car2go - et produkt af Daimlers innovation

Allerede i 2007 begynder Daimler at forberede sig på den konkurrence, som den teknologiske udvikling på sigt kan udsætte bilindustrien for.

Her stifter Daimler en ny innovations-enhed, der skal sikre, at Daimler ikke blot vedbliver med at være verdens ældste bilproducent, men også en af de mest innovative.

Det første og hidtil mest succesrige produkt, som innovationsenheden opfinder hedder Car2go. 

"Hos Daimler bragte vi ledere fra forskellige dele af koncernen sammen i én ny forretningsenhed med det formål at identificere nye trends, og herefter opbygge nye forretningsmodeller, teste dem i mindre skala og i sidste ende introducere dem på markedet som et selvstændigt produkt," siger Andreas Leo, der er kommunikationsdirektør for Car2go i Europa. 

Car2go er i bund og grund bilernes svar på de københavnske bycykler, og konceptet bygger på en erkendelse af, at adgangen til en bil i fremtiden vil være vigtigere end selve ejerskabet. 

Ideen er derfor at  sprede hundredvis af biler udover et byområde, og herefter gøre det muligt at leje bilerne på minutbasis via en app. 

Dansk direktør hos bil-gigant

I dag - otte år efter - har Car2go én million brugere og tjenesten er aktiv i 30 storbyer over hele verden. Sidste år blev Car2go lanceret i København, som den første danske by, og inden årets udgang vil Car2go blive lanceret i Kina. 

En af dem der står i spidsen for Car2gos it-indsats er danske Erik Bak-Mikkelsen. Han bor til dagligt i Stuttgart, hvor han er cloud-direktør for Car2go.

I sidste uge talte han til IBM's Business Connect Conference i Tivoli Conference Center i København. Her fortalte han, at Car2go og Daimlers jagt på nye forretningsmodeller er drevet af tre såkaldte megatrends.

- Den første er øget urbanisering. Flere og flere over hele verden flytter til storbyområder, hvor behovet for at have en bil bliver mindre.

- Samtidig betyder smartphone-revolutionen, at stadig flere borgere over hele verden har konstant adgang til internettet. 

- Og sidst men ikke mindst ser Daimler en fremtid, hvor selvkørende biler har potentiale til radikalt at ændre den ejerskabsform, vi kender i dag. I dag har en meget stor del af befolkningen deres egne biler parkeret i indkørslen. Den ejerform kan vise sig at blive mindre udpræget i en tid med selvkørende biler.

Efter foredraget havde Computerworld mulighed for at møde Erik Bak-Mikkelsen på to-mands-hånd til et interview. 

Her forklarer han, at den teknologiske udviklinger kommer til at betyde, at bilbranchen i løbet af de kommende år står overfor en gennemgribende forandring. 

"Den udvikling er ikke noget, der finder sted på et tidspunkt ude i fremtiden. Den finder sted lige nu, mens vi sidder her og taler. Det bliver et af de helt store skift. Den slags der kun sker sjældent, og sidste gang vi så et lignende skift var formodentligt, da smartphonen blev introduceret," siger Erik Bak-Mikkelsen.

Basal teknologi med stort potentiale

Computerworld-læsere, der bor i København, genkender formodentligt Car2gos biler fra gadebilledet, hvor bil-flåden tæller 200 biler. 

Alle bilerne er mikro-biler af det Daimler-ejede mærke Smart, og de er lakerede i Car2gos blå-hvide signatur-farver. 

Smart-bilerne er blevet modificeret, så kunderne kan leje den på minutbasis via en app til deres smartphone. 

"Bilen er udstyret med ret basal teknologi. Det er en mobilforbindelse og en gps. Det er alt sammen samlet i en lille teknologikasse, der bliver installeret i bilen og som kommunikerer med vores datacenter," forklarer Erik Bak-Mikkelsen. 

Vil definere fremtidens transportform

Car2go har dog i nogle byer også lanceret tjenesten Car2go Black, hvor teknologien er installeret i større og mere luksuriøse Mercedes-biler.

"Black-cars" er efterhånden den gængse betegnelse for de limousine-lignende køretøjer, og Uber har ligeledes et koncept med navnet Uber Black. 

Der er i det hele taget store lighedspunkter mellem det Car2go laver og så det en virksomhed, som Uber laver. Begge virksomheder forsøger give deres bud på et alternativ til privatbilismen. 

Den afgørende forskel på Car2go og Uber er dog i øjeblikket, at du med Car2go selv sidder bag rattet på den vogn, som du bestiller, mens du med Uber er passager.

En anden forskel er, at Car2go i dag selv ejer vognparken, mens Uber-bilerne er ejet af chaufførerne. 

Men på sigt kan mange af disse forskelle blive udlignet.

Eksempelvis kan vi forestille os et fremtidsscenarie, hvor biler bliver født med teknologi som den Car2go bruger, eller hvor det bliver muligt at tilkøbe denne type teknologi til eksisterende biler.

"På denne måde vil det blive muligt for dig at slå din egen bil over i 'delebilsmode', når du er færdig med at benytte den. Det vil betyde, at den kan gøres tilgængelige som delebil i en periode, hvor du ikke selv bruger den," siger Erik Bak-Mikkelsen, der dog understreger, at han udelukkende spekulerer i teknologiens fremtidige potentiale og ikke har kendskab til aktuelle planer på området.

De føreløse biler kommer

Ifølge Erik Bak-Mikkelsen bliver der hos Daimler i øjeblikket forsket i at udvikle selvkørende biler. 

"Når vi kigger længere ud i horisonten, er selvkørende biler jo helt klart noget, som er aktuelt i Car2go-biler. Her vil det kunne udgøre en mindre revolution. Men det kræver, at vi kommer langt flere sensorer i bilerne, og i det hele taget kræver det en mere fremskreden teknologisk udvikling, men på et tidspunkt vil autonome biler kommer til at eliminere behovet for en chauffør," siger han.

Erik Bak-Mikkelsen forklarer, at den selvkørende teknologi eksempelvis vil kunne sikre, at Car2gos biler hele tiden bliver dirigeret derhen, hvor efterspørgslen er størst. 

En mulighed som Uber og traditionelle taxaer altid har haft, fordi en chauffører har en naturlig interesse i hele tiden at opsøge de områder, hvor kunderne befinder sig. 

Men ligesom Daimler forsker Uber også i selvkørende biler. Dermed kan det se ud som om at Daimler og Car2Go på den ene side, og Uber på den anden side jagter den samme bold, men med et udgangspunkt i to forskellige positioner på banen.

For nylig sagde Ubers stifter og administrerende direktør Travis Kalanick.

"Google, Tesla, Apple og en lang række andre er deltagere i det her spil. Vi kan derfor vælge, om vi vil være en del af fremtiden, eller ej. Som tech-virksomhed har vi valgt at være en del af fremtiden og engagere os i førerløse biler. I dag ruller innovation og teknologi hurtigere og hurtigere, og vi er derfor i den fascinerende situation, at en virksomhed som Uber, der blot er fem år gammel, risikerer at blive "disrupted", hvis vi ikke håndterer denne udfordring på den rigtige måde, "siger Travis Kalanick, da han i sidste ugebliver interviewet til Wall Street Journals teknologi-konference, WSJD Live

Føreløse biler kræver at samfundet er parat

Erik Bak-Mikkelsen mener dog ikke udelukkende, at introduktionen af føreløser kommer til at afhænge af den teknologiske udvikling. Det vil også være nødvendigt, at der i samfundet opstår en ny forståelse af, hvad en bil er. 

"Samfundet ikke helt gearet til føreløse biler i dag, og der er stadigvæk en del lovgivningsmæssige udfordringer forbundet med det," siger han og henviser til, at politikerne næppe slipper føreløsebiler løs på vejene, før de har sikkerhed for, at det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt," siger han.

I er jo en del af en koncern, Daimler, hvor man om nogen kender til værdien af køreglæde. Det kan du ikke opnå, når du med føreløse biler kke selv sidder bag rattet. Kan den ikke trumfe den bekvemmelighed, som de føreløse biler tilbyder? 

"Transportbehovet vil formentligt blive løst af føreløse biler, men det betyder ikke at den underholdning, der er forbundet med at køre bil forsvinder. I fremtiden vil vi stadigvæk kunne udleve den gennem eksempelvis motorsport," siger Erik Bak-Mikkelsen. 

Han sammenligner introduktionen af føreløse biler med det skift, der skete, da bilen blev det primære transportmiddel. Det betød, at hesten blev erstattet af bilen som transportmiddel, men i dag bliver hesten stadigvæk brugt til rekreative formål, hvor folk dyrker hestesport eller blot rider for fornøjelsens skyld. 

Et år efter lanceringen er Car2go dog ikke længere alene med sit bybils-koncept i København. Tidligere på året lancerede BMW og Arriva et lignende koncept  i København med navnet Drive Now.

Læs Computerworlds test af Drive Now her:

Vi har prøvet en dele-elbil - se her hvordan det gik

Læs også:
"Det kan have en værdi i sig selv at vælge en anden vej end moderselskabet,  fordi det tvinger folk til at tænke anderledes"

Tech-giganter retter kanonerne mod bilindustrien: Volkswagen kan blive det nye Nokia 

Apple og Tesla i hård kamp: Er Apple på vej med en iCar?